Stephanie Loses tale til Venstres Landsmøde 2026

14. november 2026 kl. 12:01
Næstformand Stephanie Loses tale til Venstres Landsmøde den 14. november 2026.
Det talte ord gælder.
Kære landsmøde
Det er dejligt at stå her og se ud over salen i dag.
For selvom de seneste måneder ikke har været de nemmeste for Venstre, så bliver vi en dag som i dag mindet om, hvor stærkt et fællesskab, vi har.
Et fællesskab af mennesker fra hele Danmark. Mennesker med forskellige baggrunde og erfaringer. Men med noget helt centralt til fælles.
I har valgt at engagere jer. At bruge jeres tid og kræfter på Venstre. På noget, I tror på. Fordi I gerne vil være med til at gøre Danmark til et endnu bedre land.
Og det er jo netop det engagement, der gennem generationer har gjort Venstre til et parti, som har taget ansvar, som i en optimistisk tro på fremtiden har truffet vigtige beslutninger og været med til at forme det Danmark, vi kender i dag.
Og vi skal blive ved med at finde vores optimistiske tro på fremtiden frem.
For vi har faktisk rigtig meget at glæde os over i Danmark.
Selvom vi lever i en tid med krig og konflikter, en verdensorden under forandring og store udfordringer, som også påvirker os herhjemme, så står Danmark på mange måder stærkt.
Og ikke mindst økonomisk står vi langt stærkere end mange andre lande.
Vi har sunde offentlige finanser. Rekordhøj beskæftigelse. Og en historisk stærk dansk økonomi.
Det betyder, at vi kan håndtere de store udfordringer og investeringer, der ligger foran os, inden for ansvarlige økonomiske rammer. Det er faktisk ret enestående.
• • •
Men nogle gange lyder det i den politiske debat som om, vores stærke økonomi er kommet dumpende fra himlen. Som om vi bare er heldige.
Sådan hænger det ikke sammen.
Danmarks velstand er skabt af danskerne. Af alle os, der står op og går på arbejde. Af dygtige virksomheder, der investerer, udvikler og skaber arbejdspladser i hele landet. Og af mange års ansvarlig økonomisk politik og reformer.
Reformer, der har gjort Danmark rigere, fået flere i arbejde og været med til at skabe grundlaget for vores velfærdssamfund. Ikke alle beslutninger har været nemme eller populære. Men de har været nødvendige. Og Venstre har gennem generationer været med til at tage ansvar for dem.
Det kan vi være stolte af.
Men vi skal ikke tro, at arbejdet dermed er gjort. Det er det ikke.
For fremtidens velstand kommer ikke af sig selv. Heller ikke selvom vi i dag står stærkt. Derfor skal vi fortsætte reformkursen. Vi skal blive ved med at forandre for at forbedre.
For hvis vi ikke træffer de nødvendige beslutninger, risikerer vi at mangle arbejdskraft, at svække vores muligheder for at finansiere fremtidens velfærd og alle de andre vigtige prioriteter, vi står overfor, og at danskerne og virksomhederne selv skal betale en alt for stor del af regningen, når vi skal styrke konkurrenceevnen og lette skatterne.
Det er ikke den vej, vi skal gå.
Reformer er ikke et mål i sig selv. De er et middel til at skabe muligheder.
Til at styrke vores virksomheder. Til at investere i mennesker og i vores fælles velfærd. Og til at give fremtidens generationer de bedste muligheder.
Det skylder vi hinanden. Og det skylder vi vores børn og børnebørn.
• • •
Og behovet for at handle er særligt tydeligt, når vi ser på vores virksomheder.
USA er under forandring og ikke længere den samme forudsigelige partner, som vi har været vant til. Kina har udviklet sig til en økonomisk og teknologisk stormagt. Og Europa er under pres fra både vest og øst.
Vi taler med god grund om, at Europa skal kunne mere selv og tage større ansvar for vores sikkerhed. Men det kræver også økonomisk styrke. Derfor er en ambitiøs erhvervspolitik i dag også sikkerhedspolitik.
Vi har brug for et stærkere indre marked i Europa. Og vi skal styrke vores virksomheders konkurrenceevne herhjemme.
Det er godt, at selskabsskatten bliver sat ned. Det gik vi til valg på. Men det er ikke nok.
Vi skal gøre det nemmere at starte, drive og udvikle virksomhed i Danmark.
Og her er der alt for meget, der står i vejen. Nogle gange er det EU-regler. Andre gange er det vores egne regler, lokalplaner eller planloven, der spænder ben for nye investeringer, arbejdspladser og udvikling.
Helt ærligt. Vi kan ikke regulere os til økonomisk styrke.
Vi skal have færre byrder og mindre bøvl og bureaukrati.
Til gengæld skal vi have større tillid til de mennesker, der tager initiativ, investerer og skaber arbejdspladser.
Og så skal vi give vores iværksættere langt bedre muligheder for at lykkes. Vi skal reformere børs- og kapitalmarkederne, så det bliver lettere at skaffe risikovillig kapital.
For Danmark har masser af dygtige iværksættere med gode idéer og store ambitioner. Vi skal give dem mulighed for at vokse sig store herhjemme. I stedet for at de søger til udlandet.
For når virksomhederne lykkes, er det ikke bare en drøm, der går i opfyldelse for den enkelte iværksætter og virksomhedsejer. Det er med til at gøre Danmark rigere og skabe den velstand, der kommer os alle til gode.
Derfor er mit budskab helt enkelt:
Vi skal hylde virkelysten. Ikke spænde ben for den!
• • •
Men virksomhederne skaber ikke velstanden alene. Den skabes også af alle de danskere, der hver dag står op og går på arbejde. Som gør sig umage, bruger deres evner og bidrager til vores fælles samfund. Både i virksomhederne og i vores velfærdssamfund.
Uden deres indsats ville vi ikke have den stærke økonomi, vi har i dag.
Og at være en del af det arbejdende fællesskab er samtidig en gave. Fra den unge, der får sit første fritidsjob, til senioren, der vælger at fortsætte arbejdslivet lidt længere.
Noget af det bedste, vi kan give vores børn med i livet, er oplevelsen af, at mor og far står op og går på arbejde. At arbejde handler om mere end lønnen. Det handler også om at bidrage, tage ansvar og være en del af et fællesskab.
Men selvfølgelig skal det også kunne betale sig. Skatten på arbejde er hjerteblod for os i Venstre. Der skal være en mærkbar gevinst ved at tage en ekstra vagt, gå op i tid eller tage et job frem for at være på passiv forsørgelse.
Og så er vi nødt til at tale om den skatteaftale, regeringen netop har indgået med Dansk Folkeparti.
Tjener du under 58.000 kroner om måneden, er der ingen skattelettelser, når du går på arbejde. Tværtimod stiger din skat, når regeringen snart kommer med sin snigerskat og fastfryser fradrag og beløbsgrænser.
Lad mig sige det klart: I Venstre kommer vi ikke til at støtte Lars Løkkes snigerskat!
Vi burde gøre det mere attraktivt at arbejde. Ikke mindre.
Det var også derfor, at vi sammen med Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne gik til forhandlingerne med et ønske om at øge ambitionsniveauet og lette skatten i bunden. For det er trist, at sygeplejersken, lagermedarbejderen, politibetjenten og frisøren ikke får lettet skatten. Det havde de ellers fortjent!
Vi vil gerne sænke selskabsskatten og lette skatten på de høje indkomster. Selvfølgelig vil vi det. Også selvom vi mener, at der er for lidt skattereform og for meget skatteomlægning over regeringens tilgang. For regeringen lader nemlig virksomhederne og danskerne selv finansiere en stor del af lettelserne.
Men vores krav om også at lette skatten på almindelige arbejdsindkomster var for meget til, at regeringen ville gå i realitetsforhandlinger med os og lave en aftale med os.
Det skuffer mig. Især når dansk økonomi klarer sig så godt.
For når dansk økonomi står stærkt, skal vi også have ambitioner om, at det kommer danskerne til gode.
At de kan beholde flere af de penge, de tjener. Og at vi bliver ved med at udvikle og investere i vores fælles velfærd.
Et stærkt erhvervsliv med arbejdende danskere er forudsætningen for, at vi har råd til vores velfærdssamfund. Men vi skal huske, at sammenhængen også går den anden vej.
Gode daginstitutioner giver vi vores børn en god start på livet. Og gør det muligt for mor og far at passe deres arbejde.
En god folkeskole giver børnene viden og kundskaber. Og mulighed for at lykkes i livet.
Et sundhedsvæsen, der hjælper os, når vi bliver syge, giver os tryghed. Og hjælper mennesker tilbage til hverdagen og arbejdslivet.
Det er godt for hver enkelt af os. Og godt for vores fælles velstand.
Derfor skal vi fortsat investere i velfærden.
Ikke bare fordi vi har råd, men fordi det er vigtigt, at flere mennesker får muligheder for at leve det liv, de gerne vil. Børn skal ikke være begrænset af det hjem, de kommer fra. Og man skal ikke miste sin mulighed for at forme sin hverdag, fordi man bliver syg eller får brug for hjælp.
Men flere penge gør det ikke alene. Det afgørende er, om børnene lærer det, de skal. Om patienterne får behandling i tide. Og om ældre får en tryg og værdig hverdag.
I Venstre sætter vi det enkelte menneske i centrum. Og det gør en forskel, om vi ser velfærd som systemer, der skal administreres, eller som hjælp og muligheder for mennesker.
Systemerne er til for borgerne – ikke omvendt. Beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt. Lærere, pædagoger og sundhedspersonale skal have frihed og tillid til at bruge deres faglighed. Og der skal være plads til lokale løsninger i stedet for, at vi bestemmer det hele fra Christiansborg.
Den tillid gælder også borgerne. Det er derfor, forældre har mulighed for at vælge en fri skole til deres børn. At patienter har rettigheder og mulighed for behandling et andet sted, hvis det ventelisterne er for lange. Og mennesker skal kunne præge deres eget liv, selv når de har brug for hjælp fra fællesskabet.
Det er sådan, vi i Venstre forstår liberal velfærd.
Vi skal investere i den.
Vi skal stille krav til, at den fungerer, bruger ressourcerne fornuftigt og løser sine kerneopgaver.
Og vi skal turde give mere frihed og ansvar til dem, der arbejder i velfærden. Lade flere beslutninger blive truffet lokalt. Og sikre, at det enkelte menneske har frihed til at vælge og indflydelse på sit eget liv.
• • •
Kære landsmøde.
Jeg begyndte med at sige, hvor dejligt det er at stå her og se ud over salen. Og hvor meget vores fællesskab betyder. Også når tiderne ikke er de nemmeste.
For jeg synes faktisk, at der er grund til optimisme.
Vi har i Venstre en grundlæggende tro på mennesker.
På deres virkelyst og evne til at tage ansvar. Og på, at frihed og tillid giver mennesker de bedste muligheder for at lykkes.
Og når jeg ser ud over salen her i dag, så ser jeg netop en masse mennesker, der tager ansvar.
I jeres lokale Venstre-foreninger. I kommunalbestyrelserne og regionsrådene. Men jeg ved også, at mange af jer engagerer jer i alt muligt andet.
I idrætsforeningen. I borgerforeningen. I skolebestyrelsen. Og i alle de andre frivillige, forpligtende fællesskaber, hvor I bruger jeres tid og kræfter på at gøre en forskel.
Det er jo også sådan, vi gennem generationer har været med til at skabe og udvikle det vores stærke danske samfund.
Ikke bare gennem politiske beslutninger. Men gennem mennesker, der tager initiativ, engagerer sig og tager ansvar. Både for sig selv og for fællesskabet.
Selvfølgelig er det ikke alt, der er nemt. Hverken i verden omkring os, i dansk politik eller i Venstre. Der venter os store opgaver og svære beslutninger.
Men når jeg står her i dag, er det først og fremmest optimismen, der fylder.
Fordi vi er så mange, der gerne vil gøre en forskel. Fordi vi har noget vigtigt, vi er fælles om. Og fordi vi har hinanden at løfte opgaverne sammen med.
Så jeg vil gerne slutte med at sige jer en stor tak.
Tak for det arbejde, I gør for Venstre. Men også for alt det, I gør i de fællesskaber, I er en del af.
Det gør en forskel. For Venstre. Og for Danmark.
Tak!
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.