Folkeskole og uddannelse

Nej til at omlægge efterskolerne – ja til at skabe bedre muligheder for vores børn og unge

3. maj 2023 kl. 10:16

Lad os for en god ordens skyld starte med at slå følgende fast: Det skal stadig være muligt at gå på en efterskole efter 9. klasse, og i Venstre vil vi ikke tage penge fra efterskolerne - heller ikke fra dem, der i dag går på efterskole i 10. klasse

Efterskolerne spiller en central rolle i vores samfund – og mange steder har de en unik værdi for lokalsamfundene. Landets efterskoler er med til at give vores børn og unge dannelse, undervisning og oplevelser for livet. For Venstre er det helt afgørende, at unge fortsat har mulighed for at komme på efterskole. Derfor har vi heller ingen planer om at omlægge efterskoleområdet.

Men når det så er sagt, så er Venstre gået i regering for at skabe konkrete resultater for danskerne. Et af Venstres klare mål er at skabe bedre muligheder for vores børn og unge. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen stillede allerede før valget skarpt på unges frie valg og behovet for at investere bredt i uddannelse.

Derfor byder vi Reformkommissionens seneste anbefalinger om børn og unges vej gennem uddannelsessystemet velkommen. 

Kommissionen har mange forslag, der strækker sig helt fra daginstitutioner til gymnasier og erhvervsskoler. Det er værd at fremhæve flere gode forslag, som Venstre er åbne overfor at arbejde videre med i regeringen.

F.eks. er der konkrete forslag til, hvordan vi kan styrke undervisningen i vigtige fag som dansk og matematik i folkeskolerne via undervisningsforløb i små hold, og skabe en folkeskole, der bedre kan rumme de store elever, som er skoletrætte og har brug for en mere praktisk orienteret skolegang. En mere praktisk tilgang til undervisningen i alle fag vil gavne både de dygtige og de udfordrede elever. Desuden ved vi, at trivslen og glæden ved at gå i skole øges, og derfor glæder vi os til at kigge nærmere ind i Reformkommissionens forslag om praksisfaglighed.

Kommissionen har også anbefalinger til, hvordan vi kan styrke dagtilbud, gymnasier og erhvervsskoler, som regeringspartierne nu kommer til at drøfte. For Venstre handler det grundlæggende om, at vi kan skabe en bedre sammenhæng fra skole til job for den enkelte, sådan at alle børn får bedre mulighed for at udleve deres potentiale.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste