Marie Bjerre

Europaminister

Folketingskandidat, Hovedbestyrelsesmedlem, Folketingsmedlem, Minister, Forhenværende minister

Jeg er i politik, fordi jeg vil bidrage til at skabe mere optimisme, skabertrang og tro på mennesker.

Jeg hedder Marie Bjerre, jeg er europaminister, og Nordjylland er mit hjem.

I en verden i opbrud er det vigtigere end nogensinde, at vi rykker tættere sammen i Europa og bruger de styrker, vi har. Jeg brænder for at bidrage til et samfund med mere optimisme, skabertrang og tro på mennesker. Det kræver et stærkt værdikompas, sund fornuft og udsyn.

For mig er livskvalitet mange ting, men først og fremmest gælder det om at se mulighederne, tage ansvar og være noget for andre. Siden 2019 har Nordjylland vist mig den tillid at vælge mig til folketinget. Det er en stor ære, og jeg gør mig umage. Det har jeg gjort som digitaliserings- og ligestillingsminister og senest som europaminister med ansvar for Danmarks EU-formandskab.

Inden jeg blev valgt til folketinget, var jeg advokat, jeg har ni års erhvervserfaring og en masteruddannelse fra USA. Og så er jeg familiemenneske. Sammen med min mand Jan, der er officer i forsvaret, bor vi i Aalborg med vores to døtre på 5 og 7 år.

 

Mine mærkesager
  1. Et velfærdssamfund hvor vi gør os umage
    Jeg har en grundlæggende tro på, at vi hver især er bedst til at træffe beslutninger for vores liv, og vi selv er de bedste til at løse vores egne udfordringer. Derfor skal vi skabe et samfund med frihed til forskellighed og ansvar til det enkelte menneske. Dermed er der også ressourcer til at tage sig af dem, der har brug for hjælp. Det kræver, at vi gør os umage, viser tillid til hinanden og giver friere rammer til alle de dygtige medarbejdere i den offentlige sektor.
  2. Bedre vilkår for vores erhvervsliv. Jeg har som europaminister bekæmpet regler og bureaukrati for vores erhvervsliv. Det stod øverst på min dagsorden under EU-formandskabet, og det gør det stadig. For vi er slet ikke færdige. Det er tværtimod en kulturkamp, som hele tiden skal kæmpes. Den kamp står jeg for.
  3. En stram udlændingepolitik. Vores samfund hænger sammen, fordi vi grundlæggende deler de samme demokratiske værdier. International arbejdskraft er godt, men Danmark har modtaget for mange udlændinge og flygtninge, der ikke deler vores værdier. Det underminerer det Danmark, vi kender og holder af. Derfor skal asylansøgere behandles i tredjelande, og kriminelle udlændinge skal sendes ud.
  4. Et stærkt og uafhængigt Europa. Vores europæiske sammenhold og styrke er svaret på opbruddet i den internationale orden. Vi ser et tiltagende aggressivt Rusland og et USA, der nu udnytter vores afhængighed til egen vinding. Jeg har som europaminister kæmpet for et stærkere EU og et Europa, der begynder at agere som den stormagt, vi i mine øjne er. På en lang række områder når USA ikke Europa til sokkeholderne. Derfor skal vi fortsætte arbejdet mod at blive uafhængige og opruste økonomisk, teknologisk og militært.
  5. Fokus på Nordjylland. Nordjylland er et fantastisk sted at bo, leve og vokse op. Det skal vi værne om. Jeg arbejder for et bedre transmissionsnet til elektricitet i Nordjylland, så vores virksomheder får den el, de har brug for. Jeg kæmper for flere kulturmidler til det nordjyske, og så skal vores universitet prioriteres på Christiansborg. Det er nogle af de opgaver, som ligger først for i den kommende folketingsperiode.

Storkreds:

Nordjylland

Telefon:

61623260

Kreds:

Himmerland

Følg Marie Bjerre

Pressebillede i høj opløsning:

Hent her