Sundhed og velfærd

Vi mangler en klar plan for genåbningen af sundhedsvæsenet

Af Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre

Det danske sundhedsvæsen står lige nu i en alvorlig situation som følge af nedlukningen af samfundet. Hver dag vokser køen af patienter, som får udskudt eller aflyst operationer. Det er en uholdbar situation, som kalder på konkret handling - lige nu.

S-regeringen har indtil videre kun fremlagt en række løse principper for en genåbning af sundhedsvæsenet. Men det er langt fra nok. Der er brug for en langt mere håndfast plan, som skal hjælpe den ældre medicinske patient, hjertepatienten eller patienten med smerter, der venter på et nyt knæ.

For selv om Corona-smitten i sagens natur fylder rigtig meget i øjeblikket, så har Danmark ikke fået færre kræftsyge, færre hjertepatienter eller færre borgere med andre alvorlige sygdomme.
 
Desværre kunne Venstre i aftes under forhandlingerne med regeringen og de andre partier konstatere, at regeringen endnu ikke har en klar og konkret plan for, hvornår vi kan forvente en genåbning af sundhedsvæsnet - herunder en genetablering af patientrettighederne:

"Regeringen har lukket landet ned uden en konkret plan for genåbning. I dag er det så patienterne, der betaler prisen. Efter tre dages forhandlinger er der ikke så meget som en skitse af en plan", lyder det beklagende fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
 
Konkret kan partierne i blå blok ikke få svar på, hvordan regeringen vil genskabe de patientrettigheder, som blev indført af tidligere Venstre-regeringer, og som har været en stor succes for danskerne. Desværre har regeringen ikke ønsket at rykke sig fra overordnede principper til håndfaste løfter, som patienterne vil kunne mærke.
 
"Der er rigtig mange danskere, som ikke får den behandling, de har brug for, fordi store dele af sundhedsvæsenet er lukket ned. Og der er det afgørende for Venstre, at vi sætter patienten i centrum. Derfor har vi bedt om klar plan fra regeringen for, hvornår patienterne igen kan regne med at de kan blive opereret og få behandling. For vi skal hurtigst muligt have genetableret patientrettighederne", siger Jakob Ellemann-Jensen.

I Venstre tager vi patienternes parti. Og lige nu er der rigtig mange patienter med alvorlige sygdomme, som desperat har brug for at få besked om, hvornår de kan forvente at komme i behandling igen.

Regeringens nedlukning af sundhedsvæsenet må derfor snart blive afløst af en konkret, håndfast plan for en åbning. En plan som sikrer, at ingen danskere føler sig ladt i stikken i en svær situation.

Det skal vi have på plads. Hellere i dag end i morgen.