Phillip Kjær Luscombe
Folketingskandidat
Overalt i Venstre oplever jeg, at en ny generation står på spring. Med os tager vi det liberale fundament og de borgerlige værdier, men vi ser også en fremtid, der kalder på nye løsninger.
Jeg er 30 år gammel og har de seneste fem år været ansat i Rasmussen Global, hvor jeg arbejder tæt sammen med forhenværende statsminister, NATO-generalsekretær og formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen.
I Rasmussen Global er jeg direktør på forsvarsområdet, hvor jeg rådgiver bredt med det formål at bygge bro mellem forsvar i ind- og udland og den private industri.
Venstre er partiet, der evner både det lokale og det globale, og altid med mennesket i centrum.
Venstre er mit parti, fordi jeg tror på personlig frihed. Samtidig tror jeg på, at liberale løsninger er nødvendige for at sikre fundamentet for vores velfærdssamfund.
Mit hjerte banker for Sønderjylland, og jeg ser et kæmpe potentiale for udvikling i landsdelen, hvor vi via nytænkning kan skabe flere job.
Sønderjylland har et årelangt ønske om øget bosætning, så vi også fortsat har råd til velfærd. Jeg foreslår, at Folketinget ser på en lempelse af udstykningsreglerne, så det bliver lettere at bygge attraktive boliger.
Mine lokale og regionale mærkesager handler om at skabe attraktive uddannelser, arbejdspladser og boliger. Målet er at holde på de unge eller skabe de rette forudsætninger for, at de vender hjem igen efter studietiden i storbyen.
Mine mærkesager
- Flere sønderjyske job i forsvarssektoren.
Sønderjylland har både forsvar, industri og forskning. Det giver kæmpe muligheder. Styrker vi samarbejdet mellem områderne og internt i landsdelen, kan Sønderjylland blive Danmarks knudepunkt for forsvar og industri. - Flere videregående uddannelser.
Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Tønder kommuner skal have flere videregående uddannelsespladser. Jeg foreslår konkret en tandlægeuddannelse samt nye cyberfag på SDU. Også omsorgsuddannelserne kan udbygges. - Broforbindelse til Fyn.
Det er meget simpelt. Vi skal have den bro. I kampen for øget vækst i Sønderborg og landsdelen vil jeg give ny næring til debatten om en broforbindelse mellem Als og Fyn. Det vil gavne både industri, turisme og borgernes adgang til behandling i sundhedssektoren. - Forebyggende klimaindsats og grønne arbejdspladser.
Vi skal forebygge fremfor at reparere. Staten vil afsætte 14,9 mia. kr. til kystsikring i Danmark. de penge skal Sønderjylland have del i. Vi skal sikre Rømø, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg, hvor stormfloder koster dyrt for borgere, erhverv og kommunekassen. - Grønne arbejdspladser.
Vi skal udnytte landsdelens styrkeposition inden for eksempelvis energieffektive løsninger til at skabe grønne industriarbejdspladser. - Fødevareforsyningssikkerhed.
Vi skal se landbruget i et nyt lys. Som en del af beredskabet skal vi anerkende landbruget som en vigtig del af vores fødevare- og forsyningssikkerhed. Vi skal udvikle landbruget - ikke afvikle det.

Pressebillede i høj opløsning:
Hent her