Venstre leverer på valgløfte: Vi styrker psykiatrien

Af Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister og Christoffer Melson, sundheds- og psykiatriordfører
19. maj 2025 kl. 11:11
Alt for mange oplever i dag, at det er svært at få hjælp i psykiatrien. Ventetiderne er for lange, næsten hver fjerde genindlægges kort tid efter udskrivelse fra sygehuset, og særligt børn og unge bliver ikke grebet i tide. Det skal vi rette op på. Derfor har Venstre og regeringen netop indgået en politisk aftale, der fuldender 10-årsplanen for psykiatrien og giver psykiatriområdet et milliardløft.
Aftalen er et vigtigt skridt i realiseringen af den langsigtede plan, som Venstre har været med til at forme og presset på for. Nu omsætter vi ambitionerne til handling til gavn for borgere, patienter, pårørende og sundhedsmedarbejdere i psykiatrien.
Venstre tager ansvar for en stærkere psykiatri
Psykisk sygdom rammer bredt og hårdt. Det ved de familier, som i månedsvis venter på, at deres barn kan blive udredt og komme i behandling. Det ved de unge, som kæmper med angst eller depression, men møder lange ventetider hos psykologer. Og det ved forældre og søskende, som hver dag gør deres bedste for at støtte et kært familiemedlem, der mistrives.
Derfor var det en mærkesag for Venstre allerede før valget at styrke psykiatrien med en samlet og fuldt finansieret 10-års plan. Vi tog det med ind i regeringsforhandlingerne og fik det skrevet ind i regeringsgrundlaget.
Med den nye aftale udmønter vi nu 2,6 mia. kr. til konkrete tiltag. Samlet set – med de øvrige psykiatriaftaler, der er indgået de seneste år – løfter vi psykiatrien med 4,6 mia. kr. årligt og permanent. Det svarer til en stigning på 35 pct. i forhold til 2019.
Tidlig indsats og hurtig hjælp til børn og unge
Behovet for hjælp i psykiatrien er steget markant – især blandt børn og unge. Antallet med kontakt til sygehuspsykiatrien er næsten fordoblet de seneste 15 år, og alene de sidste fem år er patienttallet steget med 25 pct. Når hjælpen kommer for sent, risikerer problemerne at vokse sig større og påvirke både skolegang, trivsel og familieliv.
Derfor styrker og udvider vi de lettilgængelige kommunale behandlingstilbud, hvor børn og unge kan få hjælp uden en lægehenvisning – tæt på deres hverdag.
Samtidig får unge med angst eller depression en ny patientrettighed: ret til hurtig psykologhjælp uden egenbetaling. Og hvis det offentlige ikke kan tilbyde hjælp inden for 30 dage, kan man tage pengene med til en privatpraktiserende psykolog. Det handler om at gribe ind i tide og sikre lige adgang til behandling – uanset pengepung eller postnummer.
Flere rettigheder, mere kapacitet og kortere ventetid
Vi indfører også en samlet patientrettighed for børn og unge, så udredning og behandling fremover kommer til at hænge bedre sammen. I dag bliver kun 2 ud af 10 udredt til tiden i børne- ungepsykiatrien. Det er ikke godt nok – og det gør vi nu noget ved.
Derudover udvider vi kapaciteten i sygehuspsykiatrien, så der kan ansættes flere sundhedsmedarbejdere og oprettes flere sengepladser. Det skal sikre, at patienter med svær psykisk sygdom, fx dem, der lever med skizofreni eller bipolar lidelse, kan få bedre behandling.
Vi vil også forbedre tilbuddene til det stigende antal danskere, der lever med ADHD og autisme. Det skal give hurtigere og mere specialiseret hjælp samt aflaste sygehuspsykiatrien.
Vi styrker desuden hjælpen til pårørende, som ofte bærer et stort ansvar. Når familier inddrages og støttes, gør det en forskel for både patient og pårørende.
Vi vil opbygge en psykiatri på højde med resten af sundhedsvæsenet
Psykiatrien har i alt for mange år været underfinansieret. Det retter vi nu op på.
Med denne aftale tager vi ansvar og bygger videre med en langsigtet og ambitiøs 10-årsplan. Vi ønsker en psykiatri, der er på niveau med resten af sundhedsvæsen – både i kvalitet og tilgængelighed.
Tak til aftalepartierne for et godt samarbejde – og for at tage et vigtigt skridt i retning af en bedre psykiatri.
Vi er ikke i mål – men vi er godt i gang.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.