Venstre

Skræmmekampagne er ren S-panik

Valgkampen spidser til. Og efterhånden som panikken spreder sig hos Socialdemokraterne, skrues der op for både løfterne og skræmmekampagnerne.

Senest har S få dage før lukketid kastet et nyt såkaldt velfærdsudspil ind i valgkampen. Socialdemokraterne foreslår nu en vækst på 0,6 pct. i det offentlige også frem mod 2025.

Udspillet ledsages af hidsige og vrede anklager mod Venstres udgiftsstop fra både Helle Thorning-Schmidt (S) og Bjarne Corydon (S). Men de bør altså slappe lidt af.

Venstre går til valg på et udgiftsstop i den kommende valgperiode – og vi har ingen planer om, at udgiftsstoppet skal fortsætte længere tid end nødvendigt. Hvis der bliver skabt mere vækst i Danmark, så både tror og håber vi, at der efter 2020 også vil være mulighed for at investere mere i den offentlige sektor.

Samtidig har Venstre modet til at prioritere i den offentlige sektor. Alene på denne side af 2020 vil vi sænke udviklingsbistanden til det niveau, som FN anbefaler, og vi vil rette op på regeringens mange udlændingelempelser – og dermed frigøre 20 mia. kr., som bl.a. skal investeres i sundhedsvæsenet.

Socialdemokraterne har i de sidste dage af valgkampen også indrykket nye annoncer i aviserne, hvor skræmmekampagnen kammer helt over. De beskylder Venstre for at ville skære i dagpengene og indføre brugerbetaling på lægebesøg.

Men det passer ikke. Det er usandt. Og jeg tror, at danskerne har gennemskuet det, og at de fortæller det til Helle Thorning-Schmidt på torsdag 18. juni.