Sundhed og velfærd

Groteske forhold for fødende må få en ende

Marlene Ambo-Rasmussen, Venstres ordfører for familie og trivsel

At blive forældre er det største i livet. En fødsel kan være en voldsom oplevelse for begge parter, men det må aldrig blive en dårlig oplevelse, som forældrene bærer med sig fremover. Den seneste tids vidnesbyrd fra mange forskellig kvinder viser, at det desværre er tilfældet for alt for mange.

For hver eneste time bliver der født syv børn i Danmark. Det er omkring 61.000 nyfødte, der kommer til verden i vores land hvert eneste år. Det er fødsler, der påvirker omtrent dobbelt så mange forældre.

En fødsel er kulminationen på mange måneders venten, der bliver forløst. Familie og venner står klar med flag og bobler, og de kan slet ikke vente med at se det lille mirakel. Man befinder sig i en ubeskrivelig glædesrus af en anden verden.

Men det er ikke oplevelsen for alle. De seneste uger har modige kvinder stillet sig frem for at fortælle om deres fødselsoplevelser. Det er historier om kvinder, der i aktiv fødsel er blevet sendt med en taxa fra København til Slagelse. Det er historier om kvinder, der er blevet sendt hjem få timer efter, at de har født deres børn, selvom amningen slet ikke fungerede. Det er historier om kvinder, der bliver efterladt alene på en hospitalsgang, selvom de er i aktiv fødsel.

Det er beretninger, der har gjort et enormt indtryk på mig. Særligt fordi jeg selv er mor til to dejlige børn. Jeg tror, at de fleste mennesker får samme knude i maven som mig, når de læser de frygtelige fortællinger.

For jeg husker også den ekstra sårbarhed, man føler som nybagt mor og forælder generelt. Det gælder både inden, under og efter en fødsel. Et nyt kapitel i ens liv begynder, og man skal forholde sig til en masse nye ting: En lille nyfødt, smerter, amning, parforhold og ikke mindst søvn. I denne særlige periode behøver man alt den opbakning og støtte, man kan få.

Derfor bliver jeg oprigtig ked af at høre den ene skrækhistorie efter den anden fra kvinder, der har haft dårlige oplevelser på de danske fødestuer. Begrænset hjælp, dårlige offentlige tilbud og kvinder, der er blevet efterladt eller overset, fordi der ikke er hænder eller plads til dem, selvom de står i store smerter og skal føde et barn.

Kvinderne, jordemødrene og partnerne gør alt det, de kan. De holder ud, løber stærkt og forsøger at få tingene til at hænge sammen. Men tingene hænger ikke sammen. Det må få en ende.

For vi skal give både fødende og forældre den opbakning og støtte, de har brug for i en sårbar tid. Det kan have store konsekvenser for både barnet, moderen og partneren, hvis vi ikke gør, hvad vi kan, for at sikre alle en god og tryg fødsel. Vi skal have fokus på mennesket og ikke på systemet. Jordemødrene og sundhedspersonalet må ikke have så travlt, at fødsler blot bliver reduceret til en opgave. 

Vi skal stoppe de groteske forhold for fødende. Nu.

Læs Venstres udspil om flere rettigheder til fødende