Klima og miljø

Venstre vil skåne boligejere for milliardregning med fleksibilitet i udskiftning af gasfyr

Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre

10. maj 2025 kl. 12:46

Når al gas i Danmark om nogle år er helt grøn, giver det ikke mening at tvinge over 100.000 boligejere til inden 2035 at skifte væk fra deres gasfyr – en omkostning, der for nogle vil koste over hundredtusind kroner. Derfor mener jeg, vi bør overveje at droppe ambitionen om at have udfaset alle gasfyr i 2035.

For nogle husstande kan det hurtigt koste op mod 200.000 kroner at skifte gasfyret ud, og gennemfører vi udfasningen som planlagt, risikerer vi at efterlade tusindvis af danske familier med en stor og unødvendig regning.

I Venstre står vi vagt om den grønne omstilling og vores ambitiøse klimamål, men den grønne omstilling behøver ikke nødvendigvis at gøre ondt på borgerne. Gennemtvinger man en udfasning inden 2035, vil det gøre unødigt ondt på rigtig mange borgere, men i dette tilfælde vil det hverken give økonomisk eller klimamæssigt mening at gennemtvinge en udskiftning, når gassen er grøn.

Ifølge den seneste klimafremskrivning er der 350.000 danske husstande, der er opvarmet med gasfyr.

Ambitionen om at udfase gasfyr inden 2035 var en del af klimaaftalen fra 2022, som et bredt flertal i Folketinget stod bag. Aftalen indeholder også en ambition om, at gasnettet udelukkende skal levere grøn gas, og derfor ser Venstre også gerne en højere produktion af grøn gas. Udviklingen er i fuld gang: Den helt nye klimafremskrivning viser, at udledningen fra gasfyr falder fra 0,6 mio. ton CO₂ i 2023 til blot 0,1 mio. ton i 2030 – og det ventes at fortsætte.

Flere og flere husstande skifter fra gas til fjernvarme eller varmepumpe, hvilket er godt, og den udvikling skal vi understøtte. Men i stedet for at gennemtvinge en milliarddyr unødvendig udskiftning, bør vi give boligejerne mulighed for at skifte, når det giver mening for dem – f.eks. når det gamle gasfyr er udtjent.

Vi arbejder benhårdt på, at vi kan producere mere grøn gas, og på sigt skal den gas bruges i industrien. Men jeg vil ikke være med til at slukke for varmen i over 100.000 hjem i 2035, når gassen i rørene på det tidspunkt er grøn. Det kan vi gøre uden at slække på de grønne ambitioner ved at fokusere vores grønne indsats, hvor effekten er størst.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld