Voldelige hooligans skal ikke ødelægge fodboldfesten for alle andre

Af Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter, og Preben Bang Henriksen, retsordfører
12. september 2025 kl. 10:58
Det skal være trygt og hyggeligt at gå til fodboldkampe for børn, familier og fans i alle aldre. Det er uacceptabelt, når hooligans ødelægger oplevelsen for alle andre med vold og utryghed. Derfor sætter vi nu hårdere ind over for voldelige hooligans.
Det skal være en tryg og god oplevelse at gå til fodboldkamp.
Desværre ødelægger en hård kerne af voldelige hooligans alt for ofte oplevelsen for alle andre. Det er fuldstændigt uacceptabelt, når hooligans skaber utryghed og begår vold og hærværk. Vi ser igen og igen, at der opstår voldsomme slåskampe og butikker eller toge hærges i forbindelse med fodboldkampe, og samtidig vi må konstatere, at der er et væsentligt sammenfald mellem bandegrupperinger og de voldelige hooligans. Vi kan ikke acceptere situationen, som den er nu. Bøllerne skal mødes med hårde konsekvenser.
Derfor vil regeringen nu stramme skruen over for voldelige hooligans. Flere af dem, der ødelægger festen, skal have karantæne. Konkret foreslår vi blandt andet:
- Det skal være lettere for politiet at tildele generel karantæne.
- Der skal laves zoner på 5 km fra stadion i tidsrummet omkring specifikke kampe, hvor karantæneramte ikke må deltage i aktiviteter med øvrige fans, der involverer kampen. Det kan fx være storskærmsvisning af kampen eller arrangementer på sportsværtshuse.
- Politiet skal have mulighed for at bortvise personer, der udviser utryghedsskabende adfærd fra alle kampe – ikke blot i forbindelse med højrisikokampe, som det er i dag.
- Dømmes man for bandekriminalitet eller grov vold skal man automatisk meddeles karantæne i henholdsvis otte og to år.
- Det skal som udgangspunkt være forbudt at besidde pyroteknik, og politiet skal kunne lave visitationszoner i forbindelse med højrisikokampe.
På stadion skal der være plads til alle fans. Og derfor skal vi sikre, at der ikke er plads til hooligans. Med de nye initiativer tager vi endnu skridt henimod at sikre, at det altid er en tryg oplevelse at støtte op om sit hold.
Vi skal skabe en fodboldkultur, hvor vores fans kun behøver at bekymre sig om et nederlag på banen. Ikke vold på lægterne.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.