1993: Venstre styrkes


I januar 1993 havde skiftende borgerlige regeringer med Poul Schlüter (K) i spidsen siddet i 10½ år. Den 15. januar 1993 blev Tamil-rapporten offentliggjort. Rapporten var en udløber af en årelang rigsretssag, hvor den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen stod anklaget for administrativt at have forhindret familiesammenføringer til trods for tamilske flygtninges retskrav.
På baggrund af rapportens kritik mente Poul Schlüter ikke, at regeringen burde fortsætte. Venstre - med formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i spidsen - ønskede nyvalg, men den konservative statsminister valgte at træde tilbage uden udskrivelse af valg og give plads for en dronningerunde.

KV-regeringen sad i 12 dage som forretningsministerium, indtil Socialdemokratiets leder, Poul Nyrup Rasmussen, den 27. januar 1993 kunne præsentere en ny SR-regering bestående af Socialdemokratiet og De Radikale og med venstre-fløjen som det parlamentariske grundlag.

Tamil-sagen efterlod ikke Venstre med større skrammer, og fra valget i 1990 til valget i 1998 gik partiet frem fra 29 til 42 mandater. Også ved Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 1994 gik Venstre frem fra tre til fire mandater.