Social kontrol skal sanktioneres i kontanthjælpssystemet

Danmark har et problem med social kontrol i visse muslimske miljøer. Miljøer, hvor mænd afholder deres koner og døtre fra at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Miljøer, hvor mænd afholder deres koner og døtre fra at være en del af fællesskabet – og hvor mænd tror, de skal bestemme, hvordan deres koner og døtre skal leve deres liv.

Det skal vi ikke acceptere i Danmark.

Undertrykkelse af kvinder igennem social kontrol er gift for integrationen. Det udgør en barriere for etniske minoritetskvinders tilknytning til arbejdsmarkedet.

Derfor foreslår Venstre, at personer, der udøver social kontrol mod et familiemedlem for at få dem til ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, skal sanktioneres i lighed med, hvis de ikke selv stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Dermed vil en mand kunne blive trukket i kontanthjælp, hvis han nægter at lade sin kone møde op til nyttejob. Samtidig skal kommunen have mulighed for at sanktionere familien i børnepenge, hvis der udøves denne form for social kontrol.