Udenrigspolitik

Ny udviklingspolitisk strategi skal fremme danske interesser

Af Christian Friis Bach, udenrigs- og udviklingsordfører samt formand for Det Udenrigspolitiske Nævn

20. juni 2025 kl. 14:27

I dag har regeringen sammen med Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet præsenteret en ny udviklingspolitisk strategi. Strategien viser vejen til, hvordan Danmark kan tage ansvar på en ansvarlig og økonomisk klog måde i en tid, hvor verden er præget af kriser, konflikter og stigende uforudsigelighed.

Det er i Danmarks egen interesse at engagere sig internationalt. Når vi bidrager til stabile samfund med vækst, uddannelse og sundhed forebygger vi de konflikter og den ustabilitet, som ellers kan ramme Europa og Danmark.

Udgangspunktet er fortsat at bruge 0,7% af BNI på udviklingsbistanden og på den måde leve op til FN’s målsætning. Og de midler skal bruges klogt. Derfor vil vi gøre meget mere for at inddrage det private erhvervsliv, fonde og civilsamfundet. Danske virksomheder og investorer kan bidrage med både kapital, viden og arbejdspladser, som skaber reel udvikling. Udviklingssamarbejde og økonomisk diplomati skal gå hånd i hånd.

I en tid hvor civile- og politiske rettigheder er under pres i store dele af verden vil Danmark med afsæt i en menneskerettighedsbaseret tilgang støtte et stærkt civilsamfund og retten til at alle kan ytre sig, tænke, tro og forsamles frit. Der vil være utvetydig støtte til religions- og trosfrihed og et særligt fokus på indsatser for forfulgte kristne.

I den udviklingspolitiske strategi prioriteres også sundhed og uddannelse. Når flere unge i udviklingslandene får en uddannelse og adgang til ordentlig sundhedspleje, får de bedre muligheder lokalt. Det mindsker migrationspresset mod Europa og giver flere mennesker gode liv i deres nærområder.

Danmark er et lille land, men sammen med EU står vi stærkt. Derfor vil vi styrke EU’s rolle i udviklingsarbejdet. EU’s vægt og troværdighed gør os til en attraktiv partner for mange udviklingslande, og på den måde kan vi sikre stabile partnerskaber og skabe fælles løsninger på globale udfordringer.

Vores udviklingsbistand er en geopolitisk investering i dansk sikkerhed, økonomi og internationale indflydelse.

Den nye udviklingspolitiske strategi er et godt eksempel på, hvordan Venstre tager ansvar og skubber Danmark i en retning, hvor vi både løser internationale udfordringer og varetager danske interesser samtidigt.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld