Økonomi og vækst

Mens regeringen sidder på hænderne, løber el- og varmeregningerne løbsk og rammer danskerne hårdt

Med løbske priser på el- og varme mener Venstres Marie Bjerre, at det er på tide at sænke afgifterne. 
 

Af Marie Bjerre

13. januar 2022 kl. 11:45

Lige nu ser vi helt ekstraordinære prisstigninger på særligt el og gas. Det kommer oven i den kedelige rekord, Danmark er i besiddelse af: nemlig at have Europas højeste elafgifter. Det rammer alt sammen danskerne hårdt på pengepungen.

Tilmed skovler den danske stat penge ind på grund af de høje priser. I 2022 sparer den danske stat 2,7 mia. kr., som ellers skulle været gået til tilskud til vedvarende energi. Det er svært at se rimeligheden i det.

Jeg har hørt om familier, hvis varmeregning stiger så voldsomt, at de har svært ved at overskue konsekvenserne. 

Samtidig lider virksomhederne under prisstigningerne, og flere frygter at måtte lukke deres forretning eller skære ned for deres produktion.

Desværre tager regeringen ikke problemet seriøst. Regeringen har indtil videre kun sagt, at den vil afvente situationens udvikling. Men der er jo ikke noget at afvente - situationen er allerede kritisk.

Ja, faktisk tog vi allerede i forbindelse med finanslovsbehandlingen initiativ til at hæve regeringens utilstrækkelige varmepulje fra 100 mio. kroner til 150 mio. kroner. De ekstra penge skal komme særligt pensionister til hjælp. Men det ville regeringen og de røde støttepartier ikke være med til. De stemte vores forslag ned.

En varmepulje er dog langt fra tilstrækkeligt, og derfor er vi også villige til at se på andre tiltag, herunder midlertidige tiltag, som på den korte bane kan afbøde de økonomiske konsekvenser for de danskere, som er særligt hårdt ramt. På længere sigt er en af løsningerne at sænke afgifterne. De høje elafgifter er nemlig dyrt for danskerne. Det har vi i Venstre sagt længe, og det er bestemt ikke blevet mindre aktuelt nu.

En sænkelse af elafgifterne vil, udover at give flere penge tilbage til danskerne, fremme den grønne omstilling. Vores el bliver grønnere og grønnere, og derfor skal vi i højere grad skifte energiforbruget over til el.

Jeg håber, at regeringen snart begynder at tage sagen mere alvorligt og ikke blot afventer prisernes udvikling. Vi er i Venstre klar til at komme til forhandlingsbordet, så vi kan skabe en holdbar løsning for danskerne.

Marie Bjerre

Klimaordfører

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste