Sundhed og velfærd

Nyt fødselsudspil: Starten på et nyt liv skal være tryg og god

Det skal være godt og trygt at føde i Danmark, siger Venstres familieordfører Marlene Ambo-Rasmussen.

Det skal være godt og trygt at føde i Danmark, siger Venstres familieordfører Marlene Ambo-Rasmussen.

Alt for mange familier forlader fødegangen med en dårlig oplevelse og efterlades med ar på sjælen efter det, der skulle være et af livets største øjeblikke. Derfor er Venstre kommet med syv konkrete forslag, der skal sikre, at det er en god og tryg oplevelse at få et barn i Danmark.

At blive forældre er det største i livet. Det ved jeg alt om som mor til to. En fødsel kan være en voldsom oplevelse, men det må aldrig blive en dårlig oplevelse, som forældrene bærer med sig i deres nye liv med en lille ny ved deres side.

Derfor bliver jeg oprigtig ked af at høre den ene skrækhistorie efter den anden fra familier, der har haft dårlige oplevelser på de danske fødestuer. Begrænset hjælp, dårlige offentlige tilbud og kvinder, der er blevet efterladt eller overset, fordi der ikke er hænder eller plads til dem, selvom de er i store smerter og skal føde et barn.

Jordemødrene og sundhedspersonalet gør alt det, de kan. De holder ud, løber stærkt og forsøger at få tingene til at hænge sammen. Men tingene hænger ikke sammen. Det må og skal have en ende.

Derfor præsenterede Venstre i lørdags et fødselsudspil med syv konkrete forslag, der skal sikre, at det er en god og tryg oplevelse før, under og efter fødslen. Det kræver, at vi styrker de fødendes muligheder og rettigheder. Man skal være sikret det samme jordemoderhold igennem hele graviditeten. Vi skal styrke det frie valg ved at give hver enkelt familie mulighed for at vælge mellem offentlige og private fødselstilbud. Fødsels- og forældreforberedelse skal være bedre og gennemføres i små hold, så alle er godt forberedte til fødslen og forældregerningen. Det er bare et udpluk af de syv forslag, som du kan læse i det samlede udspil her.

Vi skal have fokus på mennesket og ikke på systemet. Jordemødrene og sundhedspersonalet må ikke have så travlt, at fødslen blot bliver til en opgave.

For en fødsel er kulminationen på mange måneders venten, der bliver forløst. Man befinder sig i en ubeskrivelig glædesrus, hvis oplevelsen har været god. Det er en ny start - ikke bare for den lille nyfødte, men for en hel familie. Den start skal være så tryg og god som overhovedet muligt.

Jeg vil altid gerne blive klogere og bruge det i mit politiske arbejde. Har du, eller kender du nogen, der har oplevelser – gode som dårlige – fra fødegangene eller oplevelser i forbindelse med fertilitetsbehandling, de vil dele, så skriv til mig på marlene.ambo-rasmussen@ft.dk. Jeg ser frem til at arbejde videre med udfordringerne.