Sundhed og velfærd

Bedre hjælp til mænd ramt af vold i hjemmet

Af Marie Bjerre, digitaliserings- og ligestillingsminister

6. oktober 2023 kl. 15:37

Denne nyhed har jeg glædet mig til at dele, for det har været en Venstre-mærkesag igennem lang tid. Og nu sker der noget.

I dag, fredag 6. oktober, har jeg sendt en ny lov i høring, som skal ligestille voldsudsatte mænd med kvinder.

I lovgivningen er det i dag kun kvinder ramt af vold i hjemmet og nære relationer, som har ret til ophold på et krisecenter. Den ret har mænd ikke.

Det er en uligestilling. Og det er på tide, at vi får gjort op med det.

Derfor glæder det mig, at mit ministerium i dag har sendt en lov i høring, som vil give mænd de samme rettigheder som kvinder.

For mænd kan også blive ramt af partnervold og vold i nære relationer. Derfor skal disse mænd også have en ret til at tage på krisecenter og få hjælp. Det er ikke bare vigtigt, at mænd får de samme rettigheder, for andet er urimeligt. Det sender også et klart signal om, at partnervold også kan ramme mænd, og at det ikke skal være er tabu at bede om hjælp.

Nu glæder jeg mig til at se høringssvarene og forhåbentligt få opbakning til lovforslaget, når det skal behandles i Folketinget til februar.

Mit arbejde for mænds ligestillingsudfordringer stopper ikke her. Jeg vil arbejde for at få opbakning til en handleplan for mænd og drenges ligestillingsudfordringer. Mænd og drenge er desværre langt overrepræsenteret i de statistikker, som vi helst ikke vil være repræsenteret i. 

Det gælder selvmord, hjemløshed, misbrug og vold. Disse ligestillingsudfordringer vil jeg gerne forsøge at bekæmpe med en helhedsorienteret handleplan. Det er på tide, at vi får sagt, at ligestilling ikke kun handler om kvinder.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste