Forsvar

Ny aftale er milepæl for dansk Forsvar: 2 procent og folkeafstemning om forsvarsforbeholdet

"Finansieringen har været en udfordring. For vi har en regering, der ikke kan lide reformer, men som er svært glad for skattestigninger", siger Venstres formand her til aften. Foto: Thomas Schønning

Af Jakob Ellemann-Jensen

7. marts 2022 kl. 11:24

Nu skal Danmark opruste. Ikke til krig, men for at sikre os fred.
 
Vi har i den frie verden alt for længe været naive i forhold til Putin. Og i Danmark må vi erkende, at vi har taget for let på vores egen sikkerhed. 

Med Putins invasion af et fredeligt og demokratisk Ukraine er det blevet klart for alle, at vores fjender er klar til at gøre skade på os og andre frie lande. Nu ved vi, at Putin har evnen og viljen. 
 
Derfor skal vi også vise evne og vilje til at opruste Danmarks forsvar og styrke vores internationale engagement. 
 
Det gør vi med den historiske aftale, som Venstre netop har indgået med en række af Folketingets partier. 

Markant investering i dansk forsvar
Venstre har sammen med Konservative, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre besluttet at øge Danmarks forsvarsbudget til 2 pct. af BNP. Det betyder, at Danmark endelig tager ansvar og vil leve op til vores forpligtelser i NATO.
 
Det er en milepæl for dansk forsvar.
 
Vi afsætter 3,5 mia. kr. allerede i år og til næste år, og indfaser derefter pengene frem mod 2033. Det giver Forsvaret mulighed for at sætte markant ind, hvor det er nødvendigt her og nu og samtidig lave en gennemtænkt plan for en historisk oprustning de kommende år. 
 
Det har selvfølgelig været svært at finde pengene i kredsen af partier. For vi har en regering, der ikke kan lide reformer, men som er svært glad for skattestigninger.
 
Heldigvis har Danmark en robust økonomi efter de reformer, som især er gennemført af mange års borgerlige regeringer. Det giver os mulighed for at øge Danmarks gæld i en periode.
 
Det er bestemt ikke Venstres kop te. Men det er det ansvarlige at gøre, da vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor der er behov for at styrke dansk forsvar og sende meget klare signaler til både venner og fjender.
 
Det er dog samtidig også klart, at det styrker behovet for at gennemføre ansvarlige reformer, der gør Danmark rigere.
 
Det er en opgave, der ligger foran os, og som vil kræve et regeringsskifte. For der skal både være råd til et stærkt forsvar og et solidt velfærdssamfund, og det ønsker jeg.   
 
Vi skal med i Europas forsvarssamarbejde
Vi har også besluttet at sende vores forbehold over for EU’s forsvarssamarbejde til folkeafstemning. Og jeg håber, at danskerne er klar til at bakke op om et tæt forsvarssamarbejde i Europa.
 
Den afstemning kommer til at kræve en stor indsats fra alle os, som finder det afgørende, at Danmark spiller en aktiv rolle internationalt.
 
Melder vi os helt ind i kampen om at beskytte Europa, sender det et klart signal til venner og fjender om, at vi vil beskytte vores europæiske værdier sammen. 
 
Udviklingen af EU’s forsvarssamarbejde er i hastig udvikling, og forbeholdet er en hindring for os. Danmark skal selvfølgelig sidde med ved bordet og tage et ansvar.
 
Forsvarssamarbejdet vil bidrage til sikkerheden i Europa, og komplementere NATO, som den amerikanske præsident har sagt det. Det er jeg enig i. For NATO og EU går hånd i hånd for mig.
 
Danmark bliver et mere sikkert land med dagens forsvarsaftale. Et land, som tager et større ansvar, og som er engageret i kampen for en fri og mere fredelig verden.
 
Det er et glædeligt lyspunkt i en ellers mørk tid.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste