Minkskandalen

Ansvaret er statsministerens

Af Jakob Ellemann-Jensen & Sophie Løhde

30. juni 2022 kl. 18:52

Kan man være statsminister i Danmark og fralægge sig ansvaret for sine egne beslutninger? Det spørgsmål skal Folketingets partier tage stilling til nu.

Minkkommissionen har netop afleveret sin rapport. Og den kommer med alvorlig kritik af Statsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Fødevareministeriet.

Vi mindes ikke at have set så alvorlig og så bred en kritik af en regering. Det står nu fuldstændig klart, at statsminister Mette Frederiksen gav en ulovlig ordre om at aflive alle mink i Danmark. Og hun vildledte groft både Folketinget og danskerne.

Sagen om aflivningen af mink handler om de grundlæggende demokratiske principper i vores samfund. En regering skal følge loven – ligesom alle andre i vores samfund skal. Og det gælder selvfølgelig særligt i sager, som har vidtrækkende konsekvenser for mange mennesker og for samfundet.

I minksagen har Mette Frederiksen lukket et helt erhverv uden lovhjemmel. Det har betydet, at familier har mistet deres livsværk, og de danske skatteborgere har fået en kæmperegning på 19 mia. kr.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så peger pilen på statsministeren. For beslutningen blev truffet på et møde i regeringens koordinationsudvalg i Statsministeriet. Hun sad for bordenden.

Og som de fleste ved, har Mette Frederiksen insisteret på at centrere magten i Statsministeriet i sin regeringsperiode.

Nu er det så op til Folketingets partier at afgøre, hvad der skal ske videre i sagen. I Venstre vil vi selvfølgelig læse Minkkommissionens rapport grundigt.

Men vi kan allerede sige nu, at Folketinget bør få uvildige advokater til at komme med en vurdering af den meget lange rapport. For sagen fortjener at blive behandlet med seriøsitet. Den er en skandale.

Vi vil gerne understrege, at hvis regeringens støttepartier ikke mener, at der er grundlag for andet end en såkaldt ”næse” til regeringen, så vil den demokratiske skandale i vores land være fuldbyrdet.

For kan man virkelig slippe afsted med så stort et lovbrud, uden at det har nogen større politiske konsekvenser, bare fordi man er statsminister?

Kan man virkelig slippe afsted med at tørre ansvaret af på sine embedsmænd, når man har det politiske ansvar, og når man sad for bordenden, da beslutningen blev truffet?

Det mener vi ikke.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste