Regeringen må snart blive konkret

Statsminister Mette Frederiksen (S) kan lide at sætte store skibe i søen, men hun har endnu til gode at få bare ét af dem i havn. Så bliver 2020 mon året, hvor den socialdemokratiske regering bliver konkret og rent faktisk leverer på sine valgløfter?

Den socialdemokratiske regering har indtil videre vist, at den nøler. Det kniber med at få fremlagt konkret politik og indkaldt til politiske forhandlinger. Og uret tikker ...
 
Først og fremmest mangler regeringen at fremlægge en model for ret til tidlig tilbagetrækning, sådan som Socialdemokratiet lovede den efterhånden landskendte bryggeriarbejder Arne for et år siden. I valgkampen blev Arne en central figur i S-kampagnen, men her på bagkant har regeringen ikke fremlagte en konkret plan, som kan sikre, at Arne faktisk får retten til en tidligere pension.
 
Og mens Arne - og tusindvis af andre danskere - venter, så har Venstre leveret vores valgløfte om en ny seniorpension til nedslidte danskere. En konkret model, der sikrer en ret for nedslidte danskere til at trække sig op til seks år før folkepensionsalderen.
 
På klimafronten har den socialdemokratiske regering også til gode at komme med et konkret udspil til en klimahandlingsplan. Den klimalov, som et bredt flertal i Folketinget vedtog før jul, skal i det nye år følges op af en handlingsplan.
 
Målet om en 70 procents reduktion har givet regeringen en masse international goodwill. Men når blitzen fra kameraerne fader ud, og klimaminister Dan Jørgensen står tilbage og skal forhandle, hvad er så regeringens plan? Indtil videre har regeringen kun travlt med at mørklægge omkostningerne ved den grønne omstilling.
 
Pension og klima er ikke de eneste områder, hvor regeringen mangler at blive konkret og levere svar.
 
Vi mangler også at høre, hvad regeringen vil på sundhedsområdet. Senest har sundhedsministeren afvist at svare på, om S-regeringen fremlægger et udspil til en sundhedsaftale i år.
 
Lige så uvist er det, hvornår regeringen fremlægger sit bud på en ny infrastrukturaftale. Det skaber massiv usikkerhed rundt om i landet, hvor danskerne holder i kø. Hvornår får f.eks. nordjyderne svar på, om socialdemokraterne vil prioritere en 3. Limfjordsforbindelse? For det gør vi i Venstre!
 
Sidst, men ikke mindst, har regeringen udskudt forhandlingerne om en ny flerårig aftale for politiet og anklagemyndigheden. Den skulle vi have forhandlet i efteråret. Hvornår kommer regeringen i arbejdstøjet, så vi kan få flere betjente og styrke trygheden for danskerne?
 
Venstre er klar til at forhandle alt lige fra klima, sundhed, infrastruktur, politi og meget mere. Men Socialdemokratiet sidder med den berømte serveret i dansk politik.
 
Gad vide, hvornår de har tænkt sig at bruge den? Gad vide, hvornår regeringen bliver konkret?