Statsministeren er den hovedansvarlige for skandalen

Med Mogens Jensens exit fra fødevareministerposten i dag er vi kun nået et stykke ad vejen. Mogens Jensen er blevet ofret af regeringen som den ansvarlige udadtil. Men det er kun begyndelsen.

For det var statsministeren, som gav en ulovlig ordre om at udrydde et helt erhverv i Danmark. Og det var også i regeringens koordinationsudvalg, hvor statsministeren sidder for bordenden, at beslutningen blev truffet. Dermed er hun den hovedansvarlige.

Og det er også i dag kommet frem, at regeringen har været klar over, at det var en ulovlig ordre. Flere af de ministre, der deltager i mødet i koordinationsudvalget, ved, at det er ulovligt. Det lyder helt usandsynligt, at de ikke ved den lejlighed har orienteret statsministeren om netop det.  Derfor vokser denne skandale hele tiden, og det ryster vores retssamfund. 

Venstre og resten af blå blok vil derfor have nedsat en hurtigtarbejdende undersøgelseskommission, så hver en sten kan blive vendt, og statsministerens rolle i denne skandale kan blive undersøgt til bunds.

Det står tindrende klart, at regeringen har brudt loven, og derfor bør statsministeren og øvrige relevante ministre i regeringen forklare sig for en uvildig kommission og under vidneansvar.

Jeg har ingen tillid til statsministeren eller regeringen. Men det er desværre op til regeringens støttepartier at gøre noget ved det lige nu. Første skridt er, at de står ved deres flotte ord om, at lov er lov, og lov skal holdes, og støtter op om vores ønske om en hurtigtarbejdende undersøgelseskommission.

Med venlig hilsen
Jakob Ellemann-Jensen