Vil man have dansk statsborgerskab, skal man tilslutte sig danske værdier

Af Hans Andersen, indfødsretsordfører
9. september 2025 kl. 16:02
At blive dansk statsborger er ikke en rettighed. Det er en gave, man skal gøre sig fortjent til. Venstre mener, at nye statsborgere skal tilslutte sig grundlæggende demokratiske og danske værdier. Derfor nedsætter regeringen nu en ekspertgruppe, der skal undersøge mulighederne for at screene ansøgere for antidemokratiske holdninger.
Det er ikke en universel ret at blive dansk statsborger. Derfor skal man leve op til en række strenge krav. Man skal tage Danmark fuldt og helt til sig. Det indebærer også, at man tilslutter sig grundlæggende danske værdier om f.eks. demokrati og ligestilling mellem kønnene. Det er kun rimeligt at forvente af udlændinge, der ønsker et rødbedefarvet pas.
I Venstre har vi i årevis arbejdet for, at ansøgeres værdier tillægges større betydning. For der er en for stor gruppe udlændinge i Danmark, der tilslutter sig nogle helt andre værdier, end dem det danske samfund er bygget på. Det ser vi, når mere end hver femte muslim i Danmark mener, at koranen helt eller delvist burde være fundamentet for lovgivning i Danmark. Derfor har vi tidligere bl.a. fået indført værdibaserede spørgsmål i den indfødsretsprøve, som ansøgere skal bestå.
Med ekspertgruppens arbejde tager vi endnu et vigtigt skridt for at sikre, at dansk statsborgerskab kun gives til dem, der vil Danmark og de danske værdier fuldt og helt. Ekspertgruppen skal undersøge både de juridiske og tekniske muligheder for at screene ansøgere for antidemokratiske holdninger og værdier, samt hvilke kriterier der skal danne grundlag for screeningen. For Venstre er det en selvfølge, at en model for screening skal være forenelig med grundloven og vores internationale forpligtigelser.
Vi skal værne om vores stærke demokrati og frihedsrettigheder. Det har nemlig gjort Danmark til et af verdens bedste samfund at leve i. Derfor står Venstre vagt om en stram og ansvarlig udlændingepolitik.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.