Økonomi og vækst

Venstre lancerer ambitiøs og ansvarlig 2030-plan

Venstres 2030-plan afsætter blandt andet midler til det stigende antal ældre og børn, ligesom der er fokus på øge arbejdsudbuddet, fortæller finansordfører Troels Lund Poulsen.
 

Af Finansordfører Troels Lund Poulsen

12. oktober 2022 kl. 11:37

I Venstres 2030-plan tager vi ansvaret på os. For dansk økonomi er udfordret, og der er brug for en ansvarlig styring, som skaber tryghed i de svære år, som vi kigger ind i. 

Det er nødvendigt at gøre Danmark afgørende rigere. Derfor er planen også dobbelt så ambitiøs som Socialdemokratiets, når det kommer til at øge arbejdsudbuddet.

For der er brug for at investere i velfærden og sætte fart på den grønne omstilling. Derfor afsætter Venstre midler til det stigende antal børn og ældre, til nye investeringer i sundhed og psykiatri, til at udvikle vores forsvar og til den meget ambitiøse grønne 2030-plan, som Venstre præsenterede i sidste uge.

Det kan vi gøre på grund af tidligere regeringers stålfaste fokus på at udvikle dansk økonomi og gøre Danmark rigere. Det har den nuværende socialdemokratiske regering desværre forsømt. Derfor sætter vi i Venstres 2030-plan igen fokus på, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde.

Vi vil lette skatten på arbejde, gøre det mere attraktivt at gå på fuld tid, og vi aflyser Socialdemokratiets forhøjelser af dagpenge og ydelser. Vores plan øger konkret arbejdsudbuddet med 15.000. Det er dobbelt så meget, som Socialdemokratiet leverer med deres plan. Og så udpeger vi store yderligere potentialer for dansk økonomi.

Vi kan jo konstatere, at der er brug for at rydde op efter Socialdemokratiet, som eksempelvis har besluttet at give 2.000 kr. ekstra om måneden skattefrit til især arbejdsløse indvandrere. Det er klart, at når ydelserne stiger på den måde, så begrænser Mette Frederiksen deres tilskyndelse til at tage et arbejde.

Venstres politik gør Danmark rigere, og det giver Danmark og danskerne flere muligheder – tænk eksempelvis på vores tiltag for, at flere danskere kan opfylde deres drømme om at eje egen bolig.

Med Venstres 2030-plan gør vi Danmark afgørende rigere, får flere i arbejde, anlægger en ansvarlig økonomisk politik, investerer i vores sikkerhed og skaber tryghed om velfærden.

På den måde skaber Venstre mere frihed og flere muligheder for danskerne. Det viser Venstre, at vi kan gøre både trygt og ansvarligt.

Læs hele planen her.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste