Klima og miljø

Regeringen vil femdoble havvind og indfri klimamål

Venstres klimaordfører Linea Søgaard-Lidell glæder sig over, at regeringen sætter handling bag ordene og indfrier 2025-målet.
 

20. april 2023 kl. 11:44

Med en række konkrete og ambitiøse tiltag sørger regeringen nu for, at Danmark når vores klimamål for 2025, som er målet om at reducere udledning af drivhusgasser med 50-54 procent.

Danmark er faktisk allerede godt på vej til at nå målet. Men bl.a. ved at putte mere grønt brændstof i tanken på biler og lastbiler, kan Danmark komme helt i mål.

”Det er afgørende, at vi nu sætter handling bag ordene og leverer på de mål, der er sat. Vi fordobler arealet til havvindmøller, så vi kan producere meget mere grøn strøm og brint”, siger Venstres klimaordfører Linea Søgaard-Lidell.

De nye tiltag blev præsenteret ved et dansk klimatopmøde på Marienborg onsdag. Her kom det frem, at regeringen foreslår at femdoble den nuværende kapacitet af havvind. Det svarer til, at Danmark kan producere grøn strøm til 10 millioner husstande herhjemme og i Europa.

Ikke bare til vands skal der laves mere grøn - det skal der også til lands. Regeringen vil skabe rammerne for, at produktionen af sol- og vindenergi kan firedobles frem mod 2030. Her har det været særligt vigtigt for Venstre, at naboerne inddrages.

”Danmarks knappe areal skal benyttes bedst muligt og med store ambitioner for, hvad vi skal bruge vores arealer til, er samarbejde og lokal inddragelse afgørende for, at vi kan føre vores grønne ambitioner ud i livet”, siger Linea Søgaard-Lidell og tilføjer:

”Vi skal finde gode løsninger, hvor naboer og kommuner får del i de økonomiske gevinster, når de bidrager til den grønne omstilling”.

 

Linea Søgaard-Lidell

Klimaordfører

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste