Et sikkert Danmark at vokse op i

Danmark i sikre hænder

Venstre vil:

Styrke Forsvaret og beredskabet, så vi opfylder NATO-løftet på samlet fem procent af BNP

Venstre kommer til at stå vagt om det danske forsvar. Selv om vi løfter Forsvaret betragteligt, er vi ikke i mål. Skal genopretningen lykkes, kræver det sikre hænder i Forsvarsministeriet. Samtidig kræver vores beredskab opmærksomhed. Her skal vi give tyngde til det nye danske totalberedskab. Begge dele vil vi levere på, for vi sætter danskernes sikkerhed først.

Fordoble antallet af værnepligtige for at styrke Forsvaret

Der bliver brug for mere mandskab i Forsvaret, hvis vi skal passe bedre på Danmark og leve op til vores forpligtelser over for vores allierede. Derfor foreslår Venstre nu at fordoble antallet af værnepligtige fra 6.500 til 13.000 i 2035. Og der bliver også brug for nye kaserner til at huse de mange værnepligtige.

Have et stærkt politi, hårde straffe og fængselspladser på Balkan

Vi har skabt de økonomiske forudsætninger for, at både politiet og vores fængsler kan nå et fornuftigt niveau. Det arbejde skal fortsætte, og samtidig skal vi sørge for, at strafudmålingen er retfærdig og ikke krænker danskernes retsfølelse. Med længere straffe er der behov for flere fængselspladser, og vi vil derfor få etableret de aftalte fængselspladser i Kosovo.

Kriminelle udlændinge skal udvises, og vi må forlade Statsborgerretskonventionen om nødvendigt

Det er et stort problem, at forældede konventioner for ofte forhindrer os i at udvise kriminelle udlændinge, der har begået forfærdelige forbrydelser. Det er vi klar til at gøre op med. For der er desværre eksempler på, at Statsborgerretskonventionen står i vejen for, at dybt kriminelle udlændige kan udvises. Det vil vi arbejde intenst internationalt for at ændre i 2026, men lykkes det ikke, er vi klar til at udtræde af konventionen. For kriminelle udlændinge hører ikke hjemme i Danmark.

Gøre nye statsborgerskaber betingede de første fem år

Vi vil ikke længere acceptere, at nogle nye statsborgere kvitterer for vores tillid ved at begå grov kriminalitet i årene efter, at det danske pas er sikret.

Derfor vil vi arbejde for, at statsborgerskaber fremover skal kunne fratages, hvis man begår grov kriminalitet og får en ubetinget fængselsdom i løbet af de første fem år efter erhvervelsen.

Danskernes tryghed og sikkerhed er en helt afgørende politisk prioritet for Venstre.

Siden den russiske invasion i Ukraine i 2022 er de nye sikkerhedspolitiske udfordringer blevet tydelige for enhver. Med Venstre i regering har vi sat gang i en markant genopbygning af det danske forsvar. Mange af de nyindkøbte forsvarskapaciteter er allerede på plads og operative, og de første hold med den nye udvidede værnepligt er for længst mødt ind på kasernen. Men vi er langt fra i mål. 

Der skal arbejdes fokuseret over en længere årrække, før Danmark fuldt ud kan leve op til vores forpligtelser i NATO, og før vores kampkraft er god nok til, at vi kan varetage vores egen sikkerhed. Vi skal også understøtte de ukrainske frihedskæmpere, der også kæmper for Danmarks sikkerhed.

Udover et massivt løft af Forsvaret styrker vi også vores hjemlige beredskab og vores cybersikkerhed. Rusland fører en hybrid krig mod Vesten, hvor man går efter at ramme og lamme vores kritiske infrastruktur, og vi skal kunne håndtere de udfordringer, som det giver.

Udlændinge og retspolitik

I en mere usikker verden er det også afgørende, at trygheden mærkes i hverdagen. I Venstre arbejder vi for et veluddannet og handlekraftigt politi, som har de nødvendige ressourcer til at sikre et trygt og sikkert Danmark. Derfor har vi givet politiet flere muskler, og der er indført markant hårdere straffe for grove forbrydelser, som vi har indført. For alt for længe har vi set, at volds- og voldtægtsforbrydelser straffes for mildt. Det har vi heldigvis gjort op med, for hvis du begår kriminalitet i Danmark, så skal konsekvenserne være mærkbare. Straffen skal i højere grad stå mål med forbrydelsen.

Kommer man til Danmark for at udøve kriminalitet eller blot modtage passiv forsørgelse, så må man finde et andet sted at bo.  

Selvom mange indvandrere, der er kommet til Danmark, bidrager meget positivt på arbejdsmarkedet og i lokalsamfund, så ser vi desværre fortsat, at ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenteret i de statistikker, der handler om kriminalitet og tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er afgørende, at vi byder de, der gerne vil arbejde i Danmark, velkommen. Men kommer man til Danmark for at udøve kriminalitet eller blot modtage passiv forsørgelse, så må man finde et andet sted at bo. Så skal man ud af Danmark.

Vi skal derfor stille tydelige krav om job, uddannelse og danskkundskaber – og fastholde konsekvensen over for dem, der ikke vil bidrage. Samtidig betyder det også, at vi skal have et vågent øje på tilstrømningen af nye flygtninge og indvandrere, så vi ikke løser ét problem, mens der samtidig skabes et nyt.

I Venstre vil vi sikre, at Danmark er sikkert og trygt at vokse op i – også for den næste generation.

Derfor har Venstre i regering:

Sat gang i genopbygning af Forsvaret med massive investeringer i vores sikkerhed

Vi har stået i spidsen for en ambitiøs genopbygning af Forsvaret efter årtiers nedprioritering. Da Venstre overtog Forsvarsministeriet, brugte vi 1,36 procent af BNP på forsvar. I 2026 kommer vi til at bruge 3,5 procent af BNP på forsvarsudgifter. Med et historisk forsvarsforlig, en accelerationsfond og yderligere aftaler investerer vi over en 10-årig periode mere end 350 milliarder kroner i at styrke vores forsvar. Og med den nye 2035-plan afsættes yderligere over 200 milliarder kroner i perioden til yderligere kampkraft, materiel og bemanding, en ligestillet og styrket værnepligt, mere tidssvarende kaserner og samtidig har vi sikret bedre vilkår for vores veteraner.

Rustet Danmark bedre til fremtidens kriser

Danmark står over for flere og mere komplekse kriser end tidligere. Ekstremt vejr, cyberangreb og hybride trusler stiller nye krav til både Forsvaret og beredskabet og til samfundets evne til at håndtere kriser på tværs. Derfor har Venstre taget ansvar for at styrke Danmarks beredskab i en mere usikker verden. Både med en akutplan på en milliard kroner i 2026 og med afsatte midler til at løfte opgaven i de kommende år.

Sikret hårdere straffe for voldsforbrydelser

Vi har fordoblet straffen for grov og særdeles grov vold. Den voldsforbryder, der førhen ville få en dom på to års fængsel, skal i fremtiden fire år i fængsel, og straffen er også hævet markant for blandt andet simpel overfalds- og gruppevold, overfalds- og gruppevoldtægt og vanvidskørsel. Alt det er muligt, fordi vi har besluttet at bygge nye fængsler og udbygge de eksisterende, så straffens længde igen bliver en politisk beslutning og ikke afgøres af, hvor meget fængselsplads, vi har til rådighed.

Styrket politiet og sikret flere ressourcer til håndteringen af økonomisk kriminalitet

Et stærkt politi er en forudsætning for et trygt samfund. Politiet skal have ressourcerne og redskaberne til at opklare den komplicerede, alvorlige kriminalitet, samtidig med at den borgernære kriminalitet tages alvorligt. Vi har sikret flere midler til politiet og ikke mindst til håndteringen af økonomisk kriminalitet. Vi har med et nyt politiforlig styrket politiet og anklagemyndigheden med knap seks milliarder kroner ekstra over de næste fem år.

Sikret, at flere kriminelle udlændinge kan udvises

Kommer man til Danmark for at begå kriminalitet, skal man ikke være her. Derfor har Venstre i regering lavet flere muligheder for straksudsendelser, så udlændinge kan udvises direkte fra fængslet i stedet for at afsone hele dommen og derefter blive løsladt. Vi har også med en ny udvisningsreform besluttet, at kriminelle udlændinge, der idømmes mindst ét års ubetinget fængsel for visse former for alvorlig kriminalitet, såsom grov vold, fremover skal kunne udvises.

Er du enig med os?

Fantastisk!

Vil du tage endnu et skridt mod et mere borgerligt-liberalt Danmark? Der er forskellige måder, du kan støtte Venstres arbejde på.

Bliv medlemStøt

Tak for din tilmelding

Du vil modtage en email med et bekræftelseslink, som du bedes klikke på for at færdiggøre din tilmelding.

FEJL

Der skete en fejl under oprettelsen. Du er velkommen til at skrive til venstre@venstre.dk for at tilmelde dig, eller prøve igen senere.

Vi sætter pris på ærligheden.

Måske vi deler holdning på andre områder?