
Der er brug for en akutplan for den danske grundskole
Den nye PISA-undersøgelse udstiller en katastrofe i de danske skoler. En katastrofe for vores børns læring.
Danske skoleelevers faglige niveau er lavere end nogensinde målt før. Elevernes niveau er faldet drastisk i både læsning, matematik og naturfag. Det gælder både de elever, der har det fagligt svært, og de, der normalt klarer sig godt. Siden 2015 er niveauet i læsning og matematik faldet med, hvad der svarer til knap to års læring. De danske tal ligner tallene fra andre europæiske lande, men det ændrer ikke på, at vi er nødt til at tage det dybt alvorligt. Der er brug for handling nu.
Regeringen har i sit stort anlagte arbejdsprogram for den kommende periode fokus på at udvælge og understøtte 100 skoler, hvor eleverne klarer sig dårligt i dansk og matematik. Det er sympatisk, men det viser med al tydelighed, at regeringen slet ikke har forstået omfanget af de udfordringer, vi står overfor.
Der er brug for en langt bredere, hurtigere og mere ambitiøs indsats på tværs af alle landets skoler.
Regeringen bør med det samme igangsætte konkrete forhandlinger, så indsatsen kan komme i gang. Venstres tilgang bygger videre på vores forslag om Tillidsskolen med mere tillid til lokale løsninger og mindre detailstyring fra Christiansborg.
Derfor foreslår Venstre en akutplan for skolen. Vi skal have mere ro, mere faglighed og flere voksne. En akutplan skal blandt andet indeholde følgende tre initiativer, der skal være igangsat senest ved udgangen af året:
1. Flere timer med to voksne i dansk og matematik: Der skal allerede nu afsættes 1 mia. kr. til grundskolerne, så de allerede fra januar 2027 kan få bedre mulighed for at prioritere at sætte to lærere – eller en lærer og en pædagog – ind i de timer hvor det lokalt vurderes, at der er behov. Forskerne siger entydigt, at det virker, når det kommer til elevernes faglighed og giver mere ro og mulighed for at sætte ind med tidlig hjælp og støtte.
2. Opgør med forfejlet inklusion – og særlig hjælp til fagligt svage elever: Inklusionen er slået fejl. Det der startede med de bedste intentioner, er blevet en bombe under fagligheden og trivslen i skolerne. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Regeringen har desværre ingen svar på udfordringerne med inklusion. For at gøre op med den fejlslagne inklusion kræver det dedikerede økonomiske ressourcer, så skolerne f.eks. kan lave mindre hold i fag, hvor der er brug for det, eller særlige klasser forankret i den almene skole. Problemerne med inklusion kan være en af årsagerne til, at der lige nu er en for stor gruppe elever, der dumper grundlæggende fag ved deres afgangseksamener. De elever skal hjælpes nu og her.
3. Gør det lettere at smide uroskabende elever ud – og styrk lærernes autoritet: Lærerne i folkeskolen siger, at de bruger 16 procent af undervisningstiden på at opretholde ro og orden, og mere end halvdelen af lærerne i folkeskolens almenklasser oplever voldelige episoder mellem eleverne enten dagligt eller ugentligt. Hvis elever skal lære, skal der være ro og orden. Derfor skal det være lettere at smide elever, der konsekvent skaber uro, ud. Og PISA-tallene viser også et behov for, at vi får givet lærerne bedre muligheder for at tage et opgør med de alt for store problemer med uroskabende elever med indvandrerbaggrund.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.