Skat

Formueskat vil gøre Danmark fattigere og koste arbejdspladser

Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre og forsvarsminister

27. februar 2026 kl. 18:34

Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen vil genindføre en formueskat. Det er Venstre imod. 

Det vil gøre Danmark fattigere, og det vil koste tusindvis af arbejdspladser i dansk erhvervsliv. Vi vil miste investeringer til erhvervslivet, iværksætteriet vil svækkes, og der skabes usikkerhed om de 850.000 danske arbejdspladser i hele Danmark ifølge tal fra Dansk Industri.

De anslår også, at Danmarks BNP kan skrumpe med 0,5 procent om året, svarende til cirka 16 milliarder kroner, hvis venstrefløjen får mulighed for at indføre deres formueskat efter valget. For en formueskat vil være en dummebøde til veldrevne, velbeslåede virksomheder, som derfor vil søge mod udlandet. Det vil være dyrt for danskerne, erhvervslivet og koste danske arbejdspladser.

Socialdemokratiet skaber med en formueskat altså usikkerhed om hundredtusindvis af arbejdspladser i familieejede virksomheder. Det er arbejdspladser i hele landet, ikke mindst uden for de største byer, som Mette Frederiksen nu skaber en utryg fremtid for.  

Problemet er helt grundlæggende, at en formueskat beskatter værdier, der allerede er blevet beskattet én gang og ofte flere gange. Virksomheders overskud, aktier, pensionsopsparinger og boliger er i forvejen underlagt betydelig beskatning. En ny årlig skat på den samlede formue vil altså være dobbeltbeskatning og skabe problemer for iværksættere og ejerledere med værdier bundet i deres virksomheder. Til trods for at det i den grad er i Danmarks interesse, at det går vores virksomheder godt.

Formueskatten betyder, at der er en reel risiko for formueflugt ud af landet. Norske erfaringer med formueskat har medført, at cirka halvdelen af Norges største formuer er flyttet til udlandet. I Danmark har ejeren af Harald Nyborg allerede offentligt advaret om, at en formueskat kan få betydning for, om han ender med at trække sin milliardforretning ud af Danmark. Det kan vi selvfølgelig ikke være tjent med!

Formueskatten vil ramme iværksætteri, og dem der skaber nye arbejdspladser. For hvorfor bygge op i et land, som brandbeskatter succes og virkelyst. Således har hver tredje, der vil blive ramt af en formueskat som foreslået af FH, stiftet mindst én ny virksomhed siden 2011 og målgruppen for formueskatten har skabt over 80.000 arbejdspladser. Halvdelen ligger uden for hovedstaden og Nordsjælland.

Venstre er imod formueskat. For den gør Danmark fattigere og skaber usikkerhed om hundredtusindvis af danskeres arbejdsplads. Det er den forkerte vej at gå. For bliver Danmark fattigere, så har vi heller ikke råd til den velfærd og den sikkerhed, som er afgørende for vores land.

Venstre foreslår i stedet, at erhvervslivet skal være i sikre hænder i en tid, hvor landene omkring os styrker deres konkurrenceevne. Vi skal sørge for gode rammevilkår i Danmark for dem, der investerer og skaber arbejdspladser.

Vi vil sænke selskabsskatten fra 22 til 20 procent og reducere erhvervslivets administrative byrder med 25 procent. Det vil styrke investeringer, iværksætteri og arbejdspladser i hele Danmark.

Det er den rette vej at gå.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld