Venstre vil sikre milliardløft til politiet

Af Troels Lund Poulsen, Venstres formand og Preben Bang Henriksen, retsordfører
21. august 2025 kl. 17:36
Danmark er generelt et trygt og godt land at leve i. Men både herhjemme og ude i verden ændrer kriminalitetsbilledet sig hurtigt.
Antallet af danskere, der bliver udsat for digital svindel og bliver franarret opsparingen af ondsindede personer på internettet, er i hastig vækst. Samtidig ser vi, at den organiserede kriminalitet bliver stadig mere kynisk og grov, hvilket dokumentaren ”Den Sorte Svane” også beviste med al tydelighed.
Danskernes tryghed og sikkerhed er Venstres førsteprioritet, og i den kommende politiske sæson vil vi sætte et skarpt fokus på politiet og retssikkerheden.
Der er ingen tvivl om, at Venstre vil styrke vores politi. Ser man rundt i Europa, har det danske politi også færre ressourcer end i lande, som vi normalt sammenligner os med.
Det er snart fem år siden, at det seneste politiforlig blev indgået. Meget er sket siden. Den sikkerhedspolitiske situation stiller nye krav til politiet, og digitaliseringen skaber helt nye udfordringer.
Derfor mener vi, at tiden er kommet til, at politiet skal have et markant økonomisk løft i milliardklassen over de kommende år. Derfor bliver det en klar prioritet for Venstre i den kommende politireform, at politiet skal være rustet til fremtiden.
Det bliver dyrt, men vi er klar til at investere det, der skal til.
Vi mener, at:
- Politibetjentene skal have flere kollegaer
- Politiet skal have bedre udstyr
- Politibetjentene skal uddannes bedre til at håndtere ny og kompleks kriminalitet
- Der skal sikres kortere ventetider hos Politiet
I foråret vedtog Folketinget en strafreform, der hæver straffene for grov og personfarlig kriminalitet. Den strafreform var en klar Venstreprioritet, som vi kunne vedtage, fordi vi samtidig fandt penge til massive investeringer i Kriminalforsorgen.
Nu skal vi gøre det samme for politiet, og vi skal også sikre, at ventetiderne ved domstole og sagsbunkerne hos politiet ikke svækker borgernes retsfølelse.
Vi kan ikke tage danskernes tryghed for givet. Vi skal sikre, at politiet også i fremtiden kan være borgernes garant og værn, når det gælder. Det er vi klar til at tage ansvar for.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.