Udenrigspolitik

Ny strategi skal ruste Danmark til en mere usikker verden

Af Mads Fuglede og Michael Aastrup Jensen

17. maj 2023 kl. 15:58

Da Rusland indledte sin ulovlige og uprovokerede angrebskrig mod Ukraine den 24. februar 2022, ændrede den udenrigs- og sikkerhedspolitiske virkelighed sig. Europa oplever nu krigens gru indenfor sine egne grænser. Og i andre dele af verden svinger pendulet også. Verden er med andre ord blevet et mere utrygt sted. Og det er vi nødt til at forholde os til.

Regeringen præsenterede i går sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der udstikker de overordnede pejlemærker for, hvordan Danmark skal forholde sig i en verden, der er ændret. For den nye geopolitiske virkelighed kræver, at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik følger med udviklingen.

Vi er nødt til at forholde os aktivt til verden som den er. Med alle de farer og luner, som lige nu truer ikke kun truer Danmark, men hele Vesten.   

Helt konkret skal vi fortsætte vores vigtige og omfattende støtte til Ukraines forsvar og samtidig styrke vores støtte markant til de lande, som er særligt udsatte for russisk aggression. Det er en kamp for hele Europas frihed.

Så skal vi styrke dansk forsvar og sikkerhed og bidrage meget mere til NATO’s missioner. Blandt andet ved at fremrykke investeringer i vores  forsvar, så vi bruger minimum 2 pct. af BNP på forsvaret i 2030. For der er ingen tvivl om, at NATO er og bliver en helt uomgængelig hjørnestenen i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Og det skal det også være i fremtiden.

Derudover skal vi også styrke vores tilstedeværelse i Arktis markant, så vi kan modgå de trusler som især Rusland og Kina udgør i regionen. Og så skal vi understøtte og samarbejde med danske virksomheder, så de føler sig klar til at bevæge sig i den nye geopolitiske kontekst.

Grundlæggende den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi trist læsning. For den er en erkendelse af, at vi ikke længere kan være så sikker på, at verden bliver et bedre sted for fremtidige generationer. Men vi kan heller ikke være bekendt bare at sætte os på hænderne, og håbe på, at det bare går over. For det gør det ikke, uden at vi selv bidrager aktivt.

Derfor er det vigtigt vi handler nu, og sikrer, at Danmark kan gå trygt ind i fremtiden i en forandret verden.

Forsvarsordfører

Michael Aastrup Jensen

Udenrigsordfører og udviklingsordfører

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste