Taler

Grundlovsdag 2019 - tale af Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen

Finansminister Kristian Jensen

Venstres næstformand finansminister Kristian Jensens tale til Grundlovsdag 5. juni 2019. 

Det talte ord gælder

 

”For evigt, måske for evigt,

Skal vi sammen, samme vej”

Måske kender I ordene.

De stammer fra Volbeats kendte hit.

Musikken er fængende.

Men det er ordene, der gør forskellen.

”For evigt”

Sådan kan man faktisk kun sige om meget få ting.

Evigheden er jo ikke menneskelig.

Vores liv er jo netop ikke for evigt. En dag er vi døde og borte.

Vores jord er heller ikke for evigt. En dag brænder solen ud. Alt liv forsvinder.

Og selv inden da forventer mange, at det er slut – slut med menneskeheden på grund af en eller anden katastrofe.

”For evigt, måske for evigt,

Skal vi sammen, samme vej”

 

Alligevel håber vi.

Alligevel sætter vi os mål.

Alligevel står vi op hver morgen og gør en indsats.

Jeg er født optimist. Og det samme er de fleste mennesker.

Vi tror, at vi kan gøre en forskel, bare en lille positiv forskel.

Og vi tror, at den vi kan sætte os spor gode i andre menneskers liv.

I vores kærestes liv. I vores børns liv. I vores families liv.

Sådan så vi betyder noget, så vi nytter noget.

Sådan så vi sætter vores præg på evigheden.

”For evigt, måske for evigt,

Skal vi sammen, samme vej”.

Sådan har jeg selv stået og sunget – inde på mit kontor i Finansministeriet.

Jeg har sunget og rocket, lige inden jeg skulle præsentere store politiske udspil - finanslove eller store reformer.

Så har jeg simpelthen lukket mig inde – og sunget med, mens jeg stod og forberedte mig, foran computeren.

Jeg har brugt sangen og ordene til at give mig selv et boost – til at styrke min kampgejst.

”For evigt” er jo både en kærlighedssang – og en slagsang om et evigt fællesskab.

Vi skal ”sammen, samme vej”.

Som del af et fællesskab.

 

I de seneste fire uger har jeg været rundt i hele landet og tage pulsen på det danske fællesskab.

Det har været en lang valgkamp.

Jeg har været rundt i hele landet – Aars til Ama’r – til over 100 arrangementer: virksomhedsbesøg, cykelture, byfester og meget mere.

Overalt har jeg mødt glade og venlige mennesker – som i antal langt overgik de sure og utilfredse.

Danmark er et rart land, hvor vi heldigvis har let ved at have med hinanden at gøre.

Derfor har det været en god oplevelse at føre valgkamp i de fire uger, som er gået.

Jeg kan i bogstaveligste forstand mærke det danske fællesskab.

 

Jeg tvivler på, at vi vil præcis samme vej.

Der er trods alt forskel på folks holdninger.

Men uanset hvilken vej, så vil vi - som regel - gerne gå den sammen, samme vej.

Vi føler et skæbnefællesskab med hinanden. Vi føler loyalitet.

Et af de smukkeste begreber i det engelske politiske sprog er ordene:

”Her Majesty’s most loyal opposition”.

Hendes majestæts loyale opposition.

Begrebet dækker over, at man godt kan være samarbejdsvillig og konstruktiv, selvom man ikke er i regering. Selvom man ikke har magten.

Opposition betyder ikke undergravelse. Det betyder ikke oprør.

England er et af verdens ældste liberale demokratier.

Og her forpligtede oppositionen sig til at være Hendes Majestæts loyale opposition – til at følge spillereglerne – og være klar til at erstatte den siddende regering.

Nok var man uenig. Men ikke så uenig, at man ville sætte landets fremtid over styr.

Det kunne jo i øvrigt også være, at magten skiftede en dag.

At Hendes Majestæts loyale opposition kunne blive Hendes Majestæts loyale regering.

Det kan måske virke lidt underligt at minde om begrebet ”Her Majesty’s most loyal opposition”, netop i denne tid, hvor Storbritannien står i en gigantisk politisk krise.

På mange måder er regeringen gået i opløsning. Premierministeren er brudt sammen og på vej ud.

Og oppositionen virker ikke spor loyal – snarere tværtimod.

Alle forfølger deres egne snævre særinteresser.

Det er sørgeligt at se, hvad der sker i Storbritannien, som engang var det helt store forbillede for alle liberale demokratier.

”Alle vil herre være, ingen vil sækken bære”.

Den politiske krise i Storbritannien får alle småskænderierne i Danmark til at blegne.

Vi kan faktisk godt finde ud af at være uenige på en civiliseret måde.

Og siden 1980’erne har de fleste partier været enige om den samme overordnede strategi for Danmark:

At vi skulle føre en solid økonomisk politik med gradvise reformer, som opmuntrede folk til at arbejde.

