Forsvar

Et solidt fundament under forsvaret

Af fung. forsvarsminister Troels Lund Poulsen og forsvarsordfører Mads Fuglede

4. maj 2023 kl. 12:10

Vores forsvar er udfordret. Deltagelse i en række krige og konflikter koblet med lavere bevillinger har ført til et udsultet forsvar, som ikke er gearet til de udfordringer, som Danmark og vores allierede står overfor.

Vi har soldater, som løser svære og vigtige opgaver for Danmark i nogle slidte kaserner med mangelfuld it og materiel, som er mærket efter indsatser i nogle af verdens brændpunkter over en årrække. Det skal vi gøre langt bedre.

Venstre har et medansvar for den udvikling, som startede for mere end et årti siden. Men vi har også over en årrække kæmpet for at gøre skaden god igen. Det startede med forsvarsforliget fra 2018, hvor Claus Hjort Frederiksen som forsvarsminister sørgede for et løft. Men desværre ikke nok til at løse problemerne.

Derfor er vi stolte over, at Venstres insisteren på en langt stærkere forsvarspolitik har givet resultater. Først med det nationale kompromis fra sidste år, som banede vejen for, at vi kan leve op til vores forpligtigelser i NATO. Dernæst med afstemningen i juni 2022, hvor vi gik forrest, da EU-forbeholdet blev fjernet.

Nu skaber vi resultater ved at gå i regering. Så Danmark allerede i 2030 leverer som lovet på forsvar. Det er der brug for.

Regeringen har nu fremlagt et såkaldt kasseeftersyn. Og det er trist læsning. For der skal bruges 27 mia. kr. til at håndtere ophobede udfordringer, og dertil 11 mia. til helt nødvendige investeringer for at matche den nye virkelighed over det næste årti.

De penge skal dække alt fra øget betaling til vores fælles sikkerhed via NATO, over genopbygning af it, kaserner og materiel til også at pege fremad, så Forsvaret kan løse problemer på en måde, som står mål med den ny situation med et aggressivt Rusland helt tæt på egne og allieredes grænser.

Opgaven er massiv, og vi skal samtidig gøre ting anderledes for at undgå gentagelser. Vi må ikke ende i sådan en situation igen. Derfor vil styringen af indsatsen også blive gået efter i sømmene. Her vil vi trække på et nyt ekspertudvalg, som skal kvalificere vores ideer til en bedre organisering og styring af opgaverne.

Det er store penge, der er i spil. Men også helt nødvendigt med et solidt fundament under Forsvaret. Et fundament, som et nyt forsvarsforlig kan bygge på, så vores dygtige soldater og civilt ansatte i Forsvaret kan løse deres opgaver under ordentlige rammer.

Det skylder vi dem, vores allierede og i sidste ende hensynet til Danmarks sikkerhed.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste