Strandsurfing er nu lovligt igen

27. maj 2025 kl. 11:00
Fra i dag er strandsurfing lovligt igen. Det er en vigtig sejr for de mange surfere, turister og lokalsamfund, der elsker vores kyster og har kæmpet for at få sporten tilbage.
Strandsurfing har i mange år været en populær turistaktivitet på blandt andet Fanø og Rømø. Men tidligere på året satte politiet en stopper for fornøjelsen med henvisning til færdselsloven – som også gælder på strandene. De vinddrevne køretøjer, der benyttes til strandsurfing, blev nemlig betragtet som legetøj og måtte derfor ikke køre på strandene, hvor færdselsloven også gælder.
Det har haft store konsekvenser for turismen i området, hvor mange erhvervsdrivende har oplevet aflysninger og mistet indtjening.
Transportminister, Thomas Danielsen, og turismeordfører, Anni Matthiesen, har imidlertid lyttet til bekymringerne fra de vestjyske øer og har på den baggrund netop udstedt en ny bekendtgørelse, der gør strandsurfing lovligt igen - og som dermed beskytter vores danske kystturisme.
Bekendtgørelsen tillader små vogne drevet af vind på otte strande på den jyske vestkyst, herunder strande på Fanø og Rømø, hvis lodsejer accepterer kørslen, og hvor de brede strande giver god plads til sporten og derfor også tiltrækker mange turister.
Venstre kæmper for et stærkt turismeerhverv og for at sikre, at sunde, lokale erhverv og fritidsaktiviteter ikke drukner i unødvendigt papirarbejde – og at Danmark fortsat er et land, hvor det er muligt at drive virksomhed og skabe oplevelser, også i kystområderne.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.