Taler

Tale ved åbningsdebat 2020

Venstres politiske ordfører holdt åbningstalen i anledning af formand Jakob Ellemann-Jensens fravær. Foto: Jacob Kjerumgaard

Venstres politiske ordfører Sophie Løhdes tale ved Folketingets åbning den 8. oktober 2020.

DET TALTE ORD GÆLDER

Jeg har fået lov til at holde åbningstalen for Venstre i år som sådan en slags indskifter.

-         Vores formand Hr. Jakob Ellemann-Jensen er ude med en skade.

-         Og ja, jeg kan jo lige så godt sige det, som det er:

I oppositionen har vi i over et år haft alvorlige hovedpiner af den nuværende regering. 

Og det har altså for vores formands vedkommende sat sig SÅ hårdt i nakken, at det har været nødvendigt med et kirurgisk indgreb.

Men han er i bedring. Og snart tilbage.


Og det er der brug for.

For vi har en regering, der tilsyneladende vil føre Danmark tilbage til Hr. Anker Jørgensens tid.

Det lyder jo i sig selv meget godt, hvis man altså har tendens til nostalgi.

-         Han var da også en hyggelig fyr.

-         Dengang var det også noget nemmere at vælge, hvilken serie, man skulle følge med i, når der kun var én kanal, og dårligt klima kunne løses ved at åbne et vindue.

Men det var også en tid med:

o   En galoperende arbejdsløshed

o   Store offentlige underskud

o   Og økonomisk uansvarlighed

Hr. Anker Jørgensen indførte i sin tid efterlønnen. På samme måde, som statsministeren i dag vil indføre en ny ret til tidligere tilbagetrækning for udvalgte, raske grupper.

Dengang havde hele landet kurs imod afgrunden. Men det må statsministeren have glemt: 

-         For som hun selv siger, er Hr. Anker Jørgensen hendes politiske forbillede.

I tirsdags stod statsministeren her på talerstolen og glædede sig over de reformer, der har skabt en sund dansk økonomi.

Derfor undrer det mig, at statsministeren har valgt en helt anden vej:

-         En vej hvor Danmark bliver fattigere og reformer rulles baglæns.

Rigtig mange danskere har allerede mistet deres arbejde.

Og ifølge regeringens økonomiske plan vil der i de kommende år blive flere arbejdsløse. Ikke færre.


Og fælleskassen… Dén er ved at være tom.

-         Regeringen overtog ellers et råderum på mere end 28 mia. fra Venstre og den borgerlige regering. Nu er de fleste penge brugt.

-         Og regeringen har ingen svar på hvordan vi skaber varig vækst og danske arbejdspladser.

I stedet skal vi nu alle sammen på loftet og finde vores hønsestrik og afghanerpels… For vi har tilsyneladende kurs imod 70’erne.

-         Vi i Venstre, vil noget andet. 

-         Vi vil ikke tilbage til fortiden – vi vil ind i fremtiden

Erhverv

Og fremtiden… Den er grøn. Det er ikke til diskussion


Det eneste valg vi kan træffe er, om vi vil være først eller sidst.

-         Vil vi være dem, der er først på beatet og henter de grønne arbejdspladser til Danmark? 

-         Med de skarpeste hjerner og klogeste hænder?

-         Som leverer løsninger på hele klodens udfordringer. Og derigennem sikrer bæredygtig vækst, jobs og førstepladsen på det grønne eksportmarked?

-         Eller vil vi komme bagefter, når toget er kørt? Fodslæbende og med hatten i hånden?


Venstre mener, valget er åbenlyst.


Men det kommer ikke af sig selv. 

Eller for den sags skyld af at lukke øjnene og håbe på, at ny teknologi løser alle problemer nytårsaften år 2029.

-         For ønsketænkning… Det er ikke en strategi. 

-         Det er heller ikke en mulighed. 

-         Vi skal handle og gå aktivt ind i kampen.

-         Og derfor tager klimaministeren også fejl, når han siger, at dét er rabiat.

-         Det er dét ikke. Det er fornuftigt.

Men væksten, dét der er forudsætningen for, at vi kan skabe et bedre samfund i morgen… Den er udfordret.

-         Hvor skal det nye Mærsk… Det nye Novo Nordisk… Eller det nye Vestas komme fra?

-         Eller for den sags skyld de mange små og mellemstore virksomheder, der er helt afgørende for dansk økonomi. 

Lysten til at blive iværksætter kvæles, når vilkårene ikke er gode nok.
Og dét er de ikke i dag.

Regeringen har allerede hævet skatter og afgifter med milliarder – og flere skadelige socialdemokratiske skattestigninger er på vej. 

Det er et direkte angreb på danske iværksættere og danske virksomheder.

-         Det koster arbejdspladser. 

-         Det koster velstand.

-         Det koster velfærd. Og det slukker lyset i øjnene på driftige danskere!

Mange af vores iværksættere prøver ellers at skabe en bedre verden.

Men regeringens svar til dem er:

-         Højere skat på iværksætteri

-         Dyrere lån i banken 

-         Og færre hænder og hoveder i en fremtid, hvor vi har brug for flere.

… Sådan-kommer-vi-ingen-vegne.

Det seneste år har ikke bare kostet økonomisk. Det har også kostet på udlændingeområdet.

Statsministeren er stram i retorikken. Men vælger også her at træde tre skridt tilbage:

-         Ved at give arbejdsløse indvandrere 2.000 kr. ekstra om måneden skattefrit.

-         Det skader integrationen, og det fastholder indvandrere på passiv, offentlig forsørgelse.

Regeringen har også valgt at brænde alle de penge af, som det tidligere blå flertal afsatte til et tredje udrejsecenter.

-         De kriminelle udlændinge har vundet. Og har fået lov til at blive på Kærshovedgård med utryghed, vold og overfald til følge. 

-         Bare spørg de lokale i Ikast-Brande.

Venstre vil en anden vej:

-         Det skal kunne betale sig at arbejde, og flere indvandrere skal være selvforsørgende.

-         Vi skal slå hårdere ned på social kontrol, så flere kvinder får deres frihed.

-         De udviste kriminelle udlændinge skal ud. 

Og indtil de kommer dét, skal de være på et tredje udrejsecenter, så langt væk fra almindelige mennesker som muligt


Vi vil… En stram og konsekvent udlændingepolitik

Fremtiden kommer. Både for Danmark som nation, men også for hver og én af os som mennesker.

-         Og selvom man godt kan føle, at de unge bliver ældre, 

-         Og de ældre bliver yngre, 

-         Så er der ingen af os, der kan løbe fra tiden. 

-         Vi bliver… forhåbentligt… gamle en dag.

Vi har alle sammen set de forfærdelige optagelser fra plejehjem. Og ét navn har særligt brændt sig fast: Else Marie Larsen.

-         Uværdig behandling... Ydmygelse… Og manglende omsorg.

Man kan ikke undgå at blive mærket, når man ser de her optagelser. 

Så bliver man bange.

Så har man ikke lyst til at blive gammel.

-         Lad mig sige det helt klart: 

-         Der er ingen der skal frygte at blive gamle i Danmark


Derfor vil Venstre gøre op med den kultur, hvor borgerne er endt med at være til for systemet og ikke omvendt.

-         Ved at skabe friere rammer til de mange dygtige medarbejdere og ledere, der leverer velfærden à og fyre de dårlige.

-         Ved at fokusere på frit valg og etablere friplejehjem i alle kommuner.

-         Og ved at oprette bestyrelser på plejehjemmene med plads til beboere, pårørende, medarbejdere og lokale ildsjæle.

-         Lige så meget, vi tænker på vores alderdom…. 

-         Ligeså meget tænker vi på vores ungdom. 

-         Den kan heller ikke gøres om.

Det MÅ føles uretfærdigt at være i sin ungdom lige nu. 

Vi står midt i en global pandemi, der har sat en stopper for næsten alle de fantastiske oplevelser, tidligere generationer har fået: 

-         Rejser til fjerne lande. 

-         Fester der varer til den lyse morgen, og som man aldrig glemmer.

-         Ens første arbejde. 

-         Studiestart og nye venner for livet. 

Vi står også midt i en økonomisk krise. 

Og netop nu hvor de unge skulle i gang, har titusinder mistet deres arbejde, og virksomheder har drejet nøglen om.

Vi går imod en klimakrise, der kan virke uoverskueligt stor.

-         Det er ikke underligt, hvis de unge føler, der ikke er ret meget at se frem til. 

-         Hvis de føler, de kigger ind i et stort, sort hul.


Men de unge skal vide, det er ikke er hele sandheden.

For at citere én, der ”kun var forklædt som voksen”:

Hvis nogen si’r… det hele går ad helvede til… så tro dem ikke

-         De unge skal vide, at der er brug for dem. 

-         De unge skal vide, at fremtiden tilhører dem. 

-         Vi, de voksne, har den kun til låns.


Det er dém, der ejer i morgen. Og uanset HVAD der sker, vil der altid være et i morgen.

Vi har fået en regering, der vil tilbage til fortiden.

En regering, som er i gang med at kopiere tidligere tiders uansvarlige økonomiske kurs. 

-         Det er dyrt for Danmark. Og regningen bliver sendt direkte til børneværelset.

Vi betaler en for høj pris, når vi forsøger at skrue tiden tilbage:

-         Til ’de gode gamle dage’ og bilder os selv ind, alting var bedre dengang.

Vi skal ikke tilbage til fortiden.

Vi skal ind i fremtiden.