 

Siden 80’erne har alle regeringer - overordnet set - ført den samme fornuftige kurs.

Også selvom enkelte partier måske kom til at love deres tilhængere noget andet.

Ikke desto mindre har alle regeringer været loyale overfor det land, de blev sat i spidsen for.

Og ikke desto mindre har de fleste oppositionspartier spiller loyalt med.

Uanset hvad der sker i dag – når folk har stemt – vil jeg kraftigt opfordre til, at Danmark holder kursen.

For jeg er – ærlig talt – en smule bekymret på nationens vegne.

Mette Frederiksen har sendt kraftige signaler om, at det nu skal være slut med reformer af arbejdsudbuddet – den økonomiske kurs, som har bragt Danmark så stor succes.

Og Mette Frederiksen lægger ikke skjul på, at hun beundrer Anker Jørgensen – en flink socialdemokratisk statsminister – som ikke desto mindre blev særdeles dyr for nationen.

Hvis man er bekymret for, hvad fremtiden bringer, skal man bare have fuldt denne valgkamp.

Det ene overbud trækker det andet med sig. Det har været en dyr valgkamp, må jeg nok sige.

For det er nemt nok at dele penge ud, så længe det er andres penge, man deler ud.

Dengang Claus Hjort Frederiksen var finansminister, havde han et skilt stående på sit bord.

Der stod: ”Hvor skal pengene komme fra?”

Ret beset var det et dumt spørgsmål. For pengene kan kun komme fra jer.

Så er det jeg vil minde om det gamle ordsprog:

”Den regering, der kan give dig alt – kan også tage alting fra dig.”

Værdierne kommer fra danskernes lyst til at arbejde, til at spare op og til at investere.

Lige nu handler alting tilsyneladende bare om at love og love at dele ud – uden grænser for løfterne.

 

Det kan gå to veje, hvis Mette Frederiksen skulle komme til magten.

Enten vil hun løbe fra sine løfter – ligesom Thorning gjorde.

Eller også vil hun gennemføre et sandt haglvejr af skatter og afgifter.

I teorien skal byrderne bare lige ramme de onde banker - og de farlige spekulanter.

Eller bare lige hæve prisen på kaffe, chokolade, vandflasker og så videre en lille smule.

50 øre på en lille pære til en bil – siger Mette Frederiksen.

Sådan kan man jo også få folk til at glemme, hvordan Socialdemokraterne var imod, at vi nedsatte afgifterne på biler med flere tusinde kroner.

Sådan kan man også få folk til at glemme, at nye skatter på finansverdenen i praksis betyder, at en gennemsnitlig LO-arbejder mister 100.000 kroner i pension.

Mette Frederiksens politisk er designet, så alting skat se ufarligt ud. Men den kommer til at ramme almindelige mennesker.

Folk, der sparer op til deres pension. Folk, der har en konto i banken eller et lån i deres hus.

Folk som bare skal have den daglige økonomi til at hænge sammen.

Det bliver dyrt for Danmark.

Og det vil ikke være den rigtige vej at gå.

 

Ud over det økonomiske – så er jeg først og fremmest bekymret for den socialdemokratiske hensynsløshed over for stolte danske frihedstraditioner.

Tag for eksempel synet på friskoler.

”De bliver overbetalt”, sagde Mette Frederiksen forleden.

Overbetalt? Hvordan kan man overbetale noget, der kun får 76 procent af udgiften dækket?

Mette Frederiksens dagsorden er soleklar. Hun har et ideologisk ønske om at ramme friskolerne.

Hun kan ikke lide den frihedstradition, som ligger bag.

Ved at give forældrene 76 pct. af udgifterne med - så sikrer vi at så mange som muligt kan sende deres børn i friskoler.

Ikke kun de rigeste.

Eller tag for eksempel Mette Frederiksens syn på børn.

Hun ønsker, at alle børn automatisk skal opskrives i daginstitution.

Og hvis man som forælder fravælger den plads, man har fået tildelt, så skal man have besøg af en familiepædagog.

I sidste ende skal man kunne pålægges at sende sit barn i vuggestue.

De fleste vil være glade for at få tildelt en plads til deres børn.

Men skulle man have et andet ønske, hvorfor skal politikerne så blande sig?

Hvorfor skal forældrene absolut mistænkeliggøres?

Når man ser, hvordan det står til i visse københavnske daginstitutioner, synes jeg lige man bør dæmpe trangen til at tvinge børnene ind i den slags ydelser.

 

Når Venstre siger ”frihed og fællesskab”, så er der engang imellem nogle, der meget, at det er tomme ord.

Alle partier siger jo det samme. Gør det ikke?

Venstre siger: Frihed og fællesskab.

Socialdemokraterne siger: Fællesskab og frihed.

Kan det ikke være ét fedt?

Nej. Slet ikke.

For vi mener noget forskelligt med de to begreber.

For Venstre betyder frihed, at du må gå dine egne veje – alene eller sammen med andre – så længe du ikke skader dine medmennesker.

For Socialdemokratiet betyder frihed, at staten tager hånd om dig

For Venstre betyder fællesskab altid samfund – sam-fund: at man finder sammen – at man lever, arbejder og udvikler sig sammen med mennesker, man har lyst til at leve med.

For Socialdemokratiet betyder fællesskab altid stat – at man skal være sammen, fordi det tjener et højere sag.

Jeg vil holde på, at et sandt fællesskab er kendetegnet med, at man ikke behøver tvinge folk ind i det.

Tværtimod, et sandt fællesskab er kendetegnet ved, at det bygger på frivillige kræfter, på opdragelse og på samfundssind. På dannelse. På kendskab til sin egen historie.

 

For nogle år siden forsøgte Mette Frederiksen at skabe begejstring om det socialdemokratiske projekt.

Hun skrev en kronik og lancerede en reklamekampagne, hvor hun kaldte Danmark for ”verdens bedste opfindelse”.

Er Danmark en opfindelse?

Jeg er uenig.

En opfindelse er en konstruktion.

For mig er Danmark noget helt andet. Danmark er virkelighed, formet af mange århundreders historie.

Jeg forstår godt, hvorfor hun skrev, som hun gjorde.

Mette Frederiksen forsøgte at gøre sit parti til skaberen af den danske tillid og velstand.

Så kunne hun nemlig indirekte sige, at Socialdemokratiet opfandt Danmark.

Det er så historieløst, som det kan være.

Allerede for 100 år siden var Danmark faktisk et af verdens rigeste lande.

Det blev vi i kraft af fri foretagsomhed og handel allerede i 1800-tallet.

Så Mette Frederiksens historiske udlægning er i hvert fald en opfindelse.

 

Det er historisk korrekt, at Socialdemokratiet er glad for velfærdsordninger.

Og det er også historisk korrekt, at en række af disse ordninger gik for langt og måtte trimmes.

Siden 1982 – og Ankers Jørgensens fiasko – har alle danske regeringer derfor arbejdet på at bringe de offentlige udgifter under kontrol. På at tilskynde danskerne til at gøre en ekstra indsats.

Den indsats kan begge sider i Folketinget være stolte af.

Men det er danskerne selv, der har mest grund til at være stolte.

Det er ikke velfærden, der har skabt velstand, men – omvendt – danskernes arbejdsindsats.

 

Vi kan ikke tage for givet, at Danmark vil forblive et rigt land, bare fordi vi har været det gennem 100 år.

Tingene kan ændre sig, hvis vi træffer de forkerte beslutninger.

For hundrede år siden var Argentina f.eks. et af verdens rigeste lande. Meget gik galt, da Argentina begyndte at skærme sig af for international konkurrence.

Danmark har derimod konsekvent – over de seneste 150 år – valgt den markedsøkonomiske vej. Det er sådan, vores velstand har udviklet sig.

Jeg er enig med Mette Frederiksen i, at det danske samfund rummer en stor indbyrdes tillid.

Det kan man for eksempel se, når danskere opstiller ubemandede boder med friske jordbær og nye kartofler og en cigarkasse til kontanterne.

Det skal vi glæde os over.

Men den tillid er ikke et produkt af politiske beslutninger. Den bygger på folkelige erfaringer.

Vi er tillidsfulde, fordi historien har vist os, at vi kan være det.

Vores indbyrdes tillid er imidlertid udfordret af virkeligheden.

Huse bliver ofte udsat for indbrud.

Unge bliver udsat for vold i nattelivet.

Ekstremister vælger at begå terror.

Og kriminelle vælger at fuppe statskassen – f.eks. i forbindelse med skandalen om udbytteskat, hvor systemets tillid viste sig at være alt, alt for stor.

Vores tillid kan ikke bare være blind og naiv.

Og derfor kan tillid aldrig være et abstrakt politisk princip.

Den må være en konkret, folkeligt forankret indstilling til tilværelsen.

Danmark er ikke en politisk opfindelse. Danmark er vores hjem, både i fysisk og kulturel forstand.

 

”For evigt, måske for evigt

Skal vi sammen, samme vej”

Danmark har eksisteret i mere end tusinde år.

I forhold til et menneskeliv, er det næsten en evighed.

I dag på grundlovsdag skal vi stemme – eller måske har vi allerede gjort det.

Det er vigtigt at stemme, at tage del i de politiske institutioner.

Men lad os huske det vigtigste:

At uanset hvem der vinder, så er vi loyale overfor hinanden.

Sådan er den ånd, der inspirerer grundloven.

Glædelig grundlovsdag.