2030-plan ruster Danmark til fremtiden
Af Torsten Schack Pedersen, Finansordfører
7. november 2023 kl. 12:39
Venstre og regeringen har tirsdag præsenteret en økonomisk ansvarlig 2030-plan. Den indeholder bl.a. ambitiøse reformer, en sænkelse af generationsskifteskatten, flere penge til iværksætteri og en opnåelse af vores 2 pct. forpligtelse til NATO allerede fra 2023.
Regeringens nye 2030-plan er en investering i fremtiden - i fremtidens velfærd, i fremtidens virksomheder og i fremtidens sikkerhed. Og ikke mindst er det en investering i en grønnere fremtid. Planen favner bredt, men er også en fremtidssikring af dansk økonomi, så der er råd til fortsat at investere i velfærd og klima og samtidig beholder danskerne og danske virksomheder flere af deres egne penge med solide skattelettelser. Du kan læse mere om alle 2030-planens mange ambitiøse elementer her.
For Venstre går ansvarlig økonomisk politik hånd i hånd med at sikre fremtidens erhvervsliv og arbejdspladser. Derfor er det en vigtig nyhed, at vi nu sætter 1 mia. kr. årligt af til at forbedre forholdene for danske iværksættere. De skal nemlig være med til at løse vores samfunds største udfordringer og skabe danske arbejdspladser. Derfor gøder vi nu jorden for dem, så iværksætteriet kan spire og blomstre her til lands.
Udover vores iværksættere har vi også i 2030-planen rum til at forbedre forholdene for de familieejede virksomheder. Fordi de er vigtige for lokalsamfund og arbejdspladser rundt i hele Danmark, kommer vi nu til at sænke skatten på generationsskifte og lave en ny model for værdiansættelse. Desuden vil et permanent F&U-fradrag sikre mere forskning og udvikling, til gavn for vores alles fremtid, vores virksomheder og ikke mindst dansk økonomi.
Venstre kan være stolt af de mange Venstre-resultater, som nu står i regeringens 2030-plan. Det viser nemlig én ting: At Venstre gør en forskel i regeringen, og vi får gennemført en masse god, borgerlig politik ved at tage ansvaret på os.Torsten Schack Pedersen, Finansordfører
Samtidigt skal vi sikre den nødvendige arbejdskraft, og det gør denne regering. Lad mig derfor blot fremhæve et par eksempler på de ansvarlige, ambitiøse reformer, der er med i regeringens 2030-plan. For vi har allerede gennemført ansvarlige, økonomiske reformer, der giver knap fire gange så meget, som de to forrige regeringer – tilsammen.
Med blandt andet en lavere beløbsgrænse har vi gjort det lettere at rekruttere international arbejdskraft. Det er afgørende for dansk erhvervsliv og vores velfærdssamfund, at vi sikrer flere hænder i en tid med stor mangel på netop dette. Og international arbejdskraft er netop en af de vigtige grundpiller bag den sunde danske økonomi.
Regeringen har også præsenteret en ambitiøs skattereform, og vi kommer til at følge op med tiltag på SU-området. Alt sammen ansvarlige og kloge reformer, der bidrager til at sikre mere arbejdskraft både i vores velfærd og hos vores virksomheder.
Vi afsætter økonomi til en genopretning af kræftområdet, som en del af de 5 mia. kr. årligt fra 2030 som tilføres til sundhedsområdet, ligesom psykiatrien får et løft på 3,2 mia. kr.
Sidst, men ikke mindst, så præsenterede regeringen mandag en skattereform, der sænker skatten for 3,3 mio. danskere i arbejde, og halverer topskatten for 280.000 danskere. Samlet set kommer der skattelettelser for 10 mia. kr., hvilket er den største skattereform i 10 år.
En 2030-plan kommer hele vejen rundt. Så i kort form kan også nævnes, at vi løfter domstolenes økonomi, så ventelisterne i retssystemet kan bekæmpes. Vi tilføjer klimaområdet milliarder, som skal bringe os tættere på 2030-målet om en 70 pct. klimareduktion. Og vi løfter velfærden med 32 mia. kr. årligt i 2030, så pengene følger mere end med, når vi bliver flere børn og ældre.
Venstre kan være stolt af de mange Venstre-resultater, som nu står i regeringens 2030-plan. Det viser nemlig én ting: At Venstre gør en forskel i regeringen, og vi får gennemført en masse god, borgerlig politik ved at tage ansvaret på os.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.