Udlændinge

Det danske pas skal være i de rette hænder

Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre og forsvarsminister

1. marts 2026 kl. 08:44

Et statsborgerskab i Danmark er en gave, som forpligter. Desværre har vi for ofte set, at nye danske statsborgere misbruger vores tillid og svigter Danmark ved at begå grov kriminalitet. Det skal vi sætte ind overfor. Derfor foreslår Venstre nu stramninger af reglerne omkring dansk statsborgerskab.

Dansk statsborgerskab er det fornemmeste, man kan få af det danske samfund. Man bliver statsborger i et af verdens bedste lande. Et land, som mange tager til sig og bidrager positivt til.

Desværre har vi gennem tiden set for mange eksempler på nye statsborgere, der ikke har levet op til tilliden, og som tværtimod har begået kriminalitet og skabt utryghed i vores samfund.

Tænk bare på de mange radikale imamer og Hizb-ut-Tahrir-medlemmer, der ønsker vores demokrati og frihedsrettigheder afskaffet til fordel for et islamisk kalifat med en undertryggende sharia-lovgivning.

De mennesker undergraver vores samfund og de værdier, det er bygget på. Og de er beviser på, at vi bliver nødt til at være mere påpasselige med at give statsborgerskab til for mange udlændinge fra lande, vi har dårlige erfaringer med. Det gælder ikke mindst MENAPT-landene.

Derfor foreslår Venstre nu et tiltag, som skal gøre det sværere at gøre sig fortjent til at blive dansk statsborger – ikke mindst for ikke-vestlige indvandrere:

Vi vil arbejde for, at nye statsborgerskaber indledningsvist gøres betingede.

Har man først modtaget statsborgerskab, skal man med den nuværende lovgivning begå kriminalitet, der er til ”alvorlig skade for Danmarks vitale interesser”, før en fratagelse overhovedet kan komme på tale. Det betyder i praksis, at det er stort set umuligt at fratage statsborgerskaber, når de først er tildelt.

Det er en for høj barre at sætte. Grov vold og voldtægt defineres eksempelvis ikke som til ”alvorlig skade for Danmarks vitale interesser”. Men de forbrydelser viser jo med al tydelighed, at man ikke vil Danmark, og at man ikke fortjener Danmark.

Vi vil ikke længere acceptere, at nogle nye statsborgere kvitterer for vores tillid ved at begå grov kriminalitet i årene efter, at det danske pas er sikret.

Derfor vil vi arbejde for, at statsborgerskaber fremover skal kunne fratages, hvis man begår grov kriminalitet og får en ubetinget fængselsdom i løbet af de første 5 år efter erhvervelsen. I det omfang vores internationale forpligtelser forhindrer dette, vil Venstre arbejde for at få dem ændret.

Vores forslag skal sætte en stopper for, at vi giver dansk statsborgerskab til mennesker, der ikke har den fornødne respekt for det samfund, som de inviteres ind i.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld