Klima og miljø

Venstre foreslår en ny Drikkevandsplan, der skal sikre beskyttelse af vores drikkevand

Af Stephanie Lose, næstformand for Venstre og økonomiminister

4. marts 2026 kl. 22:44

For Venstre er det afgørende, at vi har rent drikkevand i Danmark. Rent drikkevand er en vigtig ressource, som vi skal værne om, så der også er rent drikkevand til fremtidige generationer.

For at sikre god beskyttelse af vores drikkevand skal vi stoppe med at bruge sprøjtemidler og anden kemi på de arealer, hvor det er nødvendigt. Det vil kræve at arealers anvendelse ændres, og at der kan indføres lokale sprøjteforbud.

Kortlægningen af de sårbare grundvandsdannende områder skal nu gøres færdig, så vi får et billede af hvilke arealer, vi taler om. Herefter kan der med lokalt kendskab fra vandværker og kommuner tages stilling til beskyttelsesbehovet på arealerne. Hvis et areal ikke i 2028 er på vej mod beskyttelse via arealomlægning i den grønne trepart eller aftaler mellem vandværker og lodsejer, skal kommunen nedlægge et lokalt forbud på arealet.

Med den grønne trepart har vi sat gang i den største arealomlægning i Danmarkshistorien. Med den har vi en unik mulighed for at sammentænke drikkevandsbeskyttelse, klima, natur og miljø, så vi på én og samme tid beskytter vores drikkevand, sikrer mere natur og biodiversitet og et bedre vandmiljø. Én hektar, der skal beskyttes af hensyn til vores drikkevand, er også én hektar, der kan bidrage til de ambitiøse mål i den grønne trepart. Når vi bruger vores arealer klogt til flere formål, sikrer vi samtidig, at det går hånd i hånd med plads til fremtidens fødevareproduktion på de resterende arealer. Den sammentænkning kan et nationalt forbud ikke levere på.

Venstre foreslår i vores ”Drikkevandsplan” fem tiltag, der skal sikre beskyttelse af vores drikkevand:

  1. Alle ”sårbare grundvandsdannende områder” skal være konkret vurderede senest i 2028 og i proces med henblik på effektiv beskyttelse.
  2. Drikkevandsbeskyttelsen skal tænkes sammen med den grønne trepart.
  3. Kommunerne skal have  beskyttelsespligt og udstede lokale forbud, der hvor et areal ikke bliver beskyttet på anden vis
  4. Bedre mulighed for at beskytte drikkevandet med græs, skov og økologi.
  5. Andre forureningskilder skal renses op

Venstres Drikkevandsplan sikre beskyttelse af det danske drikkevand, så vi også i fremtiden har rent vand i hanerne.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Tilmeld