Taler

Morten Løkkegaards tale til Venstres Ekstraordinære Landsmøde 2019

Foto: Henrik Bjerregrav

Formand for Venstres gruppe i Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard talte ved Venstres Ekstraordinære Landsmøde 21. september 2019. Du kan læse og se talen her.

Det talte ord gælder.

Kære delegerede - tak for ordet! 

Når man tænker på, hvor svært det er at få tid til at debattere EU-spørgsmål på Venstres landsmøder - ja, så må man sige, at det er et stort privilegium - netop en dag som i dag - at være sikret Jeres fulde opmærksomhed - alt imens vi spændte venter på afgørelsen…i det, nogen - lidt uelskværdigt - har døbt “Den Store Bagedyst”…og så ikke et ord mere om kager… :-) 

Det var Connie, min dejligt udiplomatiske hustru, som - midt i min glæde over EU-stoffets pludselige op-prioritering - fik beskrevet min opgave meget direkte: 

“Nå ja - så er du jo blevet pauseklovn!” :-) 

Klovn eller ej: Jeg optræder altid gerne, når der er en god historie at fortælle.  

Og det ER der jo - en god historie at fortælle - om end den slet ikke opfylder kriterierne for en god historie i en journalistisk forstand:  

Dertil er min historie ALT for positiv og konstruktiv - ja, rent ud sagt ubrugelig til at skabe hurtige overskrifter og holde Besserwisserne beskæftiget… 

—— 

Jeg står her nemlig for at minde Jer om noget - midt i en tid med Breaking News hele døgnet, Twitter-præsidenter, minut-for-minut Facebook-opdateringer - og en Politik Samtale, som jo efterhånden er reduceret til ren Sports-kommentering…  

Jeg står her med et simpelt budskab: GLEM NU IKKE…!!  

Glem ikke at… 

Midt i al Venstre-balladen og vores transformation fra et lederskab til et andet - ja, så er vores udgangspunkt rent ud sagt FANTASTISK..! 

—— 

Sidst vi var samlet her i Herning, var vi så småt ved at gøre os klar til hele TO valg - Et Folketingsvalg og et Europa-Parlamentsvalg… 

Jeg skal ikke her bruge tid på at dissekere Folketingsvalget: Det lignede i LANG tid en gevaldig øretæve, men endte med genvalg til samtlige MF’ere - og 10 nye mandater derudover - så vi i dag står med en historisk stærk folketingsgruppe… 

Når det handler om Europa-Parlamentsvalget - ja, så er resultatet ganske enkelt umuligt at udlægge negativt:  :-) 

Så tillad mig lige at give den gas - med to minutters umådeholdent praleri… selvfølgelig på vores partis vegne: :-)  

LAD OS NU IKKE GLEMME …: 

Det er kun små fire måneder siden, at…. 

Venstre fik historiens bedste Europa-valg!  

Efter et vellykket EU-landsmøde og en fantastisk flot valg-kampagne endte vi at blive.. 

…størst målt i procenter,  
…størst af alle partier…  

- Vi fordoblede mandat-tallet fra TO til FIRE,  

- Vi besatte første OG anden-pladsen på listen over personlige stemmetal…  

- Vi støvsugede frafaldne Venstre-vælgere på landet - og vi bankede fremad i samtlige byer og kredse, hvor Socialdemokratierne SLET ikke fik det valg, de havde håbet på… 

- Vi fik fjernet den golde EU-modstand - Folkebevægelsen Mod EU - fra Jordens overflade…og bragt Dansk Folkeparti ned i naturlig størrelse… ;-) 

- Vi har nu - uden sammenligning - det stærkeste og politisk mest erfarne hold af samtlige partier i Bruxelles,  

- Vi har som de eneste sikret os en plads i en gruppe-ledelse,  

- vi er repræsenteret i langt de fleste centrale udvalg… 

- og lige om lidt får vi sågar osse en kvinde med, oven i købet en, der bringer aldersgennemsnittet ned i nærheden af 50… :-) 

—— 

Kære venner, 

Det er - afhængig af, hvor du kommer fra… 

..MEGA- MONSTER FEDT, TOTAL OP-TUR og KONGE-LÆKKERT…  

- eller bare: Ikke så ringe endda… :-) 

OG - GLEM NU IKKE: 

Sådan en sejr kommer ikke af sig selv. Derfor er det osse en sejr, som tilhører OS ALLE - uanset landsdel, sproglig præference eller om du er til fadøl eller Barolo Vin… 

Langt de fleste her i salen var på gaden og hænge plakater op, dele brochurer ud, diskutere med vælgerne… 

Mange arrangerede møder og debatter, og endnu flere var særdeles aktive på sociale medier.. 

Jeg oplevede det selv - men har osse partisekretærens ord for det: 

Det var den største og mest succesfulde mobilisering, Venstre nogensinde har haft til et Europa-valg.. 

Så - 1000 TAK til Jer alle FOR DEN KÆMPE INDSATS..!! 

Vi fik vist, at vi har viden, vilje og visioner... 

———— 

Og – hva ka man så bruge det historisk stærke mandat til..? 

Ja, vi har brugt de første par måneder på at sikre os et solidt, liberalt aftryk i det nye Europa-Parlament. 

Mange af jer vil måske huske, at vi i den liberale ALDE-gruppe allerede sidste år blev budt op til dans af den charmerende franskmand, Emanuel Macron…og hans En Marche bevægelse. 

Et svært tilbud af afslå - for ud over at være sympatisk og særdeles veltalende - ja, så har den vævre franske præsident osse et Europa-ENGAGEMENT, som mange regerings-ledere må misunde ham… 

Macron har en VISION om et stærkt, samlet Europa. Et Europa, der har en historisk opgave i at hævde sin suverænitet, midt i en urolig tid. Og det lyder jo godt… 

Men osse meget FRANSK :-) 

Vi i Venstre ville jo gerne være sikre på, at der bag de mange flotte ord osse ligger en ægte liberal tanke.  

Og jeg må sige: Efter at have mødt Macron er jeg personligt ikke i tvivl om, at manden grundlæggende ER liberal.  

Men - har er osse præsident i et land, hvor ordet liberal er et stempel, bringer dig i risiko for at få brændt din bil af af en flok gule veste…  

Macron er tilhænger af et frit marked, men osse meget ivrig efter at fremme franske virksomheder som “Champions” i kampen mod kineserne - og det lyder jo meget godt - men for OS - og de mange danske virksomheder, som klarer sig fint med REEL konkurrence - lyder favorisering af de store franske måske liiige en kende FOR fransk… 

Endelig er Macron jo glad for institutioner - læs: Central-magt - og her skal vi osse passe på, at magten ikke blir FOR centraliseret i Paris og Bruxelles… 

—— 

Men - sådan er det med begrebet liberal: Det er bestemt ikke en “beskyttet titel” - og har en meget forskellig klang i en række europæiske lande.  

Hvorom alting er: Efter en lang flirt nåede vi til en aftale om en fælles fremtid efter valget. Macron svor troskab overfor vores liberale grundsætninger - og så må han jo kalde dem, hvad man vil… 

Den nye fælles gruppe fik navnet RENEW EUROPE - som er stort set umuligt at sige - men omvendt var der jo heller ikke noget specielt genialt ved navnet ALDE… ;-) - det lyder mest som en smitsom jungle-sygdom - og i daglig tale blir vi alligevel kaldt “den liberale gruppe”… :-) 

Franskmændene opnåede i øvrigt 21 mandater - flest af alle - og den nye gruppe gik samlet frem fra 68 til 108 medlemmer - en fremgang på 60 pct..! 

Pointen med al den tal-snak: 

Vi er nu den TREDIE-største gruppe i parlamentet efter de Konservative og Socialdemokraterne, som begge gik markant tilbage. 

DET betyder, at vi nu er blevet den berømte tunge på vægtskålen - og nu har en historisk mulighed for at præge de næste fem års politik…!! 

——— 

Og her skal vi så heller ikke glemme den næste gode nyhed: 

For den nye Kommission vil - på en række afgørende punkter, og stærkt tilskyndet af vores gruppe - nu samme vej, som os… 

Den nye tyske jern-lady, med det imposante navn Ursula Gertrud von der Leyen, er jo - om ikke liberal - så i hvert fald knald-hamrende borgerlig…. 
…men på den der særlige tyske, kristen-demokratiske måde, hvor familien, det nære miljø og det sociale ansvar fylder rigtig meget…(Ja, hun kunne godt være valgt i Ringkøbing)… 

Von der Leyen var selvfølgelig “billigt til salg”, da hun i forsommeren skulle godkendes af os i parlamentet. Hun fik lovet rigtig meget (næsten osse en Social Union til de røde), men - alt i alt - er hendes program een lang TO-DO liste med vore liberale mærkesager øverst: 

1. Indenfor 100 dage har hun lovet en stor “Green Deal”, som jeg regner med vil indeholde de fleste af vore klima-forslag fra valgkampen. Gør vi det her rigtigt - ja, så kan vi i Danmark blive førende på alle de nye grønne teknologier. Det er selvfølgelig rigtig fint for klima og miljø - og som så skæpper det helt usædvanlig godt i kassen. Dansk Industri kan faktisk slet ikke få armene ned… 

2. Von der Leyen bakker fuldstændig op om at sikre de ydre grænser med 10.000 nye grænse-betjente. Hun siger, at de skal være på plads inden 2024. Her har vi sagt, at der ingen grund er til at vente så længe - vi BØR have de vagter på plads inden 2022.  

Jeg tror endda, at jeg har hørt Søren (Gade) sige, at “når man kan stille en brigade soldater til kamp indenfor få uger - hvorfor i Hede Hule H…… skal det så tage flere år at skaffe, hvad der svarer til 100 danske betjente..??” Her vil vi presse på… 

3. Von der Leyen er osse fuldstændig tindrende klar, når det gælder de grundlæggende spilleregler for at være med i EU-klubben: Hold fingrene fra domstolene! Lad være med at underminere den frie presse! Drop chikanen af civil-samfundet!  

Her kan vi altså forvente en hård linie overfor de autoritære ledere i Polen og Ungarn. Blandt andet skal de ikke længere kunne modtage EU-milliarder med den ene hånd - og ødelægge sammenholdet med den anden. Det manglede da osse bare! Og DET har i øvrigt været Venstre-politik i efterhånden en del år… 

4. Endelig er den nye Kommissionsformand 100 pct markeds-fortaler. Hun er varm tilhænger af de mange nye frihandels-aftaler. Det er osse vores mærkesag..! 
Hun er - som tysker - osse meget optaget af forholdene for små- og mellemstore virksomheder. Og hvis det lyder bekendt - ja, så er det jo fordi det OSSE er rendyrket Venstre-politik.  

5. Hun har som bekendt accepterert vores alle sammens Margrethe Vestager i rollen som super-kommissær - og bedt hende fortsætte kampen mod de store tech-giganters misbrug af deres reelle monopol. Klogt.  

Men - mere end det: Margrethe får osse ansvaret for den store digitalisering, som allerede nu er i fuld gang - både i virksomhederne og hos os derhjemme.  

Igen: Enorme muligheder for danske tech-virksomheder, fordi vi har så godt styr på vore data. Gør vi det rigtigt, venter der osse her et industrielt eventyr. 

På sikkerhed skal vi osse have mere styr på de store amerikanere: Som jeg fortalte på EU-landsmødet: Facebook har på seks måneder fundet 600 millioner falske konti…! 

Et andet eksempel: For nylig fik Mærsk besøg af russiske hackere: De lagde hele systemet ned. På to uger måtte man skifte hele virksomhedens digitale infrastruktur: 4.000 servere og 45.000 pc’ere. Regningen lød på 2 milliarder kroner. 

Når det handler om jeres data, ved jeg godt, at mange af Jer derude er frustrerede over den nye data-lov - den såkaldte GDPR. Den gir rigtig meget BØVL i foreninger og klubber. Jeg HAR hørt om alle de absurde eksempler… 

Vi har presset på for en revision - og jeg skulle jeg hilse fra Margrethe og sige, at den skal nok komme! Hun tilføjede så, at “noget BURDE kunne ordnes i medlemslandene”, så vi skal nok osse have skruet Bissen på overfor de hjemlige styrelser, så vi kan blive sikret noget RIMELIGHED og nogle bagatel-grænser… 

—— 

Alt det her forudsætter selvfølgelig, at Kommissionen BLIR godkendt. De kommende uger vil der være benhårde høringer i parlamentet af de friske kommissær-kandidater: 

Prognosen sir, at 1-2 kommissærer formentlig blir dumpet.! 
Det kommer dog næppe til at påvirke den danske kandidat, som jo stadig omtales som “Dronningen af Bruxelles”.  
Blot en enkelt anekdote til at illustrere hendes popularitet: Jeg lavede en selfie med hende fra et møde forleden: Opslaget har lige passeret 360.000 visninger! (Jeg får normalt sjældent over 10.000)… 

Vi liberale står til at få 6 kommissærer - på vigtige områder som Indre Marked, Energi, Europæiske værdier m.v. Og det understreger bare igen, at vi denne gang er med helt inde i kernen. Vores indflydelse har aldrig været større..! 

—— 

For Venstres delegation i Bruxelles betyder det selvfølgelig masser af nye opgaver - og igen - er den gode nyhed jo, at jeg ikke længere er alene om at løse dem:  

Ud over min post som næstformand i gruppen min plads i Indre Marked og Handels-udvalgene - ja, så sidder Søren i Transport, Migration og Fiskeri, hvor han er næstformand. Asger er med i det vigtige Landbrugsudvalg og i Miljøudvalget. Og så følger vore dygtige medarbejdere, som er ved at være på plads nu, de øvrige 15-16 udvalg. 

Og så er der måske nogen, der sidder og tænker: Hvad blev der af Linea - vores 4. Mandat..? 

Ja, stakkels Linea er stadig bænkevarmer. Hun venter på, at de 73 briter i parlamentet forlader os og tager en enkelt-billet over Kanalen..! 

Men - det sker jo først den dag, BREXIT træder i kraft. Det skulle jo ske - må man forstå - 31. Oktober. Men - det ville jo kræve et nogenlunde normalt fungerende politisk system. Premierministeren - Boris Johnson - som nu officielt har erklæret, at hans alter ego er tegneseriefiguren HULK - et tragisk mintgrønt monster - har jo sagt, at han heller ville være “død i en grøft” end at vente længere end 31. Oktober.  

Vi må så antage, at grøften nu er en reel risiko for Boris Johnson, for det britiske parlament har besluttet at tvinge ham til at udskyde datoen - men det har så fået HULK til at sende parlamentet hjem - og nu har den britiske Højesteret så brugt en lille uge foreløbig på at vurdere, om HULK har gjort noget ulovligt. Det har den skotske Højesteret nemlig fastslået. 

———— 

Forvirret? Ja, så er du/I ikke alene: Farcen fortsætter, og… 

…imens venter Linea og 26 andre Brexit-mandater rundt omkring i Europa på at få afgjort deres skæbne. De er jo regulære gidsler i et helt igennem uværdigt politisk spil, som nu kører på 4. år i London.  

Det er bare ikke i orden!  

Jeg har sagt det før - og gentager gerne: BREXIT en TRAGEDIE, en politisk og økonomisk ned-smeltning, som vil gøre ondt på os alle, men allermest på det britiske folk i årene fremover… 

—— 

Herhjemme er Regeringen klar med et nød-beredskab. Fint nok - det er sådan set udformet af os, da vi havde bolden for er øjeblik siden… 

Til gengæld har S-regeringen ingen Europa-politik. Den smule vi hørte før valget, hang slet ikke sammen, og partiet blev da heller ikke belønnet ved Europa-valget… 

Så sent som i går forsøgte jeg at få den nye Udenrigsminister til at love, at vi får en seriøs snak om at få repareret på den noget afpillede Europa-politiske aftale - men det kom der ikke noget ud af… 

Nu har stakkels Jeppe Kofod jo osse rigeligt at se til: Trump, Kina, Rusland, Mellemøsten, Afrika, Arktis/Grønland… 

….og så - HVIS han har lidt tid til overs - EU-samarbejdet - og hele det STORE spørgsmål om Mere Mere Danmark i Europa.  

Det hænger ikke sammen: Allerede nu ser vi, hvordan ministre ikke dukker op til vigtige EU-møder. Selv om jeg personlig er glad for Barolo Vin - kan det ALDRIG blive en undskyldning for at skulke fra EU-møder om danske fiskeres fremtidige kvoter… ;-) 

Vi vil være i haserne på Regeringen - med udgangspunkt i Folketingets Europaudvalg. Formanden hedder Eva Kjer - og tro mig: Hun er ikke en ønske-modstander for nogen Socialdemokrat… ja, faktisk ikke for NOGEN i det hele taget … ;-) 

Læg dertil Jan E Jørgensen - heller ikke en mand, der holder sig tilbage! - og hvad med Tommy Ahlers - og resten af Venstres nye medlemmer af Europa-udvalget…? Der blir rigeligt at se til for de nye S-ministre…  

Når man tæller os fra Bruxelles med er vi ikke færre en 10 Venstre-folk, som i et tæt samarbejde vil agere en skarp opposition! 

Men ikke nok med det: Vi vil osse opruste hos os selv:  

Er der noget, vi har lært af de sidste 10 år - ja, så er det, at Europa-valg ikke vindes i de sidste tre ugers valgkamp. Vi skal fortsætte med at styrke EU-debatten lokalt - mellem valgene - og derfor er vi i gang med at skabe et nyt og stærkere netværk, som skal sprede viden og holde debatten varm…! 

Her - håber jeg at I vil deltage, kaste Jer ind i kampen for Mere Danmark i Europa - og Mere Europa i Verden. Og så kan vi jo glæde os over, at vi har fået en ny Ellemann i spidsen: Det borger jo for både linien og engagementet… ;-) 

Kære landsmøde: Tak for tålmodigheden. Glem ikke alt det gode. Glem ikke vores nye styrke! Det gør vi i hvert ikke i Bruxelles..!! :-)  

TAK FOR ORDET!!