Taler

Jakob Ellemann-Jensens tale ved det ekstraordinære landsmøde i 2021

Jakob Ellemann-Jensens tale ved det ekstraordinære landsmøde i 2021.

24. januar 2021 kl. 10:14

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen holdt søndag den 24. januar 2021 tale ved Venstres ekstraordinære landsmøde, som blev afviklet digitale. Du kan læse eller se den her.

Det talte ord gælder

Velkommen til Venstres ekstraordinære landsmøde.

For snart halvandet år siden blev jeg valgt som Venstres formand. Den gang var det med en fyldt sal, kaffe på bordene og omkranset af gode Venstrefolk.

Det må vi desværre undvære i dag. Men jeg er glad for, at der trods den tomme sal også er masser af gode Venstre-folk, mange måske med formiddagskaffe i kruset foran jer, som ser med på skærmen hjemmefra.

Dagsordenen for landsmødet er den, som I nok alle kender: Vi skal vælge en ny næstformand.

Normalt når vi holder landsmøde, så ledes forhandlingerne af et dirigentkollegium. Men på grund af omstændighederne med corona-restriktioner har Venstres Hovedbestyrelse denne gang valgt én dirigent. Det er tidligere borgmester i Aarhus, Louise Gade.

Da Louise allerede er valgt, sidder hun derfor allerede på dirigentpladsen.

Tak, Louise, for at du endnu en gang vil påtage dig denne opgave.

I dag er en vigtig dag for vores parti, som står midt i en vanskelig tid.

Det vil jeg gerne sige noget om, inden vi fortsætter med programmet. For Venstre står i en alvorlig situation, og I skal vide, hvorfor vi er endt her.

Det starter med, at vi spoler tiden godt halvandet år tilbage.

Da jeg blev valgt som formand for Venstre, skete det efter et hårdt og langvarigt opgør mellem formand og næstformand. Et opgør som havde martret Venstre. Et opgør som førte til en evig intern kamp.

Hvor vi nok var i regering, men samtidig fungerede dårligt som parti. Hvor ideer og politikudvikling for ofte blev kvalt i mistillid, personopgør og personlige ambitioner. Det gik ikke i længden, og efter valget røg proppen af. 

Det var derfor heller ikke nøje planlagt igennem en årrække, at jeg skulle stille op til formandsposten. Det skete ganske hurtigt, og det stod ikke i en karriereplan. Men det var sådan, det blev, da jeg fulgte opfordringerne til at stille op som formand.

Det har jeg aldrig nogensinde fortrudt.

Jeg kan tydeligt huske, at da konfettien regnede ned fra loftet ved landsmødet i 2019, da hviskede min mor til mig; husk at nyde det. For det bliver hårdt arbejde herfra. 

Hun er en klog dame, min mor. Og hvor havde hun dog ret. For politik ER hårdt. Og det kan være enormt frustrerende. For det er ikke uden kamp og uden modgang.

Sådan må det være, når man kæmper for det, man tror på.

Når jeg valgte at stille op som formand for Venstre, så var det for at tage ansvar for vores parti.

Venstre er som et familiemedlem for mig. Det har præget både min opdragelse og min opvækst, og det har givet mig nogle af mine mest rodfæstede værdier.

Frihed

Ansvar

Foretagsomhed

Internationalt udsyn

Ordentlighed

Det er det Venstre, som jeg er rundet af, og som jeg holder så uendelig meget af. 

Vi er det parti, der altid kaster et kærligt, men kritisk blik på det danske samfund for at udvikle det. For at forandre og forbedre det. For at se ud og for at se frem.

Så flest mulige danskere har flest mulige valg. Uanset hvem du er, og uanset hvor i Danmark du er fra.

Om du er fra Jylland eller København. Om du går med slips, kittel eller sikkerhedssko til daglig.

Alle danskere skal have frihed til at udleve deres drømme, hvis blot man er villig til at smøge ærmerne op. 

Det er dig, der skal definere dine drømme. Ikke alle mulige andre.

Det var og er min vision som Venstres formand.

For når jeg overhovedet valgte at gå ind i politik, så er det fordi, jeg ønsker at tage ansvar for et godt, trygt Danmark, hvor der er endnu flere muligheder for mine børns generation, end dem min egen generation har haft.

Som tidligere fredsbevarende soldat, følte jeg mig egentligt godt rustet til opgaven.

Jeg er klart liberal, men jeg er også pragmatisk indstillet.

Jeg tror helt ind til benet på, at man skal behandle andre ordentligt.

Jeg tror på, at vi kan tale os til enighed om det meste, hvis begge parter ellers er villige til at række hånden frem.

Det viser min erfaring fra både forsvaret og fra det private erhvervsliv, hvor jeg som jurist gennem mange år levede af først og fremmest at undgå, men også at håndtere uenigheder mellem virksomheder.

Min erfaring er dog også, at når ledelsen skiftes ud, så hænger virksomhedskulturen ofte ved.

Man skal derfor være klar til det lange seje træk for at lykkes, når man sætter sig nye mål.   

Her halvandet år senere må jeg nøgternt konstatere, at Venstre har langt igen, før vi er i mål.

Vores tidligere formand har forladt vores fællesskab. Ikke fordi han er uenig i politikken, men fordi han har et ønske om at gå sin helt egen vej.

Venstres næstformand er trådt tilbage. Ikke på grund af uenighed om politikken, men på min opfordring fordi vi må være helt ærlige og sige, at vores makkerskab kørte skævt.

Det gjorde det desværre gennem en længere periode.

Jeg forsøgte at rette op på det, men i sidste ende tog jeg også konsekvensen belært af tidligere tiders opslidende stridigheder mellem formand og næstformand.

At det kom hertil, kan man bebrejde os begge. Og det må være op til den enkelte at afgøre, hvem der bærer ansvaret for den mistillid, der til sidst gjorde vores samarbejde umuligt.

Men det fungerede ikke – samarbejdet.

Og når vi tilmed arvede de skavanker omkring næstformandsposten, som har skabt uro gennem mange år, så blev det til sidst uholdbart.

Selvom jeg blev valgt af Venstres landsmøde med et klart mandat om, at formandskabets tid nu var endegyldigt forbi. Så var det samtidig tydeligt, at hverken omverdenen eller alle dele af vores parti havde lagt fortiden bag sig og erkendt den nye virkelighed.

Hvis Venstre derfor skal have en stabil og tillidsfuld ledelse - både nu og når jeg engang ikke længere skal være formand, så er det min klare overbevisning, at vi må gentænke næstformandens rolle.

Så den bliver mere, som man ser det i andre partier. Så den bliver, som den tidligere var i Venstre.

Næstformanden skal være formandens tætte sparringspartner. Det er en vigtig organisatorisk rolle, hvor man især har en tæt kontakt til vores mange lokale ildsjæle på tværs af landet og af vores organisation.

Det skal ikke være en rolle, hvor man lægger Venstres politiske linje i offentligheden. Det gør formanden i samarbejde med Venstres folketingsgruppe og øvrige folkevalgte og med masser af input fra Venstres medlemmer.

I dag skal vi så vælge en ny næstformand.

Det sker på en kedelig baggrund, men det glæder mig meget, at Stephanie Lose har valgt at stille op. Både fordi jeg kender Stephanie som en ordentlig, hårdtarbejdende og dygtig regionsrådsformand, der er troværdig og dybt respekteret for sin indsats på tværs af hele vores organisation.

Men også fordi Stephanie ikke har sin hverdag på Christiansborg. Hendes rødder er derimod i det kommunale og regionale Danmark. Det tror jeg vil være en stor styrke for Venstre, og en gevinst for vores samarbejde i Venstres ledelse.

Tak Stephanie, fordi du stiller op og vil tage ansvar for vores parti. Jeg glæder mig til at samarbejde med dig.

Jeg ved, at vi ser ens på rollen som næstformand, for vi har talt en hel del om det på det seneste, og jeg er sikker på, at vi får et tæt og fortroligt samarbejde til gavn for Venstre. 

Vi har en stor opgave foran os i Venstre. Vi er udfordret, og vi har langt igen. Men jeg er sikker på, at vi kommer tilbage.

Hvis vi vil det. Hvis vi giver hinanden ro. Hvis vi behandler hinanden ordentligt og vi sætter vores parti først.

Det er derfor mit håb, at landsmødet i dag kan være en ny start for Venstre. Hvor vi lærer af fortiden, men insisterer på at se fremad.

Velkommen til – og så vil jeg gerne give ordet til Louise Gade.

Jakob Ellemann-Jensens tale efter Inger Støjberg og Stephanie Lose

Med valget af Stephanie i dag er det min ambition, at vi runder et hjørne, hvor vi kan begynde at tale om politik, frem for personer og egne uenigheder.

Det har vi brug for i Venstre.

Men det har Danmark også brug for.

For Danmark har brug for en opposition. En stærk, saglig og ordentlig opposition, som viser et klart alternativ.

Danskerne skal have et bedre valg end valget mellem Socialdemokratiet og yderfløjene. De skal vide, at der er en anden og mere ansvarlig vej.

Derfor er der brug for Venstre som en klar borgerlig-liberal opposition til regeringen.

Jeg er oprigtigt bekymret for, at vores land bevæger sig i den forkerte retning. Jeg er bekymret for, hvad et mange år med Socialdemokratiet ved magten vil kunne gøre ved Danmark.

Når jeg ser på Danmark, så ser jeg et fantastisk land. Men også et land, der risikerer at spilde sin chance. Et land som går i retning af mindre tillid til det enkelte menneske, og som gradvist lukker sig om sig selv.

Der er alt for mange partier i Folketinget, der tager for givet, at velstand kommer af sig selv. At man kan bruge løs uden tanke for i morgen.

Og vi ser, at de nemme og forsimplede løsninger ofte får den største opmærksomhed i et moderne demokrati, der nogle gange handler mere om likes end om samtale.

Det, frygter jeg, kommer til at koste os dyrt.

Lige nu bekæmper vi en global pandemi. Men om lidt bliver det forhåbentlig anderledes. Vi kan skimte et lys for enden af tunnelen. Vaccinerne er ved at blive udrullet, og hvis vi alle kan holde fast de næste måneder, så kan vi komme igennem det.

Det bør samtidig stå klart for enhver, at der venter et kæmpe arbejde på den anden side af vaccinerne.

Der kommer en regning. Både for virksomhederne og den offentlige økonomi. Men også i lidt bredere forstand for de mange, der har lidt under krisen.  

Dem, der har mistet deres arbejde eller livsværk.

Dem, der har oplevet udskudte operationer, forsinkede udredninger og manglende undervisning.

Dem, der har taget overarbejde og kæmpet i frontlinjen for at holde hjulene i gang i et udfordret Danmark.

Alle de mange, som har været ramt af stress, ensomhed og tab.

Der bliver meget, vi skal rette op på, når den akutte sundhedskrise er overstået.

Hvis Danmark skal have en chance for at lykkes med alt det, så skal vi tilbage til den bomstærke økonomi, som den nuværende regering overtog. Den økonomi har gjort det muligt at holde en hånd under Danmark midt i krisen.

Vi skal have gang i væksten, og flere skal tilbage i arbejde. Det er grundlaget for det hele.

Pengene skal tjenes, før de kan bruges. Det burde vi alle egentlig være enige om. Men her går en skillelinje i dansk politik, hvor der er to veje.

Den socialdemokratiske og Venstres.

Statsministeren har for nylig sagt, at det er gammeldags og borgerligt at bekymre sig om, hvor pengene skal komme fra. For man må forstå, at der jo altid kan hæves flere penge, og skatten altid kan sættes op.

Det er et verdensbillede, der smager af klassekamp og ideologiske paroler. Af nedslidte arbejdsmænd og onde kapitalister i høje hatte. Af politisk nostalgi og en verden af i går, hvor alting var bedre.

Op med skatten. Ned med initiativet.

Men netop det er en gammeldags måde at se verden på, og det sætter vores samfund i stå.

Måske er det ikke så underligt, at det er ved at ske. For Danmark har en regering, hvor topministrene er stort set er blottet for erhvervserfaring, og som betragter dansk erhvervsliv, som dem der betaler regningen, og som noget man besøger eller læser om i avisen.

Det har regeringen i den grad bevist ved at hæve skatter og afgifter over 30 gange for i alt mere end 10 milliarder kroner. Ved at svække beskæftigelsen med flere end 10.000 mennesker. Og som den første regering i to årtier har den gjort Danmark fattigere.

I stedet for det bør vi have en klar ambition om, at vi sammen gør Danmark til verdens bedste land at starte og at drive en virksomhed. Om du er landmand, selvstændig håndværker eller iværksætter, så skal du have de bedste muligheder for at lykkes.

Det er Venstres målsætning.

Vi vil arbejde for at sænke skatterne, så vores virksomheder kan vokse. For hvis skatten lettes på virksomhederne, får de bedre råd til at investere i ny teknologi, i mennesker og i arbejdspladser. 

Vi vil også arbejde for, at vores virksomheder har adgang til talent, kapital og forskning i verdensklasse. Så vores iværksættere kan vokse sig store med hovedkvarter her i Danmark i stedet for at skulle rejse væk, når virksomheden bevæger sig fra 10 til 1000 ansatte.

De færreste danskere har hørt om virksomhederne; Zendesk, Tradeshift, Unity og Justeat.

Ahh.., måske lige med undtagelse af Justeat.

De her fire virksomheder, de viser en alvorlig udfordring for Danmark. For de er alle startet i Danmark af visionære og foretagsomme mennesker. Og de har alle nået en værdi på mange milliarder. Men de er også alle flyttet fra Danmark for at fortsætte deres vækst uden for vores grænser. 

Det er spildte chancer for Danmark, når vi ikke kan holde på vores succesrige iværksættere. Det er Venstres ambition at få rettet op på det, så vi kan forløse Danmarks enorme potentiale. 

Vi tror på, at hvis vi er villige til at give erhvervslivet de bedst mulige vilkår, så har vi alle muligheder som samfund.

Så kan vi investere i bedre velfærd, når der kommer flere børn og ældre. Og vi kan gøre den grønne omstilling til århundredets erhvervsmulighed her i Danmark. Det vil give os mulighed for at skabe nye arbejdspladser i hele landet.

Derfor mener Venstre, at vi bør starte med at gennemføre en ambitiøs grøn skattereform. Vi skal beskatte CO2-udledningerne, men samtidig lette skatten andre steder.

Det skal opfordre virksomhederne til at investere i grønne løsninger, samtidig med at vi forbedrer vores konkurrenceevne overfor udlandet.

En skattereform skal styrke erhvervslivets muligheder. Den skal ikke tvinge dem til at flytte til udlandet. For vi har brug for dem herhjemme. Og det gælder bestemt også for vores landbrug, vores fødevarevirksomheder og den tunge industri. Deres fremtid er i Danmark, og vi skal hjælpe dem med at omstille sig gennem investeringer i forskning.

Det vil vi tage med til forhandlingsbordet, når vi genoptager klimaforhandlingerne med regeringen senere på året.

Noget andet som vi ser som helt afgørende for Danmarks succes. Det er vores åbenhed overfor verden.

Den skal vi holde fast i. Danmark er en lille, åben økonomi, der befinder sig midt i en verden i opbrud.

Også her står vi overfor to forskellige veje. 

Som land kan vi vælge at være tilskuere til udviklingen, lukke os mod omverdenen og forsøge at reparere på skaderne, når først de er sket. Men det bringer os ikke fremad.

Løsningen er, at vi som nation går i offensiven, og at vi vil være det sted i verden, hvor vi lykkes med de svære ting og inspirerer resten af verden.

Hvor vi lykkes med at ramme den balance, hvor vi drager fordelene af en åben verdensøkonomi, samtidig med at vi holder fast i en stærk national identitet.

Vi kan sagtens kippe med Dannebrog og have tiltro til egne evner og værdier, samtidig med at vi har viljen til at engagere os i vores omverden.

Den tro og vilje har vi i Venstre. Det er en del af vores DNA.

Det er en tro på, at vi kan gøre en forskel gennem flid og iderigdom. Og det er en insisteren på, at vi selv skal bestemme vores skæbne som land.

Det gør vi bedst ved at engagere os helhjertet, hvor vi sidder med. I EU, i NATO og andet internationalt samarbejde. I stedet for at være fodslæbende og lede efter alle fejlene.

Hvis vi vil sikre, at Danmarks stemme har en plads i verden, så må vi erkende, at verden ikke stopper ved den danske grænse.

Hvis vi skal holde fast i vores åbenhed mod verden. Så bliver vi også nødt til at stille krav til dem, der vil være en del af vores lille, men fantastiske land. For åbenhed betyder ikke, at vi skal opgive det, som gør os danske. Tvært imod.

Kommer du til Danmark, stiller vi derfor krav om, at du tilpasser dig. At du lærer vores sprog og kultur, og at du forsørger dig selv.

I Venstre tror vi på, at integrationen kan lykkes. Og vi ved, at den i mange tilfælde er en succeshistorie.

En af mine tætte kollegaer fra min tid i erhvervslivet var Ali. Han er en god ven, som har tyrkisk baggrund, og som taler smukt og klingende sønderjysk.

Ali har skabt sig et godt liv i Danmark. Det har været muligt for ham, fordi han ikke blot er dygtig, men også fordi hans forældre tog ansvar og engagerede sig. De arbejdede. De sendte Ali til fodbold i den lokale klub, og de fortalte deres børn, at de hørte til her i Danmark. De tog Danmark til sig.

Succeshistorierne er der bestemt, og de fleste af os kender dem.

Men på trods af det, så er det nødvendigt, at Folketinget tager en seriøs samtale om integration.

For i udlændingepolitikken er det ikke nok at have styr på, hvor mange der kommer til Danmark. Vi skal også stille krav og have forventninger til de udlændinge, der allerede bor i Danmark. 

Lad mig bare sige det, som det er: Vi har store udfordringer med integrationen herhjemme. Vi må konstatere at årtiers eftergivende og naive integrationspolitik har givet massive problemer i dag.

Vi har for længe set på, hvordan indvandrere er kommet hertil, og er blevet mødt af et velfærdssystem, der pakker dem ind i misforstået godhed og bobleplast i stedet for at stille rimelige krav.

Hvis vi ser på den ikke-vestlige indvandring, har den efterladt os med en regning på ikke mindre end 33 milliarder kr. om året. Det svarer til en ekstra udgift på næsten 6.000 kr. per dansker hvert eneste år.

Tænk på hvad vi kunne gøre med de penge, hvis vi rent faktisk lykkes med integrationen?

Bedre ældrepleje. Bedre sundhedsvæsen. En ambitiøs grøn omstilling. Bedre forhold for vores børn og bedre uddannelser.

Men det er ikke kun i regnearket, vi kan se problemet.

Vi ser det også, når man kan læse i avisen om en far, der sender sin datter på genopdragelsesrejse til Somalia. Fordi datteren er blevet for dansk. Fordi hun vil være en del af Danmark og måske egentlig bare have lov til at være en ganske almindelige teenager sammen med sine venner.

Vi ser problemet i gadebilledet. Hvis du ligesom mig har teenagebørn, har du nok oplevet den utryghed, man kan føle i maven, når de unge mennesker bevæger sig ud i gadebilledet en fredag aften. For lad os nu bare være ærlige: Det er alt for ofte grupper af indvandrere og efterkommere, der skaber den utryghed.

Det skal vi ikke acceptere.

Arbejdsmarkedet er et af de steder, hvor det står klarest, at vi er udfordret. Og det er et at de steder, hvor vi politisk kan gøre den største forskel.

Vi vil meget hellere have, at Fatima og Muhammad, som er født i Danmark af forældre, der er kommet hertil, pendler til og fra arbejde end til og fra jobcentret.

Det skal vi have løst. Og det skal vi gøre konsekvent. 

Derfor er det også helt forkert, at regeringen har valgt at hæve ydelserne til især arbejdsløse indvandrere med op til 2.000 kr. om måneden. Skattefrit. Det går ikke.

Vi skal have langt flere flygtninge og indvandrere til at bidrage til Danmark. Og færre skal stå uden for det største fællesskab, vi har i Danmark: Arbejdsfællesskabet.

Det er en liberal mærkesag. Og det er en mærkesag for Venstre.

Det er ikke kun for samfundets skyld, at vi stiller krav om det. Det er mindst lige så meget for det enkelte menneskes skyld. For det gode liv leves altså ikke i et parallelsamfund på kontanthjælp.

Vi har en forventning til, at alle bidrager. Derfor vil Venstre ændre vores ydelsessystem fundamentalt. 

Vi vil afskaffe retten til kvit og frit at kunne modtage sociale ydelser, når man kommer til Danmark. Det skal simpelthen ikke være en mulighed længere. Kommer du til Danmark, skal du tage medansvar for dit eget liv. Du skal arbejde, eller du skal tage en uddannelse.

Og hvis du ikke selv kan finde et job. Så finder vi en opgave til dig.

Men det er ikke nok. For én ting er dem, der kommer hertil. Noget andet er dem, der allerede er her.

Jer vil Venstre også have med. I bliver også nødt til at bidrage til det land, der har taget imod jer.

Så når Venstre i den kommende tid fremlægger vores plan for, hvordan flygtninge og indvandrere kommer ind på arbejdsmarkedet, så vil vi ikke kun fokusere på dem, der lige er kommet hertil. Vi vil også stille krav til dem, der har været her i flere år.

Vi bliver nødt til at få løst integrationsudfordringen. Og det starter med en klar målsætning om, at langt flere indvandrere kommer i arbejde.

I løbet af de næste ti år skal vi derfor have som mål, at vi i Danmark udjævner forskellen mellem ikke-vestlige indvandrere i arbejde og danskere i arbejde. Og i løbet af de næste fem år, bør vi halvere forskellen.

Det er en ambitiøs målsætning. Nogen vil måske mene, det er urealistisk. Men helt ærligt det er jo sådan, det bør være i Danmark.

Jeg mener, at alle ansvarlige partier i Folketinget bør kunne støtte op om, at vi bevæger os i den retning.

Jeg håber derfor, at Folketinget kan lave en bred aftale, der bringer os et godt stykke af vejen.

Hvis vi tør det – at sætte os det mål og forfølge det – så vil det rykke flere tusind personer med ikke-vestlig baggrund ind på arbejdsmarkedet. Det vil være en kæmpe gevinst for den enkelte. For dem, der får noget at stå op til.

Men det vil også være en kæmpe gevinst for vores samfund og frigøre milliarder til at udvikle vores velfærdssamfund.

En konsekvent udlændingepolitik, hvor vi stiller krav. Det er ikke i modstrid med internationalt udsyn. Det er derimod en af forudsætningerne for, at vi kan bevare det.

Så vi kan invitere dygtige talenter til Danmark for at bidrage til vores virksomheder og vores velfærdssamfund.

I Danmark skal vi stole så meget på vores værdier, at vi har overskud til at se ud ad.

Jeg startede landsmødet med at sige, at Venstre står overfor store udfordringer. Der er brug for, at vi står sammen og ser frem.

Det er ikke første gang, jeg står i et stormvejr. Som soldat lærte jeg, at der er kun en vej – det er fremad! Og så kan det godt være, at det er op ad bakke engang imellem, men op ad bakke er også fremad. Det er bare hårdere. 

På trods af udfordringerne, så er jeg fuld af optimisme på vegne af Venstre. Vi er et 150 år gammelt parti. Vi har stærke rødder, og vi er et fællesskab, som favner bredt.

Men hvis vi skal rykke Danmark ud af stilstanden. Hvis vi skal løse de reelle problemer, fremfor de symbolske, så har vi brug for endnu flere kræfter.

Så hvis du har gode ideer eller ønsker at bidrage til vores politik. Så kom og vær med. Enten som medlem eller som aktiv i vores organisation. Jo flere vi er, des stærkere er vi.

Vi tror på, at Danmark har brug for en stærk og ansvarlig borgerligt-liberal opposition. En opposition der tør sætte fingeren på det ømme punkt. Som har modet til at gå egne veje, og som ikke hævder, at vi har en nem løsning på alt.

For sådan er verden uden for Christiansborg ikke. 

Vi har brug for en opposition, der ikke taler forskellene mellem danskerne op.

For når det kommer til stykket, er vi i grunden ikke så forskellige i Danmark. Vi deler mange af de samme drømme og håb, selvom vi har forskellige baggrunde. 

Lad os derfor sammen skabe et samfund, hvor alle danskere har de bedste muligheder for at række ud efter det potentiale.

Det vil Venstre kæmpe for hver eneste dag.

Tak for opmærksomheden.

Det bliver også de sidste ord herfra. Venstres ekstraordinære landsmøde er nu forbi.

Tak fordi I kiggede med, og fortsat god søndag til jer alle.

NYHEDSBREV FRA VENSTRE

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste