Ellemann: Sløvt forhandlingstempo lammer genåbningen af Danmark

Konsekvenserne ved nedlukningen er efterhånden så voldsomme, at det er afgørende, at vi hurtigst får lagt en plan for genåbningen af Danmark, så vi kan give danskere et lys for enden af tunnelen. Derfor er det uforståeligt, at statsministeren ikke prioriterer det højere. Det skal åbenbart tage næsten to uger bare at få hørt de forskellige partiers ønsker til genåbningen. Det er ikke rimeligt.

Vores børn og unge mistrives, mange ældre er ensomme, kræftsyge er ikke blevet diagnosticeret i lige så høj grad, som vi plejer, vores iværksættere og erhvervsdrivende bløder, og tusindvis af danskere har mistet deres arbejde.

Statsministeren har indkaldt partilederne til forhandlingsmøder, men ærligt talt så er forhandlingstempoet for langsomt. Vi er indkaldt efter partistørrelse, og Liberal Alliance er som Folketingets mindste parti først indkaldt den 12. marts. Det er ikke godt nok. Venstre er klar til at forhandle dag og nat. Jeg er sikker på, at det samme gælder mine partilederkolleger på tværs af hele Folketinget. For det her er for vigtigt til, at statsministeren skal lade det vare i flere uger.

Venstre har præsenteret sin egen plan til en genåbning. Den havde jeg med under armen, da jeg mødtes med statsministeren i mandags. Venstre foreslår konkret, at vi genåbner landet gradvist og fleksibelt i tre faser. Læs mere om den her

For at Venstres plan kan lykkes, er det helt centralt, at vi er klar til hurtigt at lukke ned, hvis smitten spreder sig lokalt. Vi skal hurtigt dæmme op for nye smitteudbrud lokalt , inden de spreder sig. Derfor bekymrer det mig også, at regeringen ikke handler resolut og skrider ind over for f.eks. Vollsmose i Odense, hvor der de seneste dage har været et alvorligt smitteudbrud.

Det undrer mig, at Mette Frederiksen uden tøven og på under et døgn i sommers kunne lukke folks bryllupper ned, men at man ikke vil gå hårdt til værks i Vollsmose. Vi skal håndhæve restriktionerne og sikre, at politiet er til stede. Og hvis det ikke virker, har jeg foreslået, at vi lokalt i Vollsmose f.eks. kigger på at sænke forsamlingsforbuddet til to personer, så en masse unge ikke forsamles på gaden eller foran butikscentre. Og så skal vi have gang i endnu mere mobil testning for at bryde smittekæderne.

Det er altafgørende, at vi slår ned på de lokale udbrud for at inddæmme smitten. Vi har set, at det virker. F.eks. i Kolding, hvor man hurtigt og effektivt lukkede ned. For hvis vi ikke inddæmmer smitten, så spreder den sig til resten af landet. Og vi skal kunne holde de dele af landet, der ikke er ramt, åbne. For det giver altså ikke mening, at man ikke kan gå i skole på Samsø, fordi der er smitte i Kolding eller Vollsmose.

Med venlig hilsen

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre