Arbejdsmarked

Udlændinge løber med de nye job i Danmark

Regeringen bryster sig i store millionkampagner af, at den har skabt 40.000 private arbejdspladser i Danmark. Men der er tale om et skønmaleri.

Regeringen bryster sig i store millionkampagner af, at den har skabt 40.000 private arbejdspladser i Danmark. Men der er tale om et skønmaleri. Sandheden ser meget anderledes ud. Regeringen glemmer at fortælle, at der især er tale om deltids- og studenterjob. Der er altså reelt kun tale om 20.700 fuldtidsstillinger. Oven i købet er 20.000 af jobbene besat af udlændinge – kun 700 af danskere.

Tallene stammer fra en analyse foretaget af Dansk Arbejdsgiverforening, hvor DA ser på udviklingen i beskæftigelsen fra 4. kvartal 2011 til 4. kvartal 2014. Det regnestykke anerkender Socialdemokraterne naturligvis ikke. Bortforklaringer skorter det ikke på.

Faktum er imidlertid, at der samlet set kun er skabt 700 flere fuldtidsstillinger til danskere i den private sektor under Helle Thorning (S). Det er ganske enkelt ikke godt nok. Og det er jo bemærkelsesværdigt, at flere ikke er kommet i arbejde, når der er 37.000 arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, der mangler et job, og der samtidig er 44.000 østeuropæere, der arbejder i Danmark.

Vi står over for en stor udfordring med at få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Venstre ønsker at gennemføre en JobReform, så flere danskere kommer i job i de kommende år. Reformen skal også sikre, at det bedre kan betale sig at stå op og gå på arbejde hver dag.

Venstres JobReform går på to ben: Vi vil indføre et moderne kontanthjælpsloft, der sætter loft over, hvor meget man samlet set kan modtage i offentlige ydelser. Samtidig vil vi sænke skatten i bunden for arbejdsindkomster.