Torsten Laksafoss Holbek

Vælgerforeningsformand, EP-kandidat

Hvem er jeg?

Jeg er 43 år, far til to, gift med Maria Teresa, halv færing og passioneret europæer. Til dagligt er jeg direktør for fire nordiske vognmandsorganisationers fællesorganisation i Bruxelles. Jeg kæmper for et stærkt, grønt og sikkert Europa. Det kræver, at vi styrker Danmarks og Europas forsvar og våbenindustri massivt, så vi kan støtte Ukraine og samtidig tage vare på vores egen sikkerhed.

Jeg er drevet af at finde løsninger i politik og kommer med en lang erhvervspolitisk karriere fra Bruxelles, som startede med fem år i Europa-Parlamentet som politisk assistent og kontorleder for Morten Løkkegaard.

Jeg tror på Europa som det bedste, frieste og rigeste kontinent at leve på. Nu er det vores opgave at arbejde for et sikkert og grønt Europa for kommende generationer.

Mine mærkesager

Et stærkt Danmark i et sikkert Europa
Ruslands uprovokerede overfald på Ukraine har stillet Europa overfor den ultimative krise. Mere end nogensinde før står det klart, at der er behov for et stærkt og samlet EU, som står i egen ret. Det kræver investeringer i forsvarsindustrien, og at Europa sætter turbo på det fælles indkøb af militært udstyr og våben.


Nordatlantens stemme i EU
Mit færøske ophav sidder dybt i mig. I kraft af rigsfællesskabet spiller Danmark en ledende rolle i Nordatlanten og det arktiske område, hvor der er store sikkerhedspolitiske interesser på spil. Både Rusland og Kina lurer i kulissen. Derfor er det afgørende, at både EU og ikke mindst NATO er på banen i Nordatlanten.


Grøn omstilling der virker
Jeg tror på, at vi kan løse klimakrisen. Nu handler det om, hvordan vi indfrier vores klimamål. Danmark og Europa har løsningerne og virksomhederne til at gøre det. Nu skal vi sikre, at der er nok medarbejdere til virksomhederne. Og vi skal fjerne bureaukrati og regler, som sætter en stopper for den grønne virkelyst.


Foreningsliv med mindre EU-bureaukrati
Langt de fleste opgaver løser vi bedst sammen med andre lande indenfor EU-samarbejdet. Men EU kan også gå for langt med indviklede regler, som rammer den lokale boldklub, tømreren i landsbyen eller foreningslivet. Derfor er det vigtigt, at der er plads til forskellige kulturer og løsninger i de enkelte lande.

Telefon:

0032474048005

Følg Torsten Laksafoss Holbek

Pressebillede i høj opløsning:

Hent her