Taler

Jakob Ellemann-Jensens tale til Tænketanken EUROPAs årskonference den 25. februar 2021

Det talte ord gælder.

Mange tak for invitationen. Og mange tak til Lykke Friis og Tænketanken EUROPA for løbende at kvalificere den danske EU-debat. For at udfordre den, og for at have et internationalt blik for de udfordringer, som vi står overfor i Danmark. Det sætter jeg altid stor pris på. For det bliver man altid lidt klogere af.

Da jeg talte her sidst – i januar 2020 – så verden mildt sagt noget anderledes ud. Vi havde godt nok hørt om en ny sygdom, der spredte sig i Asien. Men det blev ikke taget alvorligt som en reel trussel mod Danmark. For der er jo som bekendt langt fra Kina til Danmark. Derfor tog mange danskere, da også helt ubekymrede på skiferie i Sydeuropa kun få uger efter. Fri bevægelighed og lige ned til afterski, schlagermusik og knödel. For der er jo som bekendt også langt fra Kina til Østrig.

Men så ramte virkeligheden danskerne. Da corona pludselig kom med hjem i rejsetasken og ramte Danmark med et brag. Og på et øjeblik blev det åbenlyse krystalklart for os alle:

-         At verden er forbundet.

-         At det utænkelige rent faktisk kan ske.

-         At vi kan ikke tage noget for givet.

Ikke engang noget så banalt som et håndtryk eller et kram.

At alting pludselig kan blive anderledes. Det kan jo virke lidt indlysende at tænke på i dag, hvor vi har levet med corona i godt et år. Men det mener jeg egentligt, at vi bør tænke noget mere over. Ikke mindst i den politiske debat. For der er for meget, som vi tager for givet. Alene fordi vi har vænnet os til det.

Det gælder vores velstand, som giver os råd til et stærkt velfærdssamfund. Det gælder vores plads i verden, der i høj grad giver os mulighed for at forme vores egen fremtid her i Danmark. Og det gælder også det europæiske samarbejde. Det skal nok være der i morgen. Sådan tror jeg egentlig de fleste tænker.

Men der ligger en iboende fare i at tage alt det her for givet. For vi kan jo ikke undvære det. Og coronaen har vist os, at det utænkelige kan ske, når man mindst venter det. Derfor er vi nødt til at engagere os. Og derfor er vi nødt til at kæmpe for det, vi tror på og holder af. Vi skal ikke tage noget for givet. Heller ikke et tæt europæisk samarbejde.

Coronaen har også vist os, hvor vigtigt det er, at vi samarbejder i EU. Og det har vist os, hvor skidt det går, når vi ikke gør. For ikke alle dele af det forløb, EU har været igennem det sidste år, har været lige kønt. Og jeg tror vi alle kan pege på fejlene i den måde, man greb opgaven med vaccinerne an på. 

Men hånden på hjertet - havde vi stået bedre, hvis vi hver især var gået enegang? Det havde utvivlsomt været et bedre forløb for de større lande. Men hvad med Danmark? Havde vi kunne komme foran i vaccinekøen? Det er jeg oprigtigt i tvivl om. Og det kan jeg læse at danskerne også er i den undersøgelse, som Tænketanken Europa har præsenteret her til morgen.

Sundhed er - og skal selvfølgelig fortsat være - en national kompetence. Men globale sundhedsudfordringer kræver også internationale løsninger. For vi ved, at det ikke blot er et spørgsmål om, hvorvidt vi skal kæmpe mod nye smitsomme sygdomme – men om, hvornår det sker igen. 

EU skal derfor lære af de fejl, der er begået i det her forløb. Så vi er ordentligt forberedt, når den næste krise rammer. Vi skal allerede nu se frem og forberede os på den næste sundhedskrise. Det skal vi have et tæt samarbejde omkring, så vi er bedre rustet mod nye epidemier. Det bør være en prioritet for Danmark.

Vi lever i en global verden. Det er et vilkår, som vi ikke kan ændre på. Man kan godt være imod det, men det ændrer altså ikke på det. Det vi derimod kan bestemme. Det er, om vi vælger at engagere os. Som land kan vi vælge at være tilskuere til udviklingen, lukke os mod omverdenen og forsøge at reparere på skaderne, når først de er sket. Eller vi kan vælge at søge i offensiven og påvirke verden omkring os.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi har meget at vinde ved at engagere os internationalt. Jo mere vi søger i offensiven, jo større indflydelse får vi på udviklingen. Jeg tror helt grundlæggende på, at vi finder løsningerne og fodfæstet ved at opsøge udfordringerne. 

Det skal vi blive ved med at gøre i Danmark. Og det gør vi bedst ved at engagere os helhjertet i de internationale sammenhænge, hvor vi sidder med. I EU, i NATO og andet internationalt samarbejde. Det har Venstre altid ment. Derfor er det nok heller ikke en overraskelse for jer at høre, at jeg mener, vi bør genbesøge vores forbehold overfor det retlige samarbejde og det europæiske forsvarssamarbejde. 

Jeg mener ikke, de er fundamentet for Danmarks EU-politik, som statsministeren har defineret det. Vores ambitioner skal altså række længere end til at være forbeholdne overfor EU.

Danskerne har for få år siden valgt at sige nej til det retlige samarbejde. Det skal vi respektere. Men vi bør lægge os tæt op ad det samarbejde af hensyn til vores sikkerhed. Som den tidligere regering har gjort med aftalen om Europol. Det tjener os bedst. Når det gælder forsvarsforbeholdet, så synes jeg, at vi bør spørge danskerne, om ikke vi skal afskaffe det. 

Så vi tager medansvar for vores egen sikkerhed i Europa. Så vi bliver i stand til at deltage i udformningen af europæisk sikkerhedspolitik. I stedet for at ligge i ly af vores store naboer. Det mener jeg er det ordentlige og ansvarlige at gøre. Timingen kan vi selvfølgelig diskutere, men det bør være en klar ambition, at Danmark deltager i forsvarssamarbejdet inden for en kortere årrække, så vi er med til at holde styr på sikkerheden i Europa.

På den lidt kortere bane, der mener jeg, at vi bør engagere os stærkere i EU ved at styrke vores tilstedeværelse i Bruxelles. Vi bør opruste EU-repræsentationen, så vi taler med en større stemme i EU. Det er der behov for efter Brexit. 

For uden vores britiske venner, som vi ofte har lænet os opad, så bliver vi nødt til at engagere os mere aktivt selv. Vi bør derfor overveje, om udenrigstjenesten har den mest optimale organisation. Det kan jeg være i tvivl om. Lad mig komme med et konkret eksempel.

Tidligere på måneden præsenterede Danmark en ny tech-strategi. Det er sådan set et udmærket initiativ, men jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at de fleste målsætninger i strategien nok reelt bedst kan indfries gennem et tæt EU-samarbejde. 

Så er det selvfølgelig alletiders med en tech-repræsentation i Silicon Valley, men vi skulle bruge lidt flere af kræfterne i Bruxelles, hvis vi ønsker at sætte et reelt aftryk på tech-dagsordenen, og den lovgivning som tech-giganterne er underlagt.

Det tror jeg vil give os større indflydelse.

Corona-pandemien har vist os alle, at verden hænger sammen på godt og ondt.

Smitten kunne sprede sig på tværs af kloden på ganske kort tid, fordi vi er blevet så tæt forbundet. Men det er netop også et stærkt internationalt samarbejde, der har gjort det muligt at tage kampen op med coronavirussen, og udvikle vacciner på rekordtid. Det er et utroligt resultat. Det er resultatet af et unikt samarbejde på tværs af sektorer og landegrænser, hvor forskere, producenter og regeringer verden over har sat alle sejl ind på at udvikle en vaccine. 

På den måde rummer historien om coronavirus, også historien om globaliseringens lyse og mørke sider:

Det åbne samfund giver os en masse fordele. Men der er også en bagside af medaljen. Og den skal vi have blik for helt generelt. Så vi kan opveje den politisk og så vi kan sikre, at flest muligt får del i fordelene. For ellers frygter jeg, at danskerne og europæerne på sigt vil vende ryggen til den åbenhed og den samhandel, som er et fundament for vores velstand og for et tæt europæisk samarbejde. Den bevægelse har vi set i flere lande. Ikke mindst USA. 

Derfor er Venstre optaget af at skabe muligheder, og sikre et Danmark i balance. Så flest mulige danskere har flest mulige valg. Uanset hvem du er, og uanset hvor i Danmark du er fra. Det er vigtigt, for tingene hænger sammen.

Den her nuance. At et åbent samfund også udfordrer os, og at fordele og ulemper ikke er ligeligt fordelt. Den tror jeg man politisk har ignoreret for længe. Det går ikke. Vi bliver nødt til at få nuancerne med uden at tale splittelse op. Så vi ikke taler hen over hovedet på folk. Det gælder også for EU-debatten. 

Det skal ikke være et spørgsmål om for eller imod, men hvordan vi indretter samarbejdet og opnår de politiske mål, som vi hver især har. Jeg mener, at debatten om EU er gået den rigtige vej de senere år. Vi diskuterer i højere grad, hvad vi vil med EU og de konkrete politikker, frem for den traditionelle for og imod. Det er positivt. De nuancer kan danskerne godt rumme. 

Vi ser stigende tilslutning til EU, selvom vi politisk også sætter fingeren på de ømme punkter. Selvom jeg ikke går op i meningsmålinger – og slet ikke lige for tiden - så hæfter jeg mig alligevel ved en Epinion-måling fra januar i år. Her svarer 65% af danskerne, at de vil stemme ”ja” til at blive i Unionen, hvis der var en afstemning i morgen. Det taler sit tydelige sprog. Langt de fleste danskere forstår og anerkender værdien af internationalt samarbejde. Og værdien af et stærkt europæisk samarbejde. 

I Venstre rummer vi nuancerne i diskussionen, uden at der hersker tvivl om, at vi er stærke tilhængere af EU. Selvom vi er kritiske overfor dele af det, som EU-Kommissionen eller de politiske grupper i Europa-Parlamentet foreslår, så ser vi gerne et stærkere samarbejde og ønsker et Danmark, der engagerer sig aktivt. Som involverer sig og søger samarbejdet.

For Danmark hører hjemme i EU – og vi har brug for EU. Det skal vi ikke stille spørgsmål ved. Vi ønsker ikke at gamble med vores velstand, velfærd og vores plads i Europa og verden.

Når danskerne bakker op om EU, så handler det i høj grad om snusfornuft. EU er en garanti for vores fred og sikkerhed i Europa. Og det er et fundament for et stærkt erhvervsliv og mange af de eksportarbejdspladser, vi har i Danmark. Den fortælling tror jeg, vi alle kender. Den er også rigtig og den er vigtig. Men hvis vi kigger lidt frem, så tror jeg, at fortællingen om EU i de kommende årtier i højere grad vil handle om magt og værdier. 

Den vil handle om vores fælleseuropæiske og demokratiske værdier og vores indflydelse overfor dem, der ønsker en helt anden verdensorden – med nogle andre spilleregler. Hvor ”den stærkes ret” og den rå magt vil fylder mere. Det er en verden i opbrud, hvor vi som et lille land har meget at tabe. Og derfor vender jeg tilbage til det budskab, som jeg startede min tale med. At vi skal kæmpe for det, vi tror på. Vi kan ikke tage noget for givet.

EU er mere end et økonomisk og politisk samarbejde. Det er også et fællesskab, hvor vi deler værdier. Det er en klub for liberale demokratier, der respekterer menneskerettighederne. Hylder retsstaten. Og som har stabile demokratiske institutioner. Det skal vi insistere på. For den liberale verdensorden er under pres.

Der er trusler udefra. Fra Kina, fra Rusland. Fra dele af det politiske spektrum i USA. Men også fra kulturer med helt andre værdier og fra aggressive teknologier og kæmpevirksomheder med base i lande uden for vores kontrol. 

Men de liberale værdier er desværre også truet indefra. Ungarn og Polen er tydelige eksempler på det. De respekterer simpelthen ikke de demokratiske normer, der er fundamentet for det europæiske samarbejde. Jeg er nødt til at sige det, som det er: De lande havde næppe fået optagelse i EU i dag.

Hvis ikke man har uafhængige dommere ved sine domstole. Og hvis man undertrykker sin befolknings basale frihedsrettigheder, så forbryder man sig mod nogle af de helt grundlæggende værdier, som EU bygger på. Det er et problem, hvis EU ikke insisterer på vores egne værdier, som dermed i sidste ende risikerer at erodere. Vi bliver nødt til at være langt mere konsekvente. Godt nok tog vi et skridt i den rigtige retning med EU-budgettet, hvor blandt andre Danmark insisterede på at koble EU-midler og retsstatsprincipper. 

Jeg mener, vi skal fortsætte ad den vej, så vi presser de lande, der ser stort på grundlæggende demokratiske principper. 

Hvis ikke EU tager sine egne værdier alvorligt, så kan vi jo heller ikke kæmpe for dem på den store scene. Vi skal insistere på det, vi tror på. Kæmpe for det, og engagere os, så vi kan skubbe EU i den rigtige retning.

Lad det være mit sidste ord. Tak skal I have.