Marie Brixtofte
Folketingskandidat
Kommunalbestyrelsesmedlem, Gruppeformand
Jeg er stolt af vores samfund. Danmark er trygt og tillidsfuldt. Som liberal får man hurtigt skudsmålet, at man vil ændre alting. Det vil jeg ikke. Min mission som politiker er at sætte mennesker fri. Det er os danskere, der har skabt et samfund og et system, vi kan være stolte af. Ikke omvendt.
En stemme på mig betyder større frihed til den pædagogiske faglighed. Skoler skal selv kunne tilrettelægge mødetider og skærmpolitik. Et forenklet skattesystem skal lade dig beholde flere af dine egne penge og mere af din retssikkerhed. Forældregrupper skal have klare retningslinjer og opbakning, hvis de vil sætte prop i ungdomsdrukken, før det er for sent. Kommunerne skal have bedre muligheder for at tiltrække unge til plejehjem i spire- og fritidsjob. Når vores børn skal i vuggestue og børnehave skal de mødes af flere voksne og større nærvær.
Danmarks værdi sidder i vores hænder, hjerter og hjerner. Ikke i forvaltningsregler og kvotesystemer. Som psykolog og økonom ved jeg, at energien er derude, hvis systemet giver os lov. Som politiker vil jeg slippe den løs.

Pressebillede i høj opløsning:
Hent her