Forsvar

Finlands præsident modtog Venstres Frihedspris 2023

Finlands ambassadør til Danmark, Harri Kämäräinen, tog imod prisen på vegne af Sauli Niinistö.

19. november 2023 kl. 12:52

Igen i år uddelte Bertel Haarder Venstres Frihedspris, og i 2023 blev gik prisen til Finlands præsident Sauli Niinistö.

I sin motivationstale fremhævede Bertel Haarder, at Finland, der tidligere har kæmpet en langvarig frihedskamp mod Sovjetunionen, i år indtrådte i NATO, og dermed fuldtonet meldte sig ind i den vestlige forsvarsalliance.

”Det betyder en kæmpe styrkelse af NATO og en styrkelse af det nordiske forsvarssamarbejde indenfor NATO, hvor døren nu er vidt åben til et samarbejde, vi aldrig har set magen til før. Som vi aldrig har turdet drømme om,” lød det.

Desværre kunne Sauli Niinistö ikke være til stede til landsmødet, men i sin videohilsen påpegede præsidenten, at Ukraines kamp for frihed afspejler Finlands historie, inden han takkede - både for Frihedsprisen og for Danmarks store, trofaste støtte til Finland.

”I de svære år, hvor Finland kæmpede mod Sovjetunionen, fik vi støtte fra almindelige danskere. Over 1.000 frivillige danskere ankom til Finland for at kæmpe side om side med vores soldater. Mange danske familier modtog med åbne arme 4.000 "Finnebørn" og tilbød dem et nyt hjem, familie og liv. Det er vi dybt taknemmelige for,” sagde Sauli Niinistö.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste