Udenrigspolitik

Vi skal styrke båndene mellem EU og Ukraine

Af Jakob Ellemann-Jensen

24. marts 2022 kl. 09:10

I dag er jeg rejst til Bruxelles for at mødes med de andre liberale partiformænd i Europa. Vi skal selvfølgelig drøfte den frygtelige situation i Ukraine, og hvordan vi kan hjælpe ukrainerne i deres kamp mod Putin. 

Mit budskab til mine politiske kollegaer er, at vi skal styrke båndene mellem Ukraine og EU.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har søgt om et EU-medlemskab til Ukraine. Det er en proces, der kan tage rigtig mange år.

Derfor mener jeg, at det er nødvendigt med en række konkrete tiltag, der knytter Ukraine tættere til EU på kort sigt. For Ukraine er en del af Europa, og ukrainerne ønsker, at vi støtter dem. 

Jeg vil derfor i dag foreslå fire konkrete initiativer, som EU bør lancere hurtigst muligt.

1.       Hjælp til genopbygningen af Ukraine 
EU skal etablere en genopbygningsfond til Ukraine, der - ligesom Marshall-hjælpen efter anden verdenskrig - kan bidrage med finansiering, know-how og materiel til genopbygningen af landet.

2.       Tættere forsvarssamarbejde 
Ukraine skal have adgang til EU’s forsvarsfond, der går til støtte til fælles forskning i og udvikling af EU-landenes forsvarskapacitet.

3.       Samarbejde om uddannelse og forskning 
Når der igen er fred i Ukraine skal EU åbne EU's Erasmus-program for ukrainere. I dag har lande som Norge, Nordmakedonien og Tyrkiet mulighed for det, men ikke Ukraine.

4.       Tættere relationer til den ukrainske regering 
Til sidst vil jeg anbefale, at Ukraines præsident Zelenskyj og de ukrainske ministre regelmæssigt inviteres til at deltage som observatør i relevante topmøder og ministermøder i EU, så der kan knyttes tætte bånd med ledelsen i Ukraine.

Det er Venstres konkrete forslag. Vi er åbne overfor at drøfte andre forslag, der kan knytte Ukraine tættere til EU. Det vigtigste er, at vi styrker båndene mellem Ukraine og de europæiske lande. De skal vide, at vi er klar til at hjælpe dem – både nu og i fremtiden.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste