Taler

Grundlovsdag 2020 - tale af Venstres næstformand Inger Støjberg

Til Grundlovsdag den 5. juni 2020 holdt Venstres næstformand Inger Støjberg tale ved et arrangement på Hvidsten Kro. Du kan genlæse talen her.

Det talte ord gælder.

I år er det 75 år siden, at Danmark atter blev frit efter fem år under nazismens ufrie, mørke og tunge åg.

Det er derfor jeg har valgt at holde min grundlovstale her på Hvidsten Kro.

Modstandsgruppen, Hvidsten Gruppen, blev dannet her i stuerne på kroen, og derfra blev der udført en heltegerning, som os, der har levet hele vort liv i frihed, næppe begriber dybden af.

For nyligt læste jeg en række modstandsfolks afskedsbreve, som de har skrevet i timerne op til deres henrettelse. En række af dem er skrevet af helt unge mænd. Ægte patrioter der alle betalte den allerhøjeste pris, for at vi andre kan leve i frihed.

Brevene er skrevet i en tone af at de gik med en rank ryg og et fast blik ind i døden.

et kan være svært at begribe det mod, som frihedskæmperne til det sidste besad, men et gennemgående træk i brevene er, at de er fyldt med fædrelandskærlighed, en forhåbning for et frit Danmark og en stolthed over deres gerninger.

I en alder af kun 22 år skriver Niels Fiil, som netop var medlem af Hvidstengruppen og søn her fra kroen, i timerne op til at tyskerne førte ham til henrettelsespladsen i Ryvangen:

“Nu må I holde hovedet højt, jeg ved, at I vil være med til at føre Danmark mod lysere tider, hvor en mand frit kan tale, tro og tænke, som det sømmer sig en dansker, og jeg ved, at mor Danmark aldrig vil glemme os, nogle af os må dø, for at andre kan leve”.

Det er stærke ord, og det er ord som jeg igen og igen har læst. Ord som bliver dybere for hver gang jeg konfronterer dem.

***

Mange af os tog i mange år frihedsrettighederne for givet. En vuggegave som vi pænt stillede på hylden i vished om, at den stod og pyntede, og at vi jo egentligt ikke havde så meget behov for at passe på den.

Men pludselig en september dag i 2001 ændrede alt sig. Terrorens modbydelige fjæs kiggede os direkte og goldt ind i øjnene, mens den rev knap 3.000 uskyldige menneskeliv med sig. Den frie verden var under angreb.

Vi husker alle, hvor vi var dag. Jeg selv stod i haven ved Jeppe Aakjærs digterhjem i Salling ved Skive. Georginerne stod i fuld flor og luften var helt klar. Men med ét var verden forandret, og med ét vidste vi alle, hvor vi hørte til. Danmark hørte til på demokratiets og frihedens side. Vi hørte så meget til på demokratiets og frihedens side, så vi sendte soldater ud i verden for at kæmpe for den.

Kampen for demokratiet og retten til at leve et liv i frihed var igen i centrum.

Da Jyllands-Posten få år senere bragte de 12 Muhammed-tegninger i avisen flyttede kampen til Danmark. Vi oplevede landsforræderisk adfærd da en flok herboende muslimer rejste til Mellemøsten og spredte had mod det land der havde huset dem, og opildnede til bl.a. angreb på danske ambassader i Mellemøsten, massive demonstrationer og boykot af danske varer.

Vi oplevede nytårsmorgen 2010 det modbydelige attentatforsøg mod Kurt Westergaard, hvor en ung somalier trængte ind i hans hjem og forsøgte at slå ham ihjel, fordi Westergaard havde brugt sin ytringsfrihed i form af at kritisere islam gennem en tegning af Muhammed.

Vi har i det heletaget oplevet en række anslag i Europa med afsæt i ytringsfriheden og kritikken af religion. Angrebet på det franske karikaturblad, Charlie Hebdo, hvor islamister en januardag i 2015 angreb redaktionen og slog 13 mennesker ihjel og sårede 11 - alene på grund af de tegninger, bladet havde bragt. 

Krudttønden i København i den 14. februar 2015, hvor der en lørdag eftermiddag netop blev afholdt et debatarrangement om ytringsfrihed, hvor Finn Nørgaard blev dræbt og kort efter midnat angrebet ved synagogen, hvor den frivillige vagt, Dan Uzan, blev dræbt mens han holdt vagt ved en jødisk konfirmation.

Vi er med andre ord i dag stadig i kamp for friheden, omend det er en anden kamp i dag end den frihedskæmperne i sin tid kæmpede.

Og læser man frihedskæmpernes sidste ord, så er de fyldt af forhåbninger om, at det, som de gav deres liv for ikke ville blive glemt, og at de der blev tilbage - og vi der efterfølgende er kommet til - ligesom frihedskæmperne, vil kæmpe for friheden, når den bliver trængt.

***

Nu skriver vi 2020 og der er desværre stadig meget at kæmpe for. Frihedsrettighederne er pressede fra flere sider,

For få måneder siden udkom Ytringsfrihedskommisionen med sin rapport, om ytringsfrihedens vilkår i Danmark.

Den viste, at en alt for stor del af især muslimer i Danmark stadig i 2020 ønsker at begrænse ytringsfriheden og kritikken af religion. F.eks. Mener hele 76 pct af indvandrere og efterkommere af indvandrere fra Tyrkiet, Libanon, Pakistan og Somalia, at det skal være ulovligt at kritisere islam. Det er så langt fra danske normer og værdier, som noget kan være.

Når man mener det, så har man misforstået hvad det vil sige at bo og leve i Danmark. Her kan alt debatteres og kritiseres, og sådan skal det blive ved med at være.

Synes jeg, at det er rart når nogen kritiserer kristendommen? Næ.

Synes jeg personligt, at det er sjovt at få kritik? Nej, men man er i sin gode ret til både at kritisere, stille spørgsmålstegn og debattere alt hvad jeg har sagt og gjort. Jeg har så til gengæld også retten til at tage til genmæle - og begge dele, altså både kritikken og det at jeg tager til genmæle, hænder.

I Danmark har vi vores måde at leve på. Vi har ytringsfrihed, så man kan sige og skrive, det man mener og tegne det man evner. Man kan endda få det trykt i avisen, hvis man er dygtig nok.

Her har vi religionsfrihed, så man kan dyrke lige den Gud man vil.

Og her har vi ligestilling - så piger og drenge, kvinder og mænd er lige meget værd!

Lige præcis det skal man indrette sig efter, når man bor i Danmark. Sådan set ikke hverken mere eller mindre. Det er selve fundamentet. Et fundament som generationer før os har lagt - og kæmpet for. Ovenpå det fundament kan man bygge sit eget liv. Man kan bare ikke slå hul på fundamentet.

Man kan heller ikke kræve særrettigheder. Hverken i det store eller små. Man kan ikke kræve at Muhammed ikke må blive tegnet eller publiceret i aviser, man kan ikke kræve, at der bliver kaldt til bøn i moskeen. Her er det kirkeklokkerne der ringer. Der er religionsfrihed, men der er ikke religionslighed. Man kan ikke kræve, at svømmeholdet skal opdeles, så piger svømmer for sig og drenge for sig, eller holde sin pige hjemme fra lejrskole, hvis drengene fra klassen også er med.

Og her vil vi ikke have barnebrude - og mange af os vil endda kæmpe kampen for pigernes beskyttelse - også når det gør ondt! Og jeg vil hver og en stor tak for støtten.

I Danmark vælger vi selv hvem vi vil leve sammen med. Hvem vi gifter os med - det kommer hverken far, onkel eller mor ved.

Jeg ved bedre end nogen, at der er mennesker på Dagbladet Politiken og resten af venstrefløjen som er meget uenige med mig. Nogle af dem mener sågar, at vi må indordne os efter de nytilkomne og ikke omvendt. Det er mennesker som synes, at et multikulturelt Danmark er spændende.

Men jeg vil gerne sige meget klart: Et multikulturelt Danmark er ikke spændende. I Danmark skal vi leve efter danske normer og værdier, og de skal ikke erstattes med hverken mulikulturelle værdier, sharia eller et middelalderlige livssyn der stammer fra et ufrit islam.

***

Læren af Muhammed-krisen er for mig, at vi aldrig skal bøje nakken, men derimod at gå med rank ryg og et fast blik imod dem, der ønsker at slå hul på det fundament, som Danmark er bygget på. Her skal alt kunne debatteres og kritiseres, og man har retten til at tage til genmæle og diskutere i meget ligefremme vendinger. Det er for mig at se selve fundamentet i et frit samfund som vores.

Niels Fiil skrev konstaterende i sit afskedsbrev, at Danmark skal være et land, hvor enhver skal kunne tale, tænke og tro som man vil.

Det skal det også være i dag. Vores kamp i dag er ikke den samme som Niels Fiils, men i høj grad en kamp mod en fremmed og krigerisk religiøs ideologi.

Det er kampen mod de der ikke vil demokratiet. De der ikke vil friheden. De der ikke vil Danmark.

***

I 1943 vågnede Danmark. I 1943 vågnede Hvidsten, og den så modige Hvidstengruppe blev dannet.

De otte mænd fra Hvidsten Gruppen som blev dødsdømt og henrettet af den nazistiske besættelsesmagt vågner aldrig igen. Men deres ære og minderne om deres heltemod vil vare for evigt.

Og som Niels Fiil dengang skrev i afskedsbrevet, så skal vi;

“holde hovedet højt og sikre at Danmark er et land hvor man frit kan tale, tro og tænke”.

Niels Fiil skrev også, at han vidste, at mor Danmark vil aldrig ville glemme dem.

Begge dele er lige sande den dag i dag.

Vi skal holde hovedet højt og kæmpe for selve fundamentet af frihedsrettigheder, og vi kommer aldrig til at glemme frihedskæmpernes kamp for vores frihed.

Tak. Vi skylder jer evigt troskab og ære!

Rigtig god Grundlovsdag.