Venstre har strammet udlændingepolitikken

Venstre fører en stram og ansvarlig udlændingepolitik, hvor der er plads til dem, der kan og vil Danmark. For der er fortsat betydelige integrationsudfordringer i Danmark med for mange indvandrere på offentlig forsørgelse, kriminelle udlændinge og parallelsamfund. Derfor har Venstre i regering gennemført en række nye stramninger af udlændingepolitikken.

 

For Venstre er det afgørende, at der styr på tilstrømningen, og indvandrere og flygtninge skal mødes med konsekvente krav om at bidrage til fællesskabet og respektere dansk lovgivning og danske værdier.

 

Lavere ydelser og arbejdspligt

For Venstre er lave ydelser en central del af en stram udlændingepolitik. Der skal være en betydelig økonomisk gevinst ved at være i arbejde frem for på offentlig forsørgelse. Derfor har Venstre fået afskaffet de røde partiers højere kontanthjælpsydelser til arbejdsløse indvandrere og gennemført en kontanthjælpsreform, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Som en del kontanthjælpsreformen har vi indført en arbejdspligt og skærpet optjeningsreglerne. Man skal ikke kunne komme til Danmark og fra dag et modtage høje velfærdsydelser. Det er også afgørende for, at Danmark ikke bliver en attraktiv asyldestination.

 

Flere kriminelle skal udvises

Kriminelle udlændinge hører ikke til i Danmark. Derfor har vi strammet udvisningsreglerne, så flere kriminelle udlændinge kan udvises. Kommer man hertil og udnytter vores gæstfrihed, skal det mødes med hårde konsekvenser.

Samtidig har vi strammet reglerne for de udviste kriminelle udlændinge, der fortsat opholder sig på landets udrejsecentre. Når man er udvist, skal man rejse hjem, og gør man ikke det skal man ikke i mellemtiden kunne nyde godt af blandt andet danske velfærdstilbud eller frit kunne køre rundt i Danmark for at begå ny kriminalitet.

 

Styrket indsats mod parallelsamfund og negativ social kontrol

Venstre vil ikke acceptere parallelle retsinstanser eller at kvinder undertrykkes af hensyn til forældede religiøse og kulturelle æresnormer.

Med Venstre i regering er der igangsat en lang række nye tiltag i kampen mod parallelsamfund, hvor det herskende værdisæt er uforeneligt med grundlæggende danske værdier. Straffen for æresrelaterede forbrydelser skal være hårdere, tildækningsforbuddet skal også gælde på uddannelsesinstitutioner og fætter-kusine-ægteskaber skal fremover ikke være tilladt.

De såkaldte mæglings- eller shariaråd, som løser konflikter og afgør sager uden om det danske retssystem med bl.a. blodpenge, vil vi kriminalisere, så der ikke kan være tvivl om, at der er strafbart at underminere det danske retssystem.