Landdistrikter

S svigter et Danmark i balance

Da Venstre havde regeringsansvaret, besluttede vi at flytte historisk mange statslige arbejdspladser fra hovedstaden og ud i landet. Det gjorde vi for at skabe en bedre balance i Danmark med vækst, udvikling og bosætning i hele landet. Dengang påstod socialdemokraterne, at de bakkede op om Venstres beslutning.

Men nu har piben fået en anden lyd, for S-regeringen er nemlig godt i gang med at vende udviklingen og rykke flere statslige arbejdspladser til hovedstaden.
 
Den socialdemokratiske regering rykker eksempelvis en afdeling af Ankestyrelsen fra Ringsted til København. Og i en opslået stilling til Landbrugsstyrelsen i Augustenborg på Als er tjenestestedet angivet som København. Og regeringen står ikke længere bag aftalen om et nyt erhvervsklagenævn, der efter planen i år skulle oprettes og placeres i Nævnenes Hus i Viborg.
 
Det er et udtryk for, at udflytning af statslige arbejdspladser bare var noget, Socialdemokratiet gik ind for, da vi havde regeringsansvaret. For mig er det bare et første skridt i retningen af, at regeringen ikke prioriterer det, som vi lagde vægt på med et Danmark i balance. Den vil noget andet”, siger Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen. 
 
Og sporene skræmmer. For vi har set det før. Sidst vi havde en S-ledet regering (2011-2015), blev der samlet set rent faktisk rykket flere statslige arbejdspladser til hovedstaden end ud af hovedstaden.
 
Den retning har den røde regering valgt igen: Hvor statslige arbejdspladser, der ellers kunne bidrage til et Danmark i bedre balance, risikerer at klumpe sig sammen i hovedstaden.
 
Som en reaktion på den generelle udvikling og den konkrete ledende stilling i Landbrugsstyrelsen har Udvalget for Landdistrikter og Øer kaldt fødevareminister Mogens Jensen (S) i samråd. Samrådsspørgsmålet er bl.a. stillet efter ønske fra Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen.
 
Det er meget vigtigt for Venstre, at vi ikke svigter de egne af Danmark, som lige nu får glæde af de mange gode danske arbejdspladser. Derfor håber vi at få en garanti fra ministeren om, at landdistrikterne ikke svigtes i fremtidige stillingsopslag”, siger Erling Bonnesen.   
 
Det er afgørende for Venstre at sikre et Danmark i balance. Hvor vi har vækst, velstand og udvikling i alle dele af landet. Vi bliver ikke passive tilskuere til en socialdemokratisk regering, som svigter den positive udvikling, vi satte gang i, da vi var i regering.