Udlændinge

Ukrainske flygtninge skal mødes af fællesskabet og civilsamfundet – ikke System-Danmark

Af Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede og indfødsretsordfører Morten Dahlin

8. april 2022 kl. 22:28

Vi ser i øjeblikket, at vores bureaukratiske velfærdssystem gør mere skade end gavn. Lige nu venter flere tusinde ukrainske flygtninge på at få en opholdstilladelse efter særloven, og vi har over 35.000 ukrainske flygtninge i Danmark.

Venstre vil indføre en fast-track ordning, så ukrainere, der allerede har et job på hånden, f.eks. via netværk eller familiemedlemmer, hurtigt kan komme ud i kommunen og komme i gang med at arbejde. 

Vi mener, at vi bør give kommunerne større ansvar og fleksibilitet, så de ukrainske flygtninge ikke bliver mødt af System-Danmarks lange sagsbehandlingstider. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at flygtninge skal rejse på tværs af Danmark, bare fordi regeringen ingen tillid har til vores kommuner. Kommunerne er i stand til at lave fingeraftryk og ansigtsfoto til opholdstilladelserne. Det skal bare sættes i gang. 

Men den socialdemokratiske regering gør ventetiden for en opholdstilladelse unødvendigt lang. Det skyldes i høj grad, at regeringen fastholder, at det er Udlændingestyrelsen, der foretager sagsbehandlingen. Disse fem centre ligger i landets fire store byer, samt i Næstved, hvilket i praksis betyder, at en ukrainsk flygtning, der er ankommet til Holstebro, risikerer at skulle tage til Næstved for at få sin sag behandlet. Det giver ingen mening.

Efter påske estimerer udlændinge- og integrationsministeren, at der vil være omkring 40.000 ukrainske flygtninge i Danmark. Men i øjeblikket er der kun 2600, der har fået en opholdstilladelse. Det går for langsomt, og vi har behov for, at sagsbehandlingen går markant hurtigere, så ukrainerne kan få adgang til det danske arbejdsmarked og få etableret en hverdag. 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste