Færre indvandrerkvinder skal gå derhjemme

I Danmark findes der tusindvis af ikke-vestlige indvandrere, der er ‘selvforsørgende’. Det er en gruppe af mennesker, som ikke har en indkomst og heller ikke modtager sociale ydelser. Faktisk udgør denne gruppe omkring 6 pct. af samtlige borgere med ikke-vestlig herkomst.

Der kan være mange gode grunde til, at man i en periode er selvforsørgende. Men grunden må ikke være, at man ikke må gå på arbejde for sin mand. Alle skal have friheden til at vælge det liv, de ønsker. Og alle skal have friheden til at blive en del af det arbejdende fællesskab.

Vi skal derfor i langt højere grad nå denne målgruppe og øge deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Det handler om at sikre, at især kvinderne bliver en del af det danske fællesskab. Og det handler om at sikre, at deres børn også får de bedste forudsætninger for at blive en del af fællesskabet.

Derfor foreslår Venstre en taskforce i landets største kommuner – København, Aarhus, Aalborg og Odense – der i samarbejde med kommuner, boligselskaber og andre aktører skal indhente yderligere viden og udvikle værktøjer til at nå denne målgruppe.

Det skal evalueres efter to år med henblik på at kortlægge, hvilke konkrete initiativer der virker, og samtidig sikre, at flere i 
gruppen af ‘selvforsørgende’ får fodfæste på arbejdsmarkedet. Venstre er klar til at udbrede de initiativer, der beviseligt virker.