Sundhed og velfærd

Massive Venstre-aftryk på Satspuljen

I sidste uge landede Venstre – sammen med et bredt flertal i Folketinget - en aftale om udmøntning af den reserve, der er opstået i forbindelse med satspuljens ophør. En aftale, som indeholder klare Venstre-aftryk.

Det er bl.a. lykkes Venstre at redde demenshandlingsplanen, så vi kan fortsætte arbejdet med at styrke behandlingen af demens. Regeringen lagde ellers op til et opgør med den demenshandlingsplan, som i sin tid blev igangsat af Venstre-regeringen.
 
Samlet set får demensområdet nu tilført over 240 mio. kr. de kommende fire år. Og det glæder Venstres politiske ordfører og tidligere sundhedsminister, Sophie Løhde:
 
"Vi har sikret en redningskrans til Den Nationale Demenshandlingsplan, der med S-regeringens forslag stod til at stoppe. Selv om vi gerne ville have afsat endnu flere penge, er jeg meget glad for, at vi som kritisk og konstruktiv opposition har brugt vores mandater til at redde demenshandlingsplanen, der hver dag er med til at gøre en konkret forskel for mennesker med demens og deres pårørende".
 
Med aftalen afsættes bl.a. penge til bedre kvalitet i udredningen af mennesker med demens. For jo hurtigere man kan få udredt en demenssygdom, desto hurtigere kan patienten og de pårørende komme godt videre i tilværelsen.
 
Også Venstres ældreordfører, Jane Heitmann, er tilfreds med aftalen, som samtidig sikrer penge til lokale og landsdækkende demensvenlige aktiviteter som f.eks. demensvenlige boformer:
 
"Vores ældre skal være trygge ved fremtiden og være betrygget i, at de kan modtage en værdig pleje og omsorg – nu og i fremtiden. Derfor glæder det mig enormt, at regeringen endte med at blive klogere, som forhandlingerne skred frem. Nu har vi nået endnu et skridt på vejen mod at gøre Danmark til et demensvenligt land. Ikke mindst takket være Venstres indsats".
 
Udover en demenshandlingsplan lykkedes det Venstre at sikre midler til flere vigtige civilsamfundsprojekter. Vi afsætter bl.a. midler til projektet GirlTalk, som støtter og rådgiver unge piger med lavt selvværd og selvmordstanker. Og det glæder Venstres social- og indenrigsordfører, Anni Matthiesen:
 
"Jeg er virkelig glad for alle de gode initiativer, som er en del af denne aftale. Det har ligget mig meget på sinde i forhandlingerne, at der blev afsat midler til en stribe projekter, som tager hånd om en lang række af de sociale problemer, der findes i dagens Danmark